Tilbage til oversigten

Vinterjobbet der varede 40 år

En midlertidig ansættelse i familiens entreprenørvirksomhed Mikael Sørensens Eft. blev begyndelsen på et begivenhedsrigt arbejdsliv for Jan Sørensen. Den 5. oktober kan MSE direktør Jan Sørensen fejre 40-års jubilæum. Undervejs har han lært at begrænse risikoen, tage imod hjælp og holde fast i det, der betyder noget.

Døren til Jan Sørensens kontor er lukket. Det plejer den ikke at være.

Til daglig skal både en meddirektør og en nyansat lærling kunne gå direkte ind til ham. Men denne dag er der sat tid af til at tale om de 40 år, der er gået, siden han begyndte på fuld tid i familiens entreprenørvirksomhed.

Vi sidder på hans kontor i MSE-hovedkvarteret i Alstrup på Falster. Her har virksomheden altid haft hjemme siden den blev grundlagt i 1934. Opgaverne er meget de samme, men de blevet større, kunderne mere internationale, og ejerskabet er skiftet. Men som altid er adressen den samme.

Herfra har Jan Sørensen været med til at udvikle MSE til i dag at være en stor og succesrig entreprenørvirksomhed. Han har samtidigt på sin egen afdæmpede facon placeret sig blandt de mest markante erhvervsfolk på Lolland-Falster.

Tilbage i 1986 var ambitionen en ganske anden.

”Da jeg startede på mit midlertidige vinterjob, havde jeg aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle være her i 40 år. Jeg havde måske tænkt 40 dage,” siger Jan Sørensen.

Dengang for 40 år siden var han nyuddannet gartner og havde fået arbejde på planteskolen i Nørre Alslev. Da chefen ville have ham med i julevagtplanen for at binde dekorationer, opstod der en uenighed. Juledekorationer var ikke det, Jan ville bruge sit arbejdsliv på. Han sagde op.

Problemet var nu, at han og hustruen Gitte havde købt en ejendom, som hans far havde kautioneret for. Der skulle stadig betales af på gælden. Løsningen blev et midlertidigt job som arbejdsmand hos faren i entreprenørvirksomheden Mikael Sørensens Eft.

”Jeg kunne få et job her hen over vinteren, indtil det blev forår, sagde min far. Det er det så ikke blevet forår end,” siger Jan Sørensen.

Jan er tredje generation af familien Sørensen, der i 1934 grundlagde virksomheden. Det var Mikael Sørensen, der startede det hele, senere overtog sønnerne Sven, Finn og Ib i 1969. I 1998 blev Jan Sørensen direktør og overtog sammen med to fætre ejerskabet som tredje generation.

Ingen fordel til fars søn

Virksomheden havde fyldt meget i barndommen. Faren arbejdede meget, og Jan havde selv hjulpet til i weekenderne, fra han var 13 år. Alligevel lå det ikke i kortene, at han skulle overtage. Han havde forestillet sig en fremtid som gartner med egen planteskole.

Sådan gik det jo ikke på grund af det med juledekorationerne, og på fuld tid i entreprenørvirksomheden fik han nye opgaver og mere ansvar. Han lagde rør, blev formand og bevægede sig gradvist fra det praktiske arbejde ind i ledelsen.

Som chefens søn fik Jan ikke noget foræret.

”Jeg blev på ingen måde behandlet bedre end de andre og heller ikke ringere. Men som fars søn skal man jo nogle gange bevise sit værd mere end dem, der ikke er fars søn,” siger Jan Sørensen.

Han blev grebet af arbejdet. Af friheden til at finde løsninger og af spændingen ved at regne på en opgave, vinde den og bagefter få den gennemført med et overskud.

Da faren blev alvorligt syg, overtog Jan stadig mere af ansvaret for driften. I 1998 blev han direktør, og sammen med to fætre overtog han ejerskabet efter den tidligere generation.

Nu sad han for bordenden, men der fulgte ingen færdig opskrift med.

”Jeg stod ikke med en eller anden ny masterplan for, hvordan virksomheden skulle være.”

