Udgivet
5. oktober 2026
Syv milliarder kroner. Så meget har staten gennem Sund & Bælt investeret i produktionsområdet og havnen ved Rødbyhavn, hvor elementerne til Femern Bælt-tunnelen bliver støbt. Spørgsmålet har længe været, hvad der skal ske, når det sidste element er sejlet ud.
Nu tegner svaret sig. Sund & Bælt og Odense Havn har mandag 5. oktober 2026 indgået en eksklusiv forhandlingsaftale om at undersøge mulighederne for et partnerskab om driften af tunnelelementfabrikken og havnen. Parterne bruger den kommende tid på at afdække rammerne, før der efter hensigten indgås en egentlig aftale.

Parterne starter forhandlingerne nu, så en endelig aftale forventeligt kan være på plads senest i 2028, fremgår det af pressemeddelelsen. De kommende forhandlinger skal blandt andet afklare ejerforhold og den økonomiske model bag en endelig aftale samt drift, udvikling og relevante godkendelser.
”Det er en god nyhed. Staten har investeret syv milliarder kroner i et anlæg. Det giver god mening at sikre, at anlægget skaber aktivitet og værdi, også når tunnelen står færdig. Det her er et vigtigt skridt i den retning,” siger Mikkel Wesselhoff, adm. direktør i Business Lolland-Falster.
Regeringen besluttede i 2023 at gøre anlægget permanent. I september blev området udpeget som national industripark. Og nu er der udsigt til en driftspartner med erfaring fra tung industri og havnedrift.
“Vi har for over 7 mia. kr. opført et unikt produktionsanlæg til verdens største sænketunnel. Nu er vores opgave at sikre, at anlægget skaber værdi og varig beskæftigelse på Lolland længe efter, at tunnelen står færdig. Her er Odense Havn en stærk kommerciel partner, som har unik erfaring fra omdannelsen af Lindøværftet,” siger Mikkel Hemmingsen, administrerende direktør i Sund & Bælt i en pressemeddelelse.
”Tandhjulene er ved at falde i hak. Vi har en politisk beslutning om, at anlægget skal bestå. Vi har fået industriparken godkendt. Og nu er der udsigt til en stærk og erfaren driftspartner. Det er de tre forudsætninger, der skal være på plads, før virksomheder og investorer for alvor kan regne med området,” siger Mikkel Wesselhoff.
Han peger på, at Odense Havn med Lindø Port of Odense har vist, hvordan et tidligere skibsværft kan omdannes til et industrielt knudepunkt for offshore vind og tung produktion.
”Odense Havn ved, hvad det kræver at drive et stort industriområde med havn i et internationalt marked. Den erfaring er præcis, hvad Rødbyhavn har brug for.”
Forhandlingsaftalen udspringer af et fælles ønske om fortsat lokal og regional aktivitet og jobskabelse samt om nationalt at fastholde Danmark i førertrøjen på blandt andet vedvarende energi som havvind.
Det er et ønske, som Lolland Kommunes borgmester, Marie-Louise Brehm Nielsen, bakker helhjertet op om.
”Produktionsanlægget til Femern Bælt-forbindelsen har været et stort aktiv for Lolland. Med beslutningen om permanentgørelse i 2023 tog Folketinget det første vigtige skridt for at sikre en fremtid for Femernfabrikken. Med dagens aftale mellem Odense Havn og Sund & Bælt tages endnu et vigtigt skridt mod at skabe varig vækst og udvikling i området. Fra Lolland kommune hilser vi aftalen velkommen og ser frem til at være en del af det nye partnerskab”, siger Marie-Louise Brehm Nielsen.
Fabrikken og havnen er bygget til at håndtere nogle af de største betonkonstruktioner, der nogensinde er produceret i Europa. Ifølge Mikkel Wesselhoff er det netop den kapacitet, markedet efterspørger.

”Der findes meget få steder i Europa, hvor man kan producere store, tunge og komplekse konstruktioner og skibe dem direkte ud fra kaj. Det kan man i Rødbyhavn. Forsvarsindustrien, den grønne energi og de næste store infrastrukturprojekter har brug for netop den type kapacitet, og den er svær og dyr at bygge op fra bunden,” siger Mikkel Wesselhoff.
I dag er mere end 3.200 mennesker beskæftiget med byggeriet af Femern Bælt-tunnelen. For Mikkel Wesselhoff er den vigtigste opgave at holde fast i dem.
”Vi har bygget kompetencer, en kvalificeret arbejdsstyrke og en leverandørbase op omkring fabrikken. Det er en kæmpe værdi for Lolland-Falster og for Danmark. Med det rette partnerskab har vi et reelt potentiale for at fastholde det nuværende beskæftigelsesniveau, når tunnelbyggeriet er afsluttet”, siger Mikkel Wesselhoff.
Mikkel Wesselhoff ser hensigtserklæringen i et større perspektiv.
”Europa skal producere mere selv. Forsvarsmateriel, energianlæg og infrastruktur. Det kræver plads, havn, strøm og kompetencer. Rødbyhavn ligger midt på aksen mellem Hamborg og Skandinavien og får med tunnelen direkte adgang til Europas største marked. Det er en konkurrencefordel for hele Danmark, og den skal vi udnytte.”
”Visionen er født på Lolland-Falster, men den realiseres i samarbejde med stærke nationale partnere. Vi ser frem til et tæt og konstruktivt samarbejde med Sund & Bælt og Odense Havn om at omsætte et statsligt anlæg til en varig industriel styrkeposition,” slår Mikkel Wesselhoff fast.
Sund & Bælt har investeret ca. 7 mia. kr. i produktionsområdet og havnen ved Rødbyhavn, der omfatter verdens største tunnelelementfabrik.
I 2023 blev det besluttet at gøre anlægget permanent og udnytte det til nye aktiviteter, når tunnelbyggeriet er afsluttet. I september 2026 blev området udpeget som national industripark.
Mere end 3.200 personer er i dag beskæftiget med byggeriet af Femern Bælt-tunnelen.
Hensigtserklæringen mellem Sund & Bælt og Odense Havn skal afdække mulighederne for et partnerskab om driften. Parterne starter forhandlingerne nu, så en endelig aftale forventeligt kan være på plads senest i 2028
Udgivet
5. oktober 2026