Spildevand
Tilbage til oversigten

Spildevand kan blive til værdifuldt teknisk vand

Spildevand kan blive et kommende guldæg og en afgørende råvare i den grønne omstilling. Spildevandet kan omdannes til teknisk vand, der kan bruges i PtX anlæg til produktion af grønt brændstof. Nyt studie lavet af Business Lolland-Falster slår fast, at det kan lade sig gøre, og at der er et stort potentiale i det.

En ny rapport udarbejdet af Rambøll på opdrag fra Business Lolland-Falster viser stort potentiale i at udnytte renset spildevand og omdanne det til teknisk vand, der kan blive et afgørende råstof i fremtidens grønne energiproduktion.  

Business Lolland-Falster gennemførte i 2023 i samarbejde med Lolland Forsyning feasibility studiet, der kortlagde hvordan der kan tilvejebringes de mængder vand, det forventes, der skal bruges i forbindelse med Power-To-X. Det var Rambøll, der gennemførte feasibility studiet med udgangspunkt i det planlagte PtX anlæg, som European Energy vil bygge i Nakskov på Stensø erhvervsarealet.

Konklusionen i rapporten er klar: At spildevand med fordel kan omdannes til teknisk vand, og at der er tilstrækkelige mængder spildevand til rådighed på Lolland.

”Det åbner nye muligheder for erhvervsudvikling og tiltrækning af nye virksomheder, når vi udover store mængder grøn strøm på Lolland-Falster nu også kan producere tilstrækkeligt med vand uden at belaste grundvandsressourcerne. Feasibility studiet dokumenterer, at der er et stort potentiale i at omdanne spildevandet til teknisk vand, og det vil vi i samarbejde med relevante parter arbejde for bliver realiseret,” siger Mikkel Wesselhoff adm. direktør Business Lolland-Falster.

Store perspektiver

Lolland Forsyning var med i feasibility studiet, og her ser direktøren Anders Møller Hansen store perspektiver i teknisk vand.

Vi møder ham på renseanlægget i Nakskov og bassinet med det rensede spildevand bag os ligner det, det er i dag: Vand uden værdi klar til at blive ledt ud i havet.

Anders Møller Hansen Lolland Forsyning

Renseanlægget i Nakskov ligger i udkanten af det kommende store erhvervsområde Stensø bag Nakskov Havn, og den placering kan ikke være bedre set i lyset af den kommende erhvervsudvikling på Stensø området. I løbet af få år etablerer blandt andet European Energy verdens indtil videre største Power-to-X anlæg, der skal producere e-Metanol. Det er en proces, der kræver store mængder grøn strøm og vand.

Det er Lolland Forsyning, der skal levere vandet – og de mængder, der efterspørges – gør det nødvendigt at tænke nyt. Og det bliver der.

Spildevand får ny værdi

Spildevandet skal danne grundlag for fremtidens grønne brændstoffer og blive en værdifuld ressource i den grønne omstilling.

”Vi kan bruge det rensede spildevand til industrien i form af det vi kalder teknisk vand,” siger Anders Møller Hansen.

I dag ledes det rensede spildevand ud i Østersøen. Det skal i fremtiden i stedet omdannes til teknisk vand, der skal bruges til PtX anlæggene. Vand består af ilt og brint atomer, og ved at tilsætte strøm bliver det spaltet. Derved får man brint, der efterfølgende bruges til produktion af grønne brændstoffer som metanol.

”I stedet for at lede det ud i havet vil spildevandet gennemgå nogle ekstra rensetrin i form af f.eks. membranfiltrering og desinficering. Vandet ender med at blive teknisk renere for mineraler og salte end drikkevand og kan bruges til produktion af brint i PtX anlæggene,” siger Anders Møller Hansen.

Spildevandet kommer fra Nakskov by og områderne på Vestlolland. I dag er det uden værdi, når det er renset. Det er Lolland Forsyning i gang med at lave om på. I fremtiden bliver spildevandet en væsentlig ressource i den grønne omstilling, hvor der skal bruges store mængder vand til PtX-anlæggene.

