Repræsentantskabsmøde 2025
Tilbage til oversigten

Vedholdenhed er Lolland-Falsters stærkeste kort

Business Lolland-Falsters adm. direktør Mikkel Wesselhoff lagde i sin tale til Repræsentantskabet vægt på, at vedholdenhed er forklaring på, hvorfor Lolland-Falster står markant stærkere, end mange ville have troet for fem år siden.

Da Mikkel Wesselhoff tog ordet ved årets repræsentantskabsmøde i foreningen Business Lolland-Falster, begyndte han et uvant sted. Ikke med erhvervstal eller strategier, men med tennisspilleren Roger Federer.

Fortællingen om den schweiziske mester, der kun vandt 54 procent af de bolde han spillede i karrieren, men alligevel blev en af tennissportens allerstørste, satte tonen for resten af talen.

Mikkel Wesselhoff

“Det minder os om noget væsentligt: Man behøver ikke at vinde hver gang for at vinde over tid. Det handler om vedholdenhed, kontinuitet og om at holde fast i den strategi, man tror på, også når der er modstand,” sagde adm. direktør Mikkel Wesselhoff, Business Lolland-Falster.

Vores formål

Midt i de mange tal, der viste udvikling og vækst, mindede Mikkel Wesselhoff repræsentantskabet om udgangspunktet for hele organisationens arbejde. Næste år kan Business Lolland Falster markere 15-års fødselsdag, men målet er stadig det samme som på dag ét.

“Formålet er at skabe de bedst mulige rammer for erhvervslivet her på Lolland Falster og for dem, der endnu ikke har opdaget mulighederne her,” sagde Mikkel Wesselhoff.

Det gør organisationen ved at udvikle og fastholde virksomheder, støtte iværksættere, tiltrække investeringer, skabe arbejdspladser og udvikle turismen.

Afgørende vedholdenhed

Vedholdenhed er ifølge Wesselhoff ikke kun en tanke fra elitesporten. Det er en præcis forklaring på, hvorfor Lolland-Falster står markant stærkere, end mange ville have troet for fem år siden.

“Vi ligger historisk højt i beskæftigelse. Der er skabt mere end 3.300 nye arbejdspladser siden 2020. Det er en stigning på 11 procent, og det er mere end landet som helhed,” fremhævede Mikkel Wesselhoff.

Ledigheden er samtidig faldet til det laveste niveau i mindst 18 år i Lolland Kommune, og også Guldborgsund ligger under landsgennemsnittet. Turismen når nye rekorder, huspriserne stiger, og flere virksomheder etablerer sig i området eller udvider deres aktiviteter.

”Turismen ligger historisk højt, og vi er den landsdel i Danmark, der har oplevet den største vækst siden 2019. Vi har aldrig haft så mange turister i området, som vi har i øjeblikket. Alt i alt synes jeg faktisk, at vi står på et solidt fundament,” sagde Mikkel Wesselhoff.

Isbjerget under overfladen

Selvom overskrifterne ofte bæres af store investeringer som industriparken i Rødbyhavn eller det kommende datacenter på Nordfalster, fremhævede Mikkel Wesselhoff de hundredvis af små og mellemstore virksomheder, som Business Lolland-Falster arbejder med hver dag.

“Man ser de store historier. Men det er kun ti procent af billedet. De 90 procent ligger under vandet. Det er de mange hundrede virksomheder, vi arbejder med hver eneste dag. Det er dem, der holder balancen på isbjerget,” sagde han.

“Det er rigtige mennesker og rigtige arbejdspladser. Det er her styrken ligger.”

Retningen mod 2026

Afslutningen på talen var rettet mod det kommende år, hvor udviklingen skal fortsætte.

“Vi kommer til at fortsætte med at fastholde og udvikle lokale virksomheder. Vi kommer til at fortsætte med at arbejde benhårdt på at tiltrække investeringer til området,” sagde Mikkel Wesselhoff.

En vigtig opgave bliver at udnytte potentialet i de mange medarbejdere, der hver dag pendler ind i området.

“Vi skal have flere til ikke bare at have deres arbejdsliv her, men også deres hverdagsliv.”

Derudover skal samarbejdet mellem Lolland og Guldborgsund kommuner styrkes yderligere.

“Vi kommer til at have benhårdt fokus på sammenhængskraften mellem de to kommuner. Vi skal ses som ét samlet arbejdsmarked og ét samlet erhvervsområde.”

Til sidst takkede Wesselhoff repræsentantskabet for opbakningen til Business Lolland-Falsters arbejde.

“Tak for indsatsen, jeres medlemskab, samarbejde og jeres vedholdenhed.”

Udgivet

1. december 2025