Nordic Sugar Lolland-Falster
Tilbage til oversigten

Sukker med fremtid – på virksomhedsbesøg hos Nordic Sugar

Business Lolland-Falster og begge kommuners borgmestre har været på virksomhedsbesøg på Nordic Sugars sukkerfabrikker i Nykøbing og Nakskov.

Business Lolland-Falster har sammen med borgmester Simon Hansen fra Guldborgsund Kommune og borgmester Holger Schou Rasmussen fra Lolland Kommune besøgt de to sukkerfabrikker i hhv. Nykøbing Falster og Nakskov.

Ved begge besøg var det Nordic Sugars nye adm. direktør Jannik Olejas, der tog imod. Han var i Nykøbing F. flankeret af fabrikschef Jesper Jeppesen og i Nakskov af fabrikschef Allan Borreskov.

Kampagne på gas

Hos Nordic Sugar i Nykøbing F. er der stor tilfredshed med den første kampagne, hvor de har kørt med gas leveret fra den nye gasledning. Det har været et vigtigt skridt mod grøn omstilling af den energikrævende sukkerproduktion. Nordic Sugar er allerede foran planen og har opnået markante reduktioner i CO₂-udledningen. Fremadrettet ser man store muligheder i både AI og automation og de prioriterer et stærkt lokalt engagement, også i forhold til arbejdskraft.

Fra venstre: Mikkel Wesselhoff, Jannik Olejas, Allan Borreskov og Holger Schou Rasmusen foran Nordic Sugar i Nakskov.

“Sukkerfabrikken i Nykøbing Falster har haft enorm betydning for byens og kommunens udvikling. Derfor er det også glædeligt at se, hvordan fabrikken både tænker bæredygtigt og samtidig ønsker at bidrage aktivt til lokalsamfundet. Det er præcis den slags partnerskaber, vi ønsker at understøtte,” siger Simon Hansen, borgmester i Guldborgsund Kommune.

Travlhed i Nakskov

På fabrikken i Nakskov er der travlhed og fokus på vedligehold, men også på samarbejde. Nordic Sugar arbejder aktivt med cirkulære løsninger og har f.eks. indgået samarbejde om at sende roepulp til Nature Energys kommende biogasanlæg i Abed. Her omdannes roepulpen til biogas, der sendes tilbage til sukkerfabrikkerne, hvor de anvender det  i produktionen – et konkret bidrag til at nedbringe CO₂-udledningen.

“Sukkerfabrikkerne har gennem generationer været rygraden i Lolland-Falsters erhvervsliv. Det er stærkt at se, hvordan den tradition nu kobles med grøn innovation. Når roepulp bliver til biogas i Abed og vender tilbage som energi i produktionen, er det et mønster eksempel på, hvordan vi skaber cirkulær værdi lokalt, bæredygtigt og med fremtidsperspektiv,” siger Holger Schou Rasmussen, borgmester i Lolland Kommune.

De to besøg er en del af Business Lolland-Falsters og kommunernes tætte virksomhedsdialog, hvor formålet er at forstå både potentialer og barrierer og handle på dem.

“Sukkerfabrikkerne er ikke kun historiske hjørnesten. De er også moderne virksomheder i konstant udvikling. Besøgene bekræfter, hvor stor betydning den lokale forankring og det grønne fokus har. Når virksomheder, kommune og erhvervsfremme aktører arbejder tæt sammen, skaber vi de bedste forudsætninger for bæredygtig vækst,” siger Mikkel Wesselhoff, adm. direktør i Business Lolland-Falster.

Udgivet

27. juni 2025