Udgivet
16. marts 2025
Efter fem år med hårdt arbejde, innovation og en passion for kvalitetssaunaer har iværksættervirksomheden Scandinavian Sauna fra Nykøbing F. nået en markant milepæl: Virksomheden har solgt sin sauna nummer 100 til England.
Samtidigt har virksomheden en ordrebog, der næsten er fyldt op for hele 2025 og dermed står det klart, at de har opnået den succes, de drømte om ved starten i 2019.
For Cecilie Wang, medstifter og ejer af Scandinavian Sauna, er succesen stadig svær at fatte.
“Jeg har nevet mig selv lidt i armen de sidste par uger. Vores produktion er næsten fyldt op et år ud i fremtiden, og vi har netop solgt vores sauna nummer 100 i Europa. Det er virkelig fantastisk,” siger hun begejstret.
Virksomheden har solgt og leveret i alt 130 saunaer – der er nemlig også solgt og leveret 30 til Japan.
Virksomheden, der specialiserer sig i mobile luksus saunaer, har oplevet en stigende efterspørgsel, især fra det britiske marked, hvor mange kunder bruger saunaerne til udlejning. Sauna nummer 100 blev solgt i februar til England.
Scandinavian Sauna blev grundlagt i 2019 af Cecilie Wang og Jakob Gate. De har begge en baggrund i arkitektur og design, og de har fra starten haft et skarpt fokus på kvalitet, holdbarhed og skandinavisk minimalisme. Saunaerne produceres i Polen med højkvalitetsmaterialer fra certificerede europæiske skove, og konceptet har vist sig at have bred appel på tværs af landegrænser.
Scandinavian Sauna er en lokal iværksættervirksomhed på Lolland-Falster med hovedkvarter på Hasselø i Guldborgsund Kommune. Herfra styrer de deres forretning med et internationalt udsyn, men med dybe rødder i den skandinaviske sauna-tradition.
Eventyret startede med at de lavede en sauna for en vinterbaderforening i Gedser, som de lærte rigtig meget af på godt og ondt, og det har så udviklet sig derfra. I dag er 80% af virksomhedens marked i England.
“Vi har konstant udviklet vores produkter og har justeret på designet de sidste fem år. Vi går aldrig på kompromis med kvaliteten, og det er noget, vores kunder virkelig værdsætter,” forklarer Cecilie Wang.
Prisen på en mobilsauna fra Scandinavian Sauna afspejler, at det er kvalitet, som er målet med produktet.
”Vi ligger markant højere end andre det danske marked. Det har aldrig været vores mål, at vi ville lave noget, der var dyrt. Men vi har bare gerne ville lave noget, der var af god kvalitet, som holder i mange år,” siger Cecilie Wang.
Det lå ikke i kortene at Cecilie Wang, der er født og opvokset i Ulslev på Falster, skulle vende tilbage til Falster for at bo og drive egen virksomhed. Som 18-årig efter en studentereksamen fra Katedralskolen i Nykøbing drog hun ud i den store verden, og det var dengang absolut ikke målet at vende hjem igen.
Verden skulle erobres, og det blev den. Hun mødte svenskfødte Jakob Gate i Thailand, og de arbejdede efterfølgende begge i Londons designindustri og startede senere deres eget arkitektstudie i Asien.
Efter flere år i udlandet og to børn senere vendte de tilbage til Danmark og kombinerede deres erfaringer for at skabe den perfekte sauna. Falster blev i 2022 deres nye base, hvor Cecilie Wang og Jakob Gate fandt den ro, som de begge søgte.
Deres fælles hjem og virksomhed i Hasselø by ligger 8 km fra Ulslev, hvor Cecilie voksede op.
“Vi har en klar arbejdsdeling i virksomheden. Jakob står for design og udvikling, mens jeg tager mig af kunderelationer og økonomi. Det giver os mulighed for at fokusere på det, vi hver især er bedst til,” siger Cecilie Wang.
Deres samarbejde har været nøglen til virksomhedens succes, hvor de kombinerer kreativitet, teknisk ekspertise og en stærk forretningsforståelse.
Scandinavian Sauna leverer i dag 3-4 saunaer om måneden, og de har allerede booket langt de fleste ordrer for 2025.
“Hvis man bestiller en sauna nu, kan vi levere i november eller december. Det er en vild udvikling at se, hvor langt vi er kommet på fem år,” siger Cecilie Wang.
Med så stor succes på sauna-markedet ser fremtiden lys ud for virksomheden, der allerede er i gang med nye initiativer. Blandt andet planlægger de at åbne et spa ved Hesnæs på Falster senere på året.
For Cecilie Wang er det ikke kun en forretningssucces, men også en personlig milepæl, der er nået.
“Jeg er faktisk nået til der, hvor jeg har nået drømmen. Nu er spørgsmålet bare: hvad så nu?” siger hun med et smil.
Scandinavian Sauna har skabt sig en solid position på markedet, og med en stigende interesse for saunaer som en del af en sund livsstil, tegner det godt for den lokale og globale sauna virksomhed.
Udgivet
16. marts 2025