Udgivet
15. oktober 2025

Det går godt for Vestas på havnen i Nakskov. På bare halvandet år har virksomheden fordoblet sin medarbejderstab i Nakskov, og nu er Vestas nomineret til Lolland-Falsters Erhvervspris.
“Det er positivt, både for Vestas og for medarbejderne, at der bliver lagt mærke til det, vi gør. Der bliver lagt meget energi i den her fabrik af rigtig mange medarbejdere. Så jeg synes helt bestemt, det er fantastisk, at man ser det, og at vi er nomineret til Erhvervsprisen.”

Ordene kommer fra Bo Vermund Jensen, der er fabriksdirektør for Vestas i Nakskov. Han leder til daglig de nu 1.300 ansatte, der producerer vindmøllevinger på fabrikken.
Lige nu produceres der vinger til en tysk vindmøllepark i Nordsøen, og derefter kommer et polsk projekt i Østersøen, så der er godt gang i produktionen hos Vestas. Så godt, at Vestas seksdoblede sit overskud i 2024, og meget tyder på, at 2025 også bliver et godt år for virksomheden.
Selvom det kunne tyde på, at Vestas lige nu rider på en bølge af medvind, er der lige nu ingen planer om yderligere vækst i medarbejderstaben.

“En produktion som denne har kun en berettigelse, så længe der er projekter, der skal serviceres. Det er ikke noget, vi har nogen indvirkning på,” fortæller fabriksdirektøren og tilføjer, at der i offshore-industrien er tale om meget lange tidshorisonter, når det kommer til projekter.
“Så der kommer ingen hasteopgaver til os. Selvom det kræver nogle tilpasninger undervejs, kan vi se et godt stykke ind i fremtiden.”
I stedet for yderligere medarbejder-vækst fokuserer Vestas på at producere kvalitetskomponenter. Det betyder med Bo Vermund Jensens ord at producere komponenterne til den rigtige kvalitet, den rigtige tid og den rigtige pris. – Og så skal vi først og fremmest sørge for, at vi gør det sikkert. Det er prioriteterne: sikkerhed, kvalitet, leverancer og omkostninger. Den remse kender stort set alle medarbejdere.
Når man producerer vindmøllevinger, der hver især er 115 meter lange, kræver det plads – meget plads. Derfor er placeringen på havnen i Nakskov helt essentiel, understreger Bo Vermund Hansen:
“Vores produktion er pladskrævende, og vi er derfor glade for det samarbejde, vi har med havnen og kommunen om at etablere en god infrastruktur til håndtering af de store vinger. Hvis man kigger rundt herude, kan man se alle de ting, vi er i gang med at lave sammen med havnen.”

For at kunne producere de store vinger, er det desuden vigtigt med kompetente medarbejdere. Derfor gør virksomheden, hvad den kan, for at fastholde medarbejderne og skabe en god arbejdsplads. Det betyder ifølge Bo Vermund Jensen, at der er fokus på at uddanne nye medarbejdere, så de får en god introduktion til virksomheden og det, de skal lave.
“Det gør vi os umage med,” siger han.
Vestas i Nakskov har også en del internationale medarbejdere, herunder en relativt stor gruppe polske medarbejdere. Her går Vestas gerne en ekstra mil for at hjælpe de udenlandske medarbejdere på plads.
“Vi har en kollega, der taler polsk, som hjælper dem med det praktiske, såsom at få MitId og personnummer eller få oprettet en bankkonto. Vi har også haft et godt samarbejde med Femern, hvor vi har fået lov til at indkvartere nogle af vores medarbejdere dernede.”
Vestas har haft til huse på Nakskov Havn siden 1999, hvor de første V66-vinger blev produceret og udskibet lige før jul.
“Og så har vi sådan set produceret og udskibet vinger herfra lige siden, tilføjer direktøren. Det er især vigtigt for Vestas at have mulighed for at transportere de færdige vinger med skib, forklarer han, for de er så store, at der ikke er andre muligheder for transport.”
De store krav til infrastrukturen gør, at samarbejdet med lokale myndigheder, kommunen og havnen er meget vigtigt, understreger Bo Vermund Jensen. Derfor ser han da også nomineringen til Erhvervsprisen som et skulderklap til hele det samarbejde, der er omkring Vestas.
“Det er en anerkendelse af det arbejde, der er blevet lagt herude for at skabe den her virksomhed og det der skal til for at få den til at køre,” siger han stolt.
Se video om Vestas
Udgivet
15. oktober 2025