Grøn industrisymbiose på vej

Nakskov er godt på vej til at udvikle en grøn industrisymbiose, hvor en lang række virksomheder indenfor den grønne omstilling vil arbejde sammen om at udnytte hinandens råvarer og energistrømme. Her er Lolland Forsyning en vigtig partner.

”Vi oplever, at der er stor interesse fra både danske og internationale virksomheder i at investere i Lolland-Falster, og i forbindelse med at de etablerer deres produktionsanlæg skal de bruge teknisk vand til forskellige formål,” siger Anders Møller Hansen, direktør Lolland Forsyning.

European Energys produktion af brint i Nakskov vil kræve store mængder vand.

”Vi skal bruge meget vand, og vi skal have udviklet en løsning, fordi vi kan ikke bruge drikkevand til vores produktion. Vi vil hellere bruge spildevand, der er omdannet til teknisk vand, og der er vi allerede i gang med et samarbejde med kommunen og Lolland Forsyning,” siger Emil Vikjær-Andresen, PtX chef i European Energy.

Lolland Forsyning indvinder hvert år cirka 1,6 millioner kubikmeter drikkevand og grundvandsressourcerne er ikke tilstrækkelige til at dække behovet for vand til PtX virksomhederne. Udledningen fra renseanlægget i Nakskov er 1,8 millioner kubikmeter renset spildevand om året.

Feasibility studiet af teknisk vand viser, at der kan leveres knap en million kubikmeter teknisk vand i de to områder Stensø og Rødbyhavn, hvor der er planlagt Power-to-X anlæg.

”Vi ser det som et stort potentiale,” siger Anders Møller Hansen.

Samarbejde med Nordic Sugar

Ikke langt fra Nakskov renseanlæg ligger Nordic Sugars sukkerfabrik. Og netop vand er noget de har stort overskud af. Hvert år har sukkerfabrikken 1,4 millioner kubikmeter vand i overskud, når den årlige roekampagne er afsluttet. Vandet stammer fra roerne, der indeholder 75 procent vand.

Nordic Sugar og Lolland Forsyning har indgået et strategisk samarbejdsaftale om at de kan overtage sukkerfabrikkens overskudsvand og overskudsvarme.

”Det glæder mig rigtig meget, at det er lykkedes os at lave en samarbejdsaftale om at konkretisere, hvor vi kan skabe mere bæredygtighed og mere værdi sammen. Sukkerfabrikken har en masse restvand, som kommer fra roerne. Det roevand har vi interesse i at genbruge blandt andet til teknisk vand, og vi ser også muligheder i at bruge deres overskudsvarme,” siger Anders Møller Hansen.

Både Lolland Forsyning og sukkerfabrikken er gået ind i samarbejdet fordi de som virksomheder er begyndt at tænke anderledes i forhold til at tage et større samfundsansvar, og arbejde for at skabe bæredygtige løsninger såvel økonomisk som ressource og miljømæssigt.

Varme retur fra PtX

Den grønne omstilling er lidt af et Kinder æg på den måde, at hvor spildevand og spildvarme hidtil netop har været spild, så bliver begge dele i fremtiden til værdifulde råvarer. Sammen med den grønne strøm fra sol og vind bliver spildevand og spildvarme til afgørende komponenter i fremtidens energiforsyning.

Energisymbiosen er skabt, hvor spildevand bliver til teknisk vand, der bruges til PtX. Det giver store mængder overskudsvarme, som virksomhederne kan sende retur til Lolland Forsyning.

”Det er varme, som borgerne på Lolland kan varme sig på efterfølgende. Foreløbige undersøgelser viser, at den samlede mængde overskudsvarme fra sukkerfabrikken, de kommende procesvirksomheder i Nakskov og Rødby, kan forsyne langt mere end Nakskov med varme. Muligvis alle de eksisterende varmeområder i Lolland Kommune,” siger Anders Møller Hansen.

Se video fra renseanlægget i Nakskov

Udgivet

21. oktober 2024