De tre fætre bidrog med forskellige kompetencer. Blandt andet blev papir og kuglepen gradvist suppleret af computere til tilbudsberegning og styring. Jan understreger, at det især var fætrene, der drev den udvikling.

”Vi blev ret hurtigt ligeværdige. Så det var vel legitimt og også forventeligt, at jeg lyttede lige så meget til dem, som de gjorde til mig,” siger Jan Sørensen.

Konkursen

En avisforside fra februar 2015 ligger på bordet foran Jan. Den handler om dengang MSE gik konkurs.

Jan Sørensen husker mødet i bankens hovedkontor. Det store bord. De mange mennesker på den anden side. Beskeden om, at kreditten skulle lukkes.

”Jeg kan tydeligt huske, at jeg sad inde i bankens hovedkontor rundt om et stort bord. Alene, lille mig,” fortæller en alvorstung Jan Sørensen.

Årsagen begynder flere år tidligere. Virksomheden havde investeret over 40 millioner kroner i et skib til sandsugning. Det var betalt kontant og var klar til at arbejde stort set samtidig med finanskrisens indtog.

En stor del af virksomhedens penge var nu bundet i investeringen. I årene der fulgte blev likviditeten en vedvarende udfordring.

Da virksomheden igen var kommet bedre på fode, fulgte en stor opgave med at lægge kabler for TDC i hovedstadsområdet. MSE havde allerede erfaring med lignende arbejde andre steder i landet og etablerede sig med medarbejdere, biler og maskiner på Avedøre Holme. Der blev købt stort ind af biler og gravemaskiner.

Ifølge Jan var opgaven estimeret til godt 80 millioner kroner men virkeligheden viste, at det var under det halve. Organisationen og omkostningerne var bygget til noget langt større.

”I alle de måneder, vi havde det, kørte vi cirka en million kroner til København om måneden. Og det kunne vi bare ikke holde til,” siger Jan.

Han placerer også ansvaret hos sig selv.

”Jeg giver ikke TDC skylden, for jeg har jo selv skrevet under på den ene side af kontrakten.”

Konkursen var et forretningsmæssigt sammenbrud med menneskelige konsekvenser. Medarbejderne skulle have besked. Andre havde mistet penge på virksomheden.

”Det er ikke særlig sjovt at skulle hjem og stå på en ølkasse og fortælle dem, at de er arbejdsløse. Jeg kunne godt lide mine medarbejdere og det rammer også dem økonomisk,” siger Jan Sørensen.

Broderen gjorde en ny start mulig

Hjælpen kom fra familien. Jans bror Lars Sørensen, der har installationsfirmaet Enelco, stillede med finansiering, som gjorde det muligt at få en bank med og skabe grundlaget for at fortsætte i en reduceret udgave. De fleste arbejdspladser blev reddet.

”Det var altafgørende,” siger Jan Sørensen.

Taknemmeligheden var stor. Men det var ansvaret også.

For hvad ville der ske, hvis det gik galt igen? Hvis broderen mistede sine penge, og gælden fulgte med til familiefødselsdage og juleaftener?

”Hvis man har lånt penge af sin bror, ret mange penge endda, og han så ikke får dem igen, kan det godt blive lidt anstrengende at sidde til fødselsdage og kigge på en, man skylder så mange penge, som man aldrig nogensinde kan betale tilbage,” siger Jan Sørensen.

Derfor står tilbagebetalingen af lånet som en særlig milepæl. Jan inviterede Lars og bestyrelsen til London for at markere den i forbindelse med en generalforsamling.

”Det var dejligt. Det var en stor glæde,” siger Jan.

Vækst med erfaringerne i bagagen

Efter konkursen blev virksomheden mere fokuseret. Nogle aktiviteter skulle ikke gentages.

”Jeg skal aldrig nogensinde eje en sandsuger igen.”

Ambitionen om at udvikle virksomheden var der stadig og erfaringerne ændrede måden, det skete på.

MSE gjorde sig tidligt klar til opgaverne omkring Femernprojektet og kom med på både arkæologiske opgaver og anlægsarbejder. Det gav vækst i omsætning, medarbejdere og indtjening og samtidig lærte virksomheden at arbejde sammen med internationale kunder og samarbejdspartnere.

