Tilbage til oversigten

Biogasledningen handler om meget mere end bare sukker

Biogasledningen til Lolland-Falster handler om meget andet end at sikre den fortsatte drift af sukkerfabrikkerne, som DR desværre giver indtryk af på deres hjemmeside.

Hundredvis af nye arbejdspladser

Regeringens beslutning er den direkte årsag til, at der allerede nu er planlagt etableringer af ca. 300 nye arbejdspladser på Lolland-Falster. Virksomheden Dansk Biokemi, der snart etablerer Danmarks første hvederaffinaderi på Lolland-Falster, og European Energy, der snart etablerer et PtX-anlæg på Lolland-Falster, står for hovedparten af disse nye arbejdspladser. Og der er ingen tvivl om, at der er endnu flere arbejdspladser på vej til Lolland-Falster som en direkte konsekvens af regeringens beslutning.

Klimakamp og forsyningssikkerhed

Men nye, vigtige arbejdspladser på bæredygtige virksomheder er langt fra den eneste gevinst, gasledningen skaber. Og gasledningen er langt fra kun en gevinst for Lolland-Falster. Den bidrager til klimakampen for Danmark og dansk landbrug, og den bidrager til forsyningssikkerheden i Danmark og Europa.

Ny milepæl passeret i dag

Netop i dag har etableringen af gasledningen passeret endnu en milepæl med Energistyrelsens etableringstilladelse vedrørende etablering ad søvejen. Den 10. juni passerede udviklingen en anden vigtig milepæl. Her udløb høringsfristen for Miljøstyrelsens tilladelse til det vigtige projekt. Gasledningen bliver ca. 115 km lang og vil gå fra Everdrup på Sydsjælland over Falster til Nakskov på Lolland. Forbindelsen forventes at være færdig i 2024.

Læs mere om, hvilken forskel biogasledningen gør lokalt, national og internationalt

Udgivet

8. juli 2022