Udgivet
29. oktober 2025
De små og mellemstore virksomheder på Lolland-Falster har de seneste tre år for alvor fået øjnene op for de attraktive støttemuligheder, der findes i det såkaldte Virksomhedsprogrammet, der er målrettet udvikling i små og mellemstore virksomheder.
De lokale virksomheder har i år fået markant større tilsagn gennem de nationale SMV-programmer end tidligere.
Hvor der i 2023 blev givet ganske få tilsagn, er aktiviteten siden vokset betydeligt, og i 2025 er virksomheder på Lolland-Falster dem, der får flest penge sammenlignet med de øvrige dele af Region Sjælland.
”Udviklingen viser, at virksomhederne på Lolland-Falster i stigende grad bruger de nationale støtteordninger som et redskab til at styrke især deres digitale og grønne omstilling, og det er meget positivt,” siger Mikkel Wesselhoff, adm. direktør Business Lolland-Falster.
2023 var et opstartsår, hvor de lokale virksomheder kun i begrænset omfang benyttede sig af de forskellige støtteordninger i Virksomhedsprogrammet. Året efter tog udviklingen fart, og flere virksomheder begyndte at søge midler til både digitalisering, vækst og grøn omstilling.
Særligt ordninger som SMV:Grønne Kompetencer og SMV:Vækstpilot er brugt af virksomhederne.
I 2025 er udviklingen indtil dato kulmineret i et rekordhøjt aktivitetsniveau, hvor virksomheder på Lolland-Falster har søgt og fået markant flere tilsagn end tidligere, og hvor lokale virksomheder indgår i større og mere langsigtede udviklingsprojekter.
”Den samlede tendens viser en tydelig bevægelse fra sporadiske tilskud i 2023 til en solid og voksende deltagelse i nationale programmer. Det afspejler både en stigende strategisk bevidsthed blandt virksomhederne og et stærkt lokalt erhvervsfremmesystem, der hjælper virksomhederne med at udnytte mulighederne,” siger Claus Madelung, udviklingschef hos Business Lolland-Falster.
Adm. direktør for Business Lolland-Falster, Mikkel Wesselhoff, understreger, at udviklingen ligger i direkte forlængelse af organisationens strategiske mål om at arbejde for at skabe et mere robust lokalt erhvervsliv gennem øget kendskab og brug af de mange offentlige støttemuligheder.
“Vi kan se, at de stigende tilsagn om støtte er et konkret udtryk for, at virksomhederne rykker sig i den rigtige retning. Vores strategiske mål er at skabe robuste, lokalt forankrede virksomheder, der både tør investere i ny teknologi og grøn omstilling. Når flere lokale virksomheder får adgang til nationale midler og omsætter dem til udvikling, styrker det hele erhvervsstrukturen på Lolland-Falster,” siger Mikkel Wesselhoff.
Hvis du er interesseret i at høre mere om hvilke tilskudsmuligheder der findes – så tilmeld dig vores arrangement Tilskudsdagen, der finder sted 5. november 2025.
Udgivet
29. oktober 2025