Tunnelelementfabrik ved Rødbyhavn
Tilbage til oversigten

Tredobling af internationale medarbejdere på Lolland-Falster

Lolland kommune har den største andel af internationale medarbejdere i hele Region Sjælland. Samme udvikling ses i Guldborgsund kommune, og det er en markant udvikling drevet af at det går godt for erhvervslivet på Lolland-Falster.

På 10 år er andelen af medarbejdere fra udlandet steget markant i virksomhederne på Lolland-Falster, og der er sket en tredobling af udenlandske medarbejdere.

Det viser en analyse DI Dansk Industri har foretaget hvor andelen af internationale medarbejdere i landets 98 kommuner er kortlagt fordelt på branche og nationalitet.

Mere end 3300 internationale medarbejdere er i dag ansat i virksomheder på Lolland-Falster, hvilket er en tredobling på 10 år.

”Det er en markant udvikling drevet af at det går godt for erhvervslivet på Lolland-Falster. Byggeriet af Femernforbindelsen har sat skub i udviklingen, men det er generelt i mange virksomheder, der er blevet rekrutteret internationalt, når der skulle findes kvalificeret arbejdskraft,” siger Mikkel Wesselhoff adm. direktør Business Lolland-Falster.

For ti år siden udgjorde internationale medarbejdere 7 procent af den samlede danske arbejdsstyrke. Det tal er i dag steget til 12 procent, viser analysen fra DI.

Og tallet er endnu større på Lolland-Falster. På 10 år er andelen af international arbejdskraft steget i begge kommuner. Guldborgsund havde i 2012 4 % internationale medarbejdere og i 2022 var det steget til 8 %. Mest markant er stigningen i Lolland kommune, hvor andelen på 10 år er steget fra 4 % til 15 %.

Dermed har Lolland den højeste andel af international arbejdskraft i Region Sjælland, hvor der i gennemsnit er 9 % internationale medarbejdere.

”Det er klart at Femern projektet har tiltrukket mange internationale medarbejdere, men de øvrige virksomheder på Lolland-Falster har også fået brug for mere arbejdskraft for at klare efterspørgslen. Udbuddet af lokal arbejdskraft har ikke kunne klare efterspørgslen, og derfor er det strategisk vigtigt at virksomhederne også retter blikket mod udlandet,” siger Lise Damsbo Savic seniorkonsulent Business Lolland-Falster med ansvar for international rekruttering.

Lav arbejdsløshed

Arbejdsløsheden på Lolland-Falster er meget lav og derfor er væksten i antallet af internationale medarbejdere ikke gået ud over danske medarbejdere.

I den 10-årige periode er ledighedsprocenten i Danmark mere end halveret fra 6 procent til de nuværende 2,7 procent. Det er samme udvikling på Lolland-Falster, hvor ledigheden i de to kommuner ligger på niveau eller marginalt lavere end landsgennemsnittet, viser data fra Danmarks Statistik.

”Det viser, at tilgangen af internationale medarbejdere ikke går ud over de danske medarbejderes beskæftigelse. Der er kommet flere internationale medarbejdere i job og det har været med til at holde gang i væksten i virksomhederne på Lolland-Falster,” siger Mikkel Wesselhoff.

Data fra jobindsats.dk viser også en anden tendens for Lolland-Falster. Den samlede fuldtidsbeskæftigelse er steget og størstedelen af jobbene er besat med international arbejdskraft.

På 10 år er der nemlig forsvundet knap 2000 danske statsborgere ud af arbejdsmarkedet på Lolland-Falster. Det skyldes dels det faldende befolkningstal på Lolland-Falster og dels at der er blevet flere ældre og færre i den arbejdsduelige alder.

”Tallene dokumenterer at den demografiske er en stor udfordring med en stadigt større gruppe af ældre og en stadigt mindre gruppe, der kan arbejde. Derfor er det meget nødvendigt, at der rekrutteres mere international arbejdskraft. Ellers går det udover virksomhedernes vækst og dermed vores offentlige velfærd,” siger Mikkel Wesselhoff.

Udgivet

29. november 2023