Business Lolland-Falster 2025 Generalforsamling
Tilbage til oversigten

Vi er fælles om Lolland-Falster

130 deltagere fyldte Raffinaderiet hos Scandinavian Impact i Sakskøbing, da Business Lolland-Falster holdt den årlige generalforsamling. Stemningen var både hjertelig og ærlig – præcis som den bør være, når man vil noget med sit lokalområde.

“Det er sådan en stemning, hvor man på én og samme tid kan få en ’ørefigen’ og en krammer. Det er en fornøjelse at mærke den stemning og den snak, der er i lokalet her. Det er sådan, det skal være på Lolland-Falster. Vi er et fællesskab, hvor vi drøfter, vinder og beslutter ting sammen,” sagde adm. direktør Mikkel Wesselhoff.

Og netop den kombination af engagement og samhørighed prægede årets generalforsamling.

Business Lolland-Falster Generalforsamling 2025

Med over 500 medlemsvirksomheder, der tilsammen repræsenterer mere end 16.000 medarbejdere, står Business Lolland-Falster stærkere end nogensinde. Og det lokale erhvervsliv spiller en afgørende rolle – både som motor for arbejdspladser og som hjertet i områdets sociale og kulturelle liv.

“Vi må ikke glemme det lokale erhvervsliv, der allerede er her. Det betyder meget for vores velstand, vores fællesskab og vores unge,” sagde Mikkel Wesselhoff, adm. direktør Business Lolland-Falster.

Et centralt tema i beretningen var betydningen af de virksomheder, der allerede har valgt Lolland-Falster som deres base.

“Vores Pick-upper sælges i hele verdenen, vores keramik står på Noma, og værktøjskasserne ender i både Formel 1 og Boeing-fly.”

Sådan lød det i en hyldest til de mange lokale virksomheder, der gør Lolland-Falster synlig langt ud over landsdelens grænser.

Store potentialer – men også store opgaver

Direktørens beretning satte også spot på de uforløste potentialer og de nødvendige skridt fremad. Med inspiration fra historikernes analyse i bogen Vejen til velstand pointerede Mikkel Wesselhoff, at det kræver struktur, strategi og viljen til at satse – og det har Lolland-Falster.

Der blev peget på fem konkrete udfordringer:

  1. Flere virksomheder skal tænke og handle globalt
  2. Ejerledede virksomheder mangler ofte et generationsskifte
  3. Teknologi og digitalisering skal opprioriteres
  4. Turismens potentiale er langt fra forløst
  5. Rekruttering – særligt af international arbejdskraft – er en reel udfordring

“På Lolland-Falster er potentialet kæmpestort. Men afstanden mellem det vi kan blive, og det vi er i dag, er stadig for stor,” sagde Mikkel Wesselhoff.

Blandt udfordringerne er behovet for flere globale virksomheder, der kan trække mindre virksomheder med sig og nødvendigheden af at sikre ejerskifte i de mange familieejede virksomheder, der risikerer at forsvinde med pensionsmodne ejere.

Generalforsamling BLF 2025

Turismens potentiale blev også fremhævet – med henvisning til de millionstore private investeringer i Aalholm Slot, Christianssæde og Vejrø, som tilsammen repræsenterer milliarder af kroner og baner vejen for en ny æra inden for oplevelser og bosætning.

Tak til de kommunale baglande

Mikkel Wesselhoff rettede også en særlig tak til Lolland og Guldborgsund Kommuner for deres rolle i områdets udvikling:

“I bakker ikke kun op om Business Lolland-Falster, men også om hinanden – og det er helt afgørende for områdets samlede styrke,” lød det i beretningen.

Visionen om en industripark i Rødbyhavn, drøftelser om skibsbyggeri som del af Danmarks forsvarsstrategi og andre ambitiøse planer viser, at kommunernes vilje og visioner rækker langt.

En fælles fremtid

Afslutningsvis tog Mikkel Wesselhoff fat i et centralt tema: Fællesskabet.

Det formulerede han på følgende måde:

”Når udviklingen pågår og vores landskab forandrer sig, så er det nemt at føle sig glemt og overset. Det gælder for virksomheder, brancher, lokalområder, byer og borgere. Enten fordi udviklingen ikke foregår lige rundt om hjørnet eller netop fordi udviklingen foregår lige rundt om hjørnet,” sagde Mikkel Wesselhoff.

Afslutningsvis blev der slået en stærk tone an med reference til polarisering og misinformation.

”Og det virker som om, at nogle med vilje skaber endnu mere utryghed og utilfredshed blandt os. Det ser vi dagligt på Facebook, i læserbreve og i mange ytringer. Hvis det lykkes, skaber det polarisering mellem os,” sagde Mikkel Wesselhoff.

Mikkel Wesselhoff

Han opfordrede virksomheder og borgere til at stå op imod polarisering og i stedet støtte modige beslutninger og store ambitioner.

”Jeg bliver ofte spurgt af erhvervslivet om hvordan de kan hjælpe – og en oplagt mulighed er, at hjælpe med at gå i mod, når stemmerne, der lever af andres frygt og vrede får taletid. Og i stedet sikre, at flere bakker om udviklingen – så vi fortsat kan træffe modige beslutninger, tænke stort og ikke mindst at turde satse,”

Svaret fra Mikkel Wesselhoff er præcist:

”Det kan vi, når vi er sammen om udviklingen og når vi er Fælles om Lolland-Falster.”

Udgivet

23. maj 2025