Udgivet
1. maj 2025
Svanerne fra Lolland fylder meget i et lokale. På den gode og smittende måde. Tvillingerne Michael og Freddy Svane skal for første gang i mange år igen arbejde sammen om en fælles sag – deres fødeegn Lolland-Falster.
Et langt liv, hvor de begge har været i fronten og arbejdet som ambassadører. Freddy som ambassadør til Indien og Japan i nationens tjeneste, og Michael som ambassadør for alt, der handlede om transport i transportens tjeneste.
Mr. Transport og Freddy is Ready. Som de også omtales – både af sig selv og andre.
Forskellene er der, men det er stadig svært at se forskel på de to brødre. De ligner hinanden, taler ens og er enige om meget, men ser alligevel forskelligt på verden.
Begge er i dag 67 år og har et langt og indflydelsesrigt liv og karriere bag sig. Nu er de begge klar til at lægge et stort arbejde som ambassadører for Lolland-Falster og glæder sig til at arbejde sammen. Freddy Svane er nyt medlem af Business Lolland-Falsters Ambassadørkorps, hvor Michael har været medlem i en årrække.
”Jeg glæder mig til at arbejde for min fødeegn, og jeg synes, det er en spændende mission,” siger Freddy Svane, tidligere ambassadør til Indien og Japan og hjemvendt til Danmark for kort tid siden.
Michael og Freddy Svane giver i et interview med Business Lolland-Falster udtryk for, at der er brug for en stærk fortælling om Lolland-Falster.
”Vi har brug for en stærk fortælling, der både er positiv og skaber sammenhæng. Den skal frem for alt være en fortælling om muligheder og mennesker. Jeg ønsker alt det bedste for Lolland-Falster, men det kræver også, at der bliver ‘nurset’ om landsdelen. Det begynder med mennesker, og det slutter med mennesker. Og ind imellem, der ligger hverdagen. Det er ikke kun fest og farver, det her handler om,” siger Michael Svane.
Budskabet er, at der skal være ‘noget’ på Lolland-Falster, der gør, at man vil bosætte sig der. Det er ikke nok bare at have en tunnel eller nye arbejdspladser.
”Det handler om, hvad det er for en hverdag, man kan have, når man beslutter sig for at bo på Lolland-Falster, drive en virksomhed eller være iværksætter. Kan jeg gøre det? Hvad er den digitale infrastruktur? Kan jeg sidde derhjemme og arbejde? Kort sagt, har jeg muligheden for at leve en hverdag, hvor der både er job, internet, gode skoler og kulturelle muligheder?” siger Michael Svane.
Freddy Svane har fulgt udviklingen på Lolland-Falster i alle årene, han var bosat og arbejdede på den anden side af kloden. Hans indtryk af udviklingen på Lolland-Falster er, at vel er der sket noget, men så meget har det heller ikke ændret sig. Endnu, og for ham er infrastruktur som Femern Bælt-tunnelen ikke svaret på alt.
”Min største frygt er, og det har jeg set mange steder i den store verden, at infrastruktur i den skala, som vi ser med Femern Bælt-tunnelen, ikke nødvendigvis er løsningen på alting. Bliver det bare en hurtig gennemfartsrute med en ladeplads og måske et lille cafeteria?” spørger Freddy Svane og fortsætter:
”Vi er nødt til at tænke ‘out of the tunnel’ for at se, hvad kan vi byde på her? Hvad er det, der skal gøre det relevant at stoppe på Lolland-Falster?” siger Freddy Svane.
Budskabet fra Svanerne er, at infrastruktur i form af en tunnel, bro, jernbane og motorvej ikke gør det alene.
”Det, at vi får en forbindelse, det er et middel til at opnå noget andet og noget mere. Det vil sige, at lokalpolitikere og også lokalsamfundet skal turde gribe de muligheder, der kommer forbi,” siger de.
Michael Svane ser mere positivt på udviklingen på Lolland-Falster, end Freddy gør. Det skyldes med hans egne ord, at han har været tættere på og en del af det i mange år. Hans budskab er, at infrastruktur aldrig må blive en sovepude, og det er fatalt at vente med at gøre noget, til det står færdigt og klar til drift.
”Man skal i arbejdstøjet allerede fra første færd, og jeg synes, der blæser positive vinde nu. Der er mange spændende investeringsprojekter i gang. Men det er klart, at man er nødt til at fokusere på, hvad sker der med bosætning, hvad er det for et arbejdsmarked, der skabes, og hvordan med arbejdskraft? Hvad er det for en kultur og kulturudbud, vi gerne vil have? Hvad er det for et uddannelsesudbud, der skal være på Lolland-Falster?” siger Michael Svane.
Langt de fleste, der vil bruge Femern Bælt-tunnelen, har som udgangspunkt ikke noget ærinde på Lolland-Falster. De er på vej enten sydpå til Europa eller nordpå til Skandinavien.
”Derfor er du nødt til at se på, hvad kan skabe en værditilvækst, der gør det interessant at stoppe,” siger Michael Svane.
Her nævner han, at det for nogen kan være kunstmuseet Fuglsang, for andre er det Dodekalitten, for en anden gruppe kan det være Knuthenborg. Eller noget helt fjerde.
”Det er ikke nok kun at tænke i kolde kontanter. Du er også nødt til at tænke i noget af det, der skaber en god bosætning, et godt lokalmiljø, og dermed også noget, der er attraktivt at stå op til. Det, vi kalder hverdagen,” siger Michael Svane.
Det bekræfter Freddy Svane, der har oplevet, hvordan en region i Japan gennemgik en stor transformation, hvor de brugte det kulturelle, det historiske, maden og fødevarer og skabte en stor fortælling om det, og det gav vækst og udvikling.
”Man skal ikke undervurdere mad og fødevarer som en kulturel drivkraft, men også en samfundsmæssig mulighed. Så det kan lade sig gøre, og du ser de samme fænomener alle vegne verden over,” siger Freddy Svane.
Freddy ser frem til at arbejde for Lolland-Falster og bruge sine erfaringer fra opgaverne som ambassadør i Indien og Japan. For ham gælder det om at skabe relationer og skabe opmærksomhed om Lolland-Falster.
”Jeg vil tale om Lolland-Falster og skabe relevans for andre ved at bruge min baggrund og mine erfaringer fra mit arbejde uden for Danmark. Jeg har veneration for det sted, hvor jeg kommer fra. Har man både evnen, pligten, men også erfaringen, så er det også væsentligt at sige, okay, lad os give det et skud og se, om det kan bidrage med noget,” siger Freddy Svane.
Derfor lægger Svanerne stor vægt på, at der skabes en stærk fortælling om Lolland-Falster, og det er en fortælling, som vi alle har ansvaret for at skabe og tale om.
”Hvis man er udenlandsk investor, og man skal investere i en egn, hvor det hