Tilbage til oversigten

Stor opbakning til Femern Bælt-forbindelsen på Lolland-Falster

Sjællandsbarometeret 2025 viser stor opbakning til den kommende Femern Bælt-tunnelforbindelse blandt borgerne på Lolland-Falster.

Virksomheder og borgere på Lolland-Falster ser store muligheder i Europas største infrastrukturprojekt.

Når det gælder troen på Femern Bælt-tunnelen, er der ingen tvivl: Lolland-Falster er frontløber.

Ifølge den nye undersøgelse Sjællandsbarometeret 2025, udarbejdet af Sjællandske Nyheder og Sjællands Udviklingsalliance, er over syv ud af ti borgere på Lolland-Falster positive over for den kommende faste forbindelse til Tyskland.

Det er den højeste opbakning i hele Sjællandsregionen, og det er et tydeligt signal om, at borgerne på Lolland-Falster ser tunnelen som en mulighed, ikke en trussel.

“Det er ikke overraskende, at Lolland-Falster er dér, hvor optimismen er størst. Femern Bælt-forbindelsen er vores generations største infrastrukturprojekt, og det kommer til at ændre rammevilkårene for hele erhvervslivet og landsdelen,” siger Mikkel Wesselhoff, adm. direktør i Business Lolland-Falster.

“Vi taler om nye markeder, hurtigere logistik og langt bedre adgang til både tysk arbejdskraft og nye samarbejdspartnere. Det vil få betydning for alt fra produktion og transport til turisme og detailhandel.”

Fra byggeprojekt til erhvervsdynamo

I takt med at tunnelen tager form, begynder virksomheder på Lolland-Falster allerede nu at tilpasse sig den nye virkelighed. Mange investerer i kompetencer, netværk og kapacitet, mens internationale aktører viser stigende interesse for området.

Og optimismen er ikke kun anekdotisk. Den bakkes op af tal.

Sjællandsbarometeret 2025 viser, at 63 procent af sjællænderne generelt er positive over for projektet, men på Lolland-Falster er tallet over 70 procent.

41 procent af borgerne på Lolland-Falster forventer at rejse mere til Tyskland, når tunnelen åbner og der er langt over landsgennemsnittet.

“Det fortæller os, at forbindelsen ikke bare handler om biler og tog men også om mennesker, samarbejde og vækst. Femern Bælt-tunnelen bliver en åben dør til Europa,” siger Mikkel Wesselhoff.

Et sydligt udsyn

Mens Sjællandsbarometeret viser, at borgerne i hovedstadsområdet forholder sig mere afventende, ser folk på Lolland-Falster tunnelen som en naturlig del af deres fremtid.
Hvor hovedstaden kigger mod nord og vest, kigger vi på Lolland-Falster mod Hamburg og Europa.

Udvalgte resultater fra Sjællandsbarometeret

71 % af borgerne på Lolland-Falster og Sydsjælland støtter projektet

41 % på Lolland-Falster forventer at rejse mere til Tyskland

10 % af sjællænderne kan forestille sig at arbejde eller studere i Tyskland

Hvad er Sjællandsbarometeret?

Sjællandsbarometeret er en årlig undersøgelse, der giver et aktuelt billede af borgernes holdninger til udviklingen på Sjælland og øerne. Den dækker temaer som infrastruktur, beskæftigelse, turisme og lokal trivsel og bygger på interview med 2.500 repræsentative borgere gennemført af analyseinstituttet Voxmeter i august 2025. Barometeret er udarbejdet af Sjællandske Nyheder i samarbejde med Sjællands Udviklingsalliance.

Udgivet

9. oktober 2025