Nakskov Havn
Tilbage til oversigten

Stort hvederaffinaderi i Nakskov på vej

Hveiti Ingredients bygger stort hvederaffinaderi i Nakskov. Det er havn, grøn strøm og masser af hvede, der tiltrækker virksomheden.

Nye produktionsvirksomheder strømmer til Nakskov og Hveiti Ingredients er en af dem.

Det er den gode placering tæt ved Nakskov Havn, god og nem adgang til store mængder grøn strøm og stor produktion af hvede, der trak Hveiti til Nakskov, hvor de vil etablere et stort hvederaffinaderi.

Hveiti betyder hvede på oldnordisk og er navnet på et ambitiøst industriprojekt i Nakskov, der bliver en del af det kommende Stensø erhvervsområde bag ved Nakskov Havn.

”Vi glæder os til at blive en del af Stensø området ved Nakskov Havn. Grunden er købt og vi er i fuld gang med at planlægge det videre forløb. Lige nu afventer vi udkast til lokalplan for området. Vi er meget tilfredse med det arbejde og den måde som kommunens medarbejdere møder os på. De lytter til hvad vi siger og er meget samarbejdsvillige,” siger Svend Brandstrup, der er adm. direktør for Hveiti.

Hveiti Ingredients er en produktionsvirksomhed, hvor hvede som råvare bliver forarbejdet til protein, stivelse og glukose og dyrefoder.

Hvederaffinaderiet på Vestlolland bliver den første af sin slags i Danmark og produktionen baseres på velafprøvede teknologier for en bæredygtig ressource udnyttelse af hvedekorn. Fabrikken forventes at stå færdig medio 2027 og den samlede investering er ved at blive beregnet.

”Vi er i fuld gang med planlægningen af produktionsanlægget og når udkast til lokalplan er offentlig, kan vi gå videre med VVM-ansøgning, miljøtilladelser og endeligt design af hvederaffinaderiet. Det regner vi med, at vi kan komme i gang med til foråret og derfra tager det 16 til 18 måneder, før vi er klar til at gå i gang med at bygge selve fabriksanlægget,” siger Svend Brandstrup.

Selve byggeprocessen, hvis alt går vel, tager ifølge Svend Brandstrup 20-24 måneder.

Bag Hveiti Ingredients står Svend Brandstrup og Kristian Bennetsen, og de har den store tyske stivelses- og proteinproducent Jäckering Gruppen i ryggen som medejer, og som den væsentligste del af det kommende produktionsselskab.  Ifølge Svend Brandstrup er Lolland-Falster og Nakskov er den perfekte placering for Hveiti.

Energitung virksomhed

”Vi skal bruge tre ting i vores virksomhed. Det er korn, energi i form af strøm og gas samt arbejdskraft. Alle tre ting kan vi få i Nakskov. Samtidigt er Nakskov Havn meget vigtig for os i forbindelse med udskibning af vores produkter, som med fordel kan sejles med skib,” siger Svend Brandstrup.

Det er en energitung produktion og derfor er adgangen til grøn strøm fra sol og vind samt biogas afgørende.

”Vi er overbeviste om, at det at producerer på kun grøn energi bliver en væsentlig parameter for fremtidige produktionsvirksomheder og derfor er den lokale forsyning af både renset biogas og grøn strøm meget afgørende for Hveiti. Vi skal dog også kobles op på el-forsyningsnettet, primært for at sikre os konstant forsyning, og den opkobling håber vi kan koordineres med de andre virksomheder i klyngen,” siger Svend Brandstrup.

Hvede som råvare

Hvedekorn kan udover de kendte produkter i dag, hvor det hovedsageligt anvendes til melprodukter og dyrefoder, raffineres og omdannes til en lang række værdifulde produkter.

Hveden, der hovedsageligt vil komme fra Lolland-Falster skal bruges til at producere en række forskellige produkter som, hvedeklid, stivelse, protein, flydende dyrefoder og glukose målrettet videre brug i Biotech industrien.

Der er endnu ikke indgået leveringsaftaler med hvedeproducenter, men der arbejdes med forskellige modeller for forsyning af hvede over hele året.

Klyngesamarbejde etableret

Klyngedannelsen blandt såvel nye og etablerede virksomheder i området ved Nakskov er interessant og er kommet godt i gang.

Hveiti arbejder på at skabe et samarbejde med Nordic Sugar i Nakskov, fordi Hveiti kan anvende en del af det vand, som sukkerroerne bringer med til fabrikken i Nakskov, efter en rensning kan det bruges som procesvand hos Hveiti.

Det samme gælder for eksempel varme, og det vil European Energys PtX anlæg, der ligger ved siden af, have i overskud og kunne levere til Hveiti.

”Der er meget vi kan samarbejde med de andre virksomheder om,” siger Svend Brandstrup.

Et af områderne er uddannelse af den nødvendige arbejdskraft, hvor Hveiti opfordrer til at virksomhederne arbejder sammen om dette og at der sættes en proces i gang for at tiltrække den nye arbejdskraft.  En proces, hvor det er Nakskovs grønne profil, der skal trække folk til, og specifikt for Hveiti vores nye og bedre udnyttelse af landbrugsafgrøder som hvedekorn.

Det er blandt andet procesoperatører, der skal bruges på Hveiti. Dertil kommer en lang række afledte erhvervsaktiviteter til følgeindustrier i lokalområdet.

”Vi skal samarbejde med andre virksomheder om at uddanne de kommende medarbejdere. Vi forventer, at der vil blive skabt mere end 70 arbejdspladser på vores virksomhed og mange af stillingerne kræver specialiseret og højtuddannet arbejdskraft,” siger Svend Brandstrup.

Udgivet

8. marts 2024