Christina Boutrup
Tilbage til oversigten

Verden er vendt på hovedet

Mastertalk om Kina med den tidligere TV2 korrespondent Christina Boutrup gav god indsigt i hvad der sker lige nu i Kina, og hvorfor erhvervslivet på Lolland-Falster skal interessere sig for landet.

50 erhvervsfolk fra Lolland-Falster fik torsdag i den grad en Mastertalk om Kina på Fuglsang Herregaard fra en meget veloplagt Christina Boutrup.

Hun er netop vendt hjem til Danmark efter to meget begivenhedsrige år som korrespondent for TV2 Nyhederne i Kina. En hjemvenden hun beskriver som at rejse tilbage i tiden og komme til den gamle verden.

FORDI – og det var et kernebudskab fra Kina eksperten Christina Boutrup – Kina er et meget højteknologisk land med en meget teknologibegejstret befolkning. Hvor kineserne diskuterer hvordan ny teknologi som f.eks kunstig intelligens kan bidrage til mere velfærd, så diskuterer danskerne og europæerne om hvordan vi kan begrænse brugen af kunstig intelligens.

De historiske omgivelser på Fuglsang Herregaard dannede en god ramme om Mastertalken med Christina Boutrup, hvor der blev lyttet intenst undervejs.

Mastertalken satte fokus på Kina og den udvikling landet er gået igennem fra, at det først blev den vestlige verdens produktionsland og dernæst blev der sat gang i at Kina skulle være afsætningsland for vestlige produkter og senere et forskningsland – og nu i dag, hvor det er vestens store hovedpine.

Verden er vendt på hovedet, fortalte Kina eksperten.

Gennem en hæsblæsende time gav den tidligere TV2 korrespondent og nuværende forfatter og foredragsholder Christina Boutrup god indsigt i hvad Kina er og står for i dag.

Christina Boutrup på Fuglsang Herregaard

Kina er meget både og. Det fremgik med tydelighed, da Mastertalken handlede om grøn omstilling i Kina. Salget af elbiler boomer i Kina og i 2022 var 59 procent af alle solgte biler el-biler. Samlet set er hver fjerde bil, der kører rundt i Kina en el-bil.

Kina fører i det grønne kapløb og 84 % af alle solceller bliver produceret i Kina. Samtidigt er landet et af verdens støre CO2 udledere.

Landet er også blevet verdens største bileksportør og det er i høj grad elbiler, der sendes ud til hele verden.

I mange år har Japan været verdens største bileksportør, men på trods af at landet øgede sin eksport med 17 procent til 2,02 millioner biler i løbet af første halvår af 2023, så overhalede Kina det med 2,34 millioner eksporterede biler i samme periode. Det er en stigning på 77 procent i forhold til året før.

Kinas fremgang skyldes i høj grad især Europas ønske om relativt billige elektrificerede biler. Den samlede værdi af Kinas bileksport nåede op på hele 46,4 milliarder dollars, hvilket er en stigning på 110 procent på et år.

”Kina har været så strategisk gode til at sætte sig på vigtige markeder, at vi nu sidder i saksen i den vestlige verden,” sagde Christina Boutrup.

Hun gav det omvendte perspektiv på Kina og Asien – for som hun sagde: Vores verden set fra Kina ser meget anderledes ud end den måde vi selv ser verden på.

De 50 erhvervsfolk fik det asiatiske perspektiv på verden og mange af deltagerne kunne efter Mastertalken konkludere: At der er meget vi ikke ved om Kina, og at det var berigende at blive klogere denne eftermiddag på Fuglsang Herregaard på Lolland, hvor Business Lolland-Falster havde inviteret medlemmer til Mastertalk.

Næste Mastertalk er med håndboldtræneren Lars Jørgensen – læs mere

Udgivet

29. august 2023