Udgivet
10. april 2024
Tirsdag 9. april 2024 åbnede Falsters største lynladestation i Business Park Falster ved afkørsel 43 Nørre Alslev og dermed blev der sat endnu en milepæl i udviklingen af det store erhvervsområde på Nordfalster.
Clevers nye lynladestation, der er konstrueret i et prisvindende design med bæredygtigt træ betegnes af ladegigantens direktør som en gigastation, hvor 18 elbiler samtidigt kan lade fra 0-80 procent på under 30 minutter. Det bliver dermed nemmere for både pendlere, besøgende og lokale at få lynhurtig strøm på batteriet.
Business Lolland-Falster har været med i udviklingen af Business Park Falster og derfor var det en stor dag for udviklingsdirektør Mads Stærk, der deltog i den officielle åbning af den store ladestation.
”Det er en stor dag for udviklingen af Business Park Falster og hele det serviceområde, som vi er i gang med at etablere. Clevers lynladestation og den elektriske ladeinfrastruktur vi har fået skabt er et kæmpe skridt i den rigtige retning, og der er mere på vej i den kommende tid,” siger Mads Stærk.
Det var borgmester Simon Hansen, Guldborgsund Kommune, der efter en kort indvielsestale præget af lige dele begejstring og stolthed, klippede snoren til den nye lynladestation og er glad for at kunne byde Clever velkommen til kommunen.
”Vi er rigtig glade for, at Clever har valgt at placere en stor lynladestation i Nørre Alslev. Der kommer flere og flere elbiler på vejene hver dag, og det er godt for den grønne omstilling. Hvis den udvikling skal fortsætte, kræver det nem adgang til hurtig opladning. Her ligger den nye lynladestation perfekt for os, der bor her, og for pendlere og turister, der kommer udefra. Samtidig ligger den midt i et stort erhvervsområde i vækst, og dermed får erhvervslivet også hjælp til at køre grønt,” siger Simon Hansen.
For Casper Kirketerp-Møller, direktør for Clever, var denne indvielse af endnu en lynladestation ikke helt almindelig. Det var en milepæl i den grønne omstilling, der blev nået. Med lynladestationen i Business Park Falster har Clever nu rundet 1.000 lyn- og hurtigladepunkter i Danmark.
Clever har også en lynladestation ved Maribo Erhvervspark på Lolland.
”Åbningen af vores smukke lynladestation i Nørre Alslev er endnu en grøn milepæl for Clever. Vi udvider både Danmarks største ladenetværk med Falsters største lynladestation, samtidig med at vi kan fejre, at vi nu har flere end 1.000 lyn- og hurtigladepunkter på farten. Clever har nu skabt 35.000 lademuligheder på farten, hvilket gør det nemmere og mere attraktivt at være elbilist – også på Falster. Et stort og lettilgængeligt ladenetværk er nemlig med til at binde landet yderligere sammen og inspirere endnu flere danskere til at tage springet til en elbil,” siger Casper Kirketerp-Møller, CEO hos Clever.
Ladestationen er bygget i et nyt design, hvor de ni ladestationer er placeret i en blød bue, der gør at bilerne kan køre lige ind til laderne uden at skulle bakke. Ved siden af ladestationen er der lavet en legeplads til børnene, og Clever har sikret sig mulighed for at ladestationen kan udvides med yderligere 18 lynladere .
Hos Danmarks ledende energi- og fibernetkoncern, Andel, glæder man sig over datterselskabet Clevers massive udbygning af den danske ladeinfrastruktur, der gør det mere attraktivt at tilbagelægge kilometer i elbiler frem for i benzin- og dieselbiler.
”I sidste uge indviede vi lynladestationen ved Rønnede. Før det var vi i Maribo, og nu er det så lynladerne her i Nørre Alslev, der bliver tilgængelig for de mange elbiler på Lolland, Falster og det sydlige Sjælland. Det er klare vidnesbyrd om det høje tempo, der er i udbygningen af ladeinfrastrukturen på Sjælland og øerne,” siger Jesper Lange, bestyrelsesformand i Clever samt stabsdirektør hos Andel.
Udgivet
10. april 2024