Tilbage til oversigten

Pengene til vækst er i Virksomhedsprogrammet

Business Lolland-Falster opfordrer SMV virksomheder på Lolland-Falster til at søge om tilskud til udvikling og omstilling i de attraktive udviklingsprogrammer udbudt af Virksomhedsprogrammet.

Søg nu og ræk ud efter de mange udviklingspenge, der ligger i det såkaldte Virksomhedsprogram.

Sådan lyder den klare opfordring fra Mikkel Wesselhoff, administrerende direktør for Business Lolland-Falster.

”Vores landsdel har de samme udfordringer som resten af landets virksomheder, når det handler om at udvikle og omstille virksomheden på afgørende områder som digitalisering og grøn omstilling. Men det er relativt få virksomheder på Lolland-Falster, der søger og får penge fra de forskellige støttepuljer, der findes. Derfor skal vi blive bedre her på Lolland-Falster til at søge og række ud efter de mange udviklingspenge, der er til rådighed,” siger Mikkel Wesselhoff.

De mange udviklingsmillioner, der ligger og venter findes i det landsdækkende udviklingsprogram Virksomhedsprogrammet skal medvirke til at omstille og styrke væksten i SMV’er i hele landet. Det bestyres af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og er støttet finansielt af EU. Samlet set er der sat knapt en halv milliard kroner af i Virksomhedsprogrammet, der løber indtil 2025.

Der findes seks forskellige støtte- og udviklingspuljer som SMV-virksomheder kan søge om hjælp og støtte fra. Alle ordninger hedder SMV efterfulgt af puljens navn – dvs. PRO, Digital, Vækstpilot, Eksport, Grøn og Grønne kompetencer.

Til dato har knap 7.000 SMV’er fået tilskud til rådgivning, investeringer i konkret teknologi samt kompetenceudvikling gennem Virksomhedsprogrammet, der drives af de seks erhvervshuse.

Gode muligheder for støtte

I Region Sjælland er det Erhvervshus Sjælland, der administrerer ordningerne. Business Lolland-Falster samarbejder med erhvervshuset om at udbrede kendskabet til ordningerne og hjælper virksomheder med at forberede ansøgninger og vejlede i hvilke tilskudsordninger, der er relevante at søge.

”Hvis der ligger en udviklingsplan i skuffen eller man går og overvejer ændringer i produktion eller arbejdsgange er der god hjælp og penge at hente. Vi er klar til at hjælpe virksomhederne på Lolland-Falster i gang med ansøgningerne til de forskellige ordninger, og vores erfaringer er gode med at hente tilskud hjem til virksomheder, der har søgt,” siger Mikkel Wesselhoff.

SMV:Grøn 2.0

Færre søger i Region Sjælland

Region Sjælland udgør 12 procent og alligevel er den samlede andel af tilskud der gives til virksomheder i regionen kun knapt 7 procent.

Det er virksomhederne i Region Midtjylland, der er bedst til at hente penge hjem fra Virksomhedsprogrammet.

”Vi har et uudnyttet potentiale, som vi sammen med de lokale virksomheder skal arbejde målrettet på at få lavet om på. Virksomhederne på Lolland-Falster skal i højere grad få øjnene op for at det er en ret god mulighed for at få gang i udviklingen af egen virksomhed,” siger Mikkel Wesselhoff.

Business Lolland-Falster er klar til at hjælpe og vejlede virksomhederne på Lolland-Falster i forbindelse med ansøgninger til de forskellige tilskudsmuligheder i Virksomhedsprogrammet.

Fakta om Virksomhedsprogrammet:

Virksomhedsprogrammet blev sat i gang i 2021 med 600 mio. kr. fra REACT-EU. Programmet er i dag en kerneindsats for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, som i 2022 bevilgede ca. 430 mio. kr. fra Regionalfonden, Socialfonden Plus og finansloven. Med midlerne er programmet forlænget til udgangen af 2025.

Virksomhedsprogrammet har en ramme for, hvordan midlerne skal fordeles. 20 pct. af midlerne skal gå til virksomheder lokaliseret i Region Sjælland. Det gælder på alle Virksomhedsprogrammets spor undtaget SMV:PRO, hvor kravet er 50 pct og SMV:Grønne kompetencer, hvor kravet er 14 pct.

Hvem kan søge?

Alle SMV’er, som har behov for tilskud til at omstille deres virksomheder for at øge konkurrenceevne og vækst.

Her kan du læse mere om de enkelte ordninger

Udgivet

14. april 2023