Udgivet
8. oktober 2026
Ingen af virksomhederne var tvunget til at finde en partner. Netop dét var afgørende, da ejerne af RASK EL og ENELCO besluttede at fusionere.
”Vi har ikke været nødsaget til det her. Vi har truffet beslutningen, mens ingen af os var tvunget ud i at gøre noget. Det har været fuldstændig frivilligt fra begge sider,” siger Jacob Goldbeck, ejer og direktør i RASK EL.

Lars Sørensen, ejer og installatør i ENELCO, ser fusionen som en måde at forberede virksomhederne på nye krav:
”Forventningerne til vores kompetencer, kapacitet og robusthed bliver større og større. Sammen får vi flere specialister og bedre mulighed for at hjælpe kunderne, også når der opstår noget akut,” siger han.
Større byggeopgaver kræver i stigende grad dokumentation, certificeringer og en organisation, der kan håndtere kravene. Samtidig skal der fortsat være folk til at løse de daglige opgaver for eksisterende kunder.
”Vi har fået en størrelse, hvor vi kan byde ind på de fleste af de entrepriser, vi forventer på Lolland-Falster. Målet er ikke nødvendigvis at række længere væk, men at kunne favne de opgaver, der kommer i vores område,” siger Jacob Goldbeck.
Fusionen giver også medarbejderne bedre mulighed for at specialisere sig og lære af hinanden, vurderer Lars Sørensen.
”Nu får vi mulighed for, at medarbejderne kan udvikle sig inden for de områder, de brænder for. Samtidig får de kolleger at sparre med inden for flere specialer,” siger han.
Lars Sørensen og Jacob Goldbeck har kendt hinanden gennem branchen i mange år. I foråret blev løse samtaler om fælles udfordringer til en konkret idé om at gå sammen. Sommerferien gjorde det vanskeligt at samle alle omkring bordet, men da ejerne først var enige om hovedlinjerne, faldt aftalen hurtigt på plads.
”Fra vi kunne se os selv i det, behøvede forhandlingerne ikke at tage mere end to til tre uger. Da hovedlinjerne lå fast, var detaljerne ikke særlig svære at få på plads,” siger Jacob Goldbeck.

For Lars Sørensen var det væsentligt, at begge parter gik ind i samtalen med samme mål.
”Vi har kunnet tale os frem til løsningerne. Vi har ikke lagt arm en eneste gang,” siger han.
De to virksomheder kender også hinanden fra konkurrencen om kunder og opgaver. Den konkurrence skal nu afløses af et tæt samarbejde.
”Vi har slået os sammen med vores største lokale konkurrent. Når vi før tabte en opgave, var det ofte til ENELCO. Nu kan vi udvikle den samlede forretning sammen,” siger Jacob Goldbeck.
Lars Sørensen fortæller, at respekten for konkurrenten allerede var der.
”Det er selvfølgelig ærgerligt at tabe et udbud. Men når man taber til nogen, som driver en virksomhed rigtig godt, kan man også lære noget af det,” siger han.
Inden fusionen blev offentliggjort, orienterede ejerne først deres mellemledere. Derefter ringede de til en række kunder og samarbejdspartnere, så de kunne høre nyheden direkte fra virksomhederne. Samme dag blev medarbejderne samlet.
”Vores egne medarbejdere har været rigtig positive. Efterhånden som vi har fået talt med dem om, hvad fusionen betyder, kan de også se mulighederne i den,” siger Jacob Goldbeck.
Også reaktionen uden for virksomhederne har glædet Lars Sørensen.
”Jeg havde forventet, at nyheden ville blive positivt modtaget. Men jeg havde nok ikke turdet håbe på, at reaktionen ville være så positiv. Mange kan se værdien i, at vi gør noget for at bevare ejerskab og arbejdspladser på Lolland-Falster,” siger han.
Begge ejere fremhæver det lokale ejerskab som en vigtig del af beslutningen. De vil bevare arbejdspladserne i området og fortsætte virksomhedernes støtte til lokale klubber, foreninger og aktiviteter.

”Vi har tjent vores penge med afsæt i Lolland-Falster. Derfor føler vi også en forpligtelse til at give noget tilbage. Vi vil gerne både støtte de store initiativer og den lille lokale idrætsklub,” siger Lars Sørensen.
Den nye virksomhed får også mere plads til at udvikle forretningen, uden at ejerne skal bruge lige så meget tid på administration.
”Jeg glæder mig til at have Lars at sparre med i hverdagen. Vi kan vende, hvilke opgaver vi skal byde på, og hvilken retning vi skal gå i. Og vi kan stadig tage beslutninger hurtigt,” siger Jacob Goldbeck.
Fusionen træder i kraft 1. oktober 2026. RASK EL bliver det fortsættende selskab juridisk, mens begge navne indtil videre bliver brugt over for kunderne. Alle medarbejdere fortsætter.
Ejerkredsen består af fem personer: Fra RASK EL indgår Jacob Goldbeck, Lars Filtenborg og Mikkel Kristensen. Lars Sørensen og Jacob Svendsen er de to ejere fra ENELCO. Direktionen består af Jacob Goldbeck, Lars Sørensen og Thomas Bülow. Thomas Bülow bliver økonomidirektør for den samlede virksomhed.
Udgivet
8. oktober 2026