Industripark ved Rødbyhavn
Tilbage til oversigten

Erhvervsområde ved Rødbyhavn udpeget som statslig industripark

En af de kommende statslige industriparker bliver placeret ved Rødbyhavn. Udpegningen er et historisk skridt for Lolland-Falster, og for udviklingen af et internationalt industriknudepunkt i det sydlige Danmark.

Erhvervsminister Morten Bødskov har tirsdag sammen med Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Danmarksdemokraterne og Socialistisk Folkeparti udpeget et 800 hektar stort erhvervsområde ved Rødbyhavn som en af Danmarks kommende 11 statslige industriparker.

Beslutningen markerer et historisk skridt for Lolland-Falster, og for udviklingen af et internationalt industriknudepunkt i det sydlige Danmark.

Med udpegningen, bliver området på op til 800 hektar ved Rødbyhavn, hvor der er direkte adgang til havn, motorvej, jernbane og store mængder grøn energi, centrum for udviklingen af en industripark i international skala.

De nye industriparker skal ligge i Kerteminde, Skive, Lolland, Aabenraa, Ikast-Brande, Horsens, Viborg, Næstved, Esbjerg, Aalborg og Kalundborg Kommune.

Visionen, som Lolland Kommune og Business Lolland-Falster i fællesskab har arbejdet målrettet for gennem de seneste år, er nu kommet tættere på at blive realiseret.

”Det er en rigtig god dag for hele Lolland. Denne historiske beslutning får enorm betydning for den fortsatte udvikling på hele Lolland-Falster og for alle os, der bor her. De mange nye arbejdspladser vil kunne mærkes i hele kommunen, og det kommer både lokale familier og vores erhvervsliv til gode. Rødbyhavn spiller allerede en nøglerolle med Femern Bælt-tunnelforbindelsen, og med dagens udpegning får vi et erhvervsområde, der kan skabe tusindvis af nye job og være med til at forme Danmarks grønne industri i mange år frem,” siger borgmester Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune.

Området ligger i forlængelse af det allerede etablerede tunnelproduktionsområde, og rummer derfor en veletableret infrastruktur, som gør det muligt at komme hurtigt i gang med etablering af nye virksomheder.

Grafisk illustration af industriparken ved Rødbyhavn

”Beslutningen vil sætte spor mange år frem. Potentialet for at forandre erhvervsstrukturen på Lolland-Falster og i Østdanmark er enormt. Vi taler om at skabe tusindvis af arbejdspladser, og et solidt økonomisk fundament for regionen de næste 50 år. Nu kan vi for alvor sætte fart på processen, og vi er klar,” siger adm. direktør Mikkel Wesselhoff, Business Lolland-Falster.

Der har gennem længere tid været en stor interesse fra især internationale virksomheder, der ser Rødbyhavn som et af de mest attraktive steder i Nordeuropa. Det er især virksomheder indenfor havvind, logistik og skibsproduktion, der viser interesse for området, dels fordi der er så meget plads og dels den centrale placering ved Østersøen.

Med den nationale udpegning bliver erhvervsområdet ved Rødbyhavn en del af regeringens “Rød Løber”-ordning, som skal sikre hurtigere etablering og udvikling af store industriprojekter med national og strategisk betydning.

Kombinationen af de eksisterende faciliteter ved tunnelbyggepladsen og store sammenhængende arealer bagved, kan gøre Rødbyhavn til en unik industriel base i europæisk sammenhæng.

Se aftalen om Industriparker

Hvad er en Industripark?

Danmarks 11 nye industriparker er arealer, hvor produktionsvirksomheder hurtigt kan etablere sig og bygge fabrikker og faciliteter

Hvad skal være tilgængeligt?

Adgang til − eller planer om at etablere − den nødvendige erhvervsmæssige infrastruktur, herunder blandt andet el, vand, transport og afledning af spildevand samt transportinfrastruktur.

Hvad med arbejdskraft?

Der skal være arbejdskraft tilgængeligt i nærheden.

Hvilken rolle spiller den lokale kommune?

En engageret kommune, der understøtter udviklingen af parken.

Hvad er Erhvervsstyrelsens One Stop Shop

Adgang til Erhvervsstyrelsens One Stop shop for alle virksomheder, der ønsker at etablere, udvide eller omdanne produktionsanlæg i industriparken. One Stop shop sikrer mindre bureaukrati og et loft på sagsbehandlingstider.

Hvilke typer af virksomheder – industrier er den målrettet mod?

Industriparkerne er målrettet forskellige typer af virksomheder, og har fokus på danske og regionale styrkepositioner inden for bl.a. grøn omstilling, life science, fødevarer og biosolutions samt det maritime område.

Hvilke kommuner får en statslig industripark?

De statsligt udpegede industriparker kommer til at ligge i kommunerne: Kerteminde, Skive, Lolland, Aabenraa, Ikast-Brande, Horsens, Viborg, Næstved, Esbjerg, Aalborg og Kalundborg.

Hvem står bag den politiske aftale om Statslige industriparker

Regeringen, Dansk Folkeparti, Konservative, Radikale Venstre, Danmarksdemokraterne og SF er enige om at udpege 11 industriparker i Danmark.

Udgivet

28. oktober 2025