I stedet for at eje maskinerne blev de nu i højere grad lejet.

”Vi lejede dem hellere og havde en mindre margin på indtjeningen end at gå ud og overinvestere. Så den lære, vi havde fra årene før 2015, har vi brugt aktivt lige siden,” siger Jan Sørensen.

En kort overgang nåede virksomheden op på knap 350 medarbejdere.

Erfaringerne fra Femern gav også adgang til andre store opgaver, blandt andet gasledningen og Storstrømsbroen.

”Det har været med til at skabe en enorm vækst, og det har også givet et afsæt for rigtig mange andre opgaver.”

For Jan har udviklingen været både spændende og nødvendig.

”Hvis vi ikke havde udviklet os, så havde vi afviklet os.”

Salg af MSE

Virksomhedens fremtid er også baggrunden for salget til Infra Group.

Da henvendelsen kom, var Jans første svar nej. Han havde tidligere brugt tid og kræfter på en mulig salgsproces uden at opleve, at det førte noget konstruktivt med sig.

Men interessen var vedholdende. Samtidig vidste han, at der skulle findes en løsning på det fremtidige ejerskab, fordi hans søn interesserer sig mere for familiens ejendomsaktiviteter end for entreprenørarbejdet.

”Jeg har aldrig haft ambitioner om at presse nogen ud i det. Hvis han havde haft samme interesse for det, som jeg havde, var det fint. Og når han ikke havde, var det lige så fint,” siger Jan Sørensen.

Ved salget havde Jan nogle klare krav. Administrationen skulle blive i Alstrup. Virksomheden skulle fortsætte med at støtte de lokale idrætsklubber og andre lokale aktiviteter.

”Det var de væsentligste parametre for, at de kunne få lov til at købe det. Og de vægtede faktisk lidt højere end at få de sidste penge ud af virksomheden.”

Tilknytningen til Alstrup er en del af virksomhedens kultur. Flere gange har ledelsen overvejet at flytte, blandt andet da der skulle bygges nyt værksted og nye mødelokaler. Hver gang er virksomheden blevet.

Fordi adressen rummer noget, som ikke uden videre kan flyttes med.

Det samme gælder det lokale engagement og involvering i sporteklubber og foreninger. Det skal leve videre under de nye ejere.

”Vi har prøvet at give igen ved at støtte både mindre sportsklubber og de større flagskibe, som kan være med til at promovere vores område,” siger Jan Sørensen.

Drivkraften er at se muligheder

Når Jan skal sætte ord på det, der har drevet ham gennem fire årtier, vender han tilbage til glæden ved arbejdet og evnen til at få øje på muligheder.

”Der er mange egenskaber, jeg ikke har, men jeg tror, at en af dem, jeg har, er at se muligheder. Og så har jeg et eller andet entreprenørgen, hvor jeg både ser muligheder og løsninger på dem.”

Han ved også, at den egenskab kræver modspil. Dygtige administrative kræfter har været nødvendige for at holde styr på idéerne og ambitionerne.

Hjemme har Gitte taget en stor del af ansvaret for familiens hverdag. Det har været afgørende for, at han kunne lægge så mange timer i virksomheden.

”Det er altafgørende. Og det skal hun også have stor ros for,” slår Jan Sørensen fast.

Selv har han aldrig oplevet arbejdet som en belastning, selv om det har fyldt og sat rammerne for ferier og familieliv. Han savner af og til gummistøvlerne og det praktiske arbejde. At komme ud til folkene frem for at sidde i endnu et møde.

Det er endnu ikke blevet forår

Planer om at arbejde mindre har der været flere af.

Først ville Jan gå på pension som 50-årig. Senere blev målet at arbejde 60 procent, når han fyldte 60. Og efter 40 års arbejde skulle indsatsen ned på 40 procent.

”Der er ikke nogen af de planer, der har holdt endnu,” siger Jan Sørensen.

Han har stadig ingen konkret plan om at stoppe. Til gengæld arbejder han på at gøre virksomheden mindre afhængig af sig selv, så muligheden er der, når tiden kommer.

Indtil da fortsætter den midlertidige ansættelse, der begyndte den 5. oktober 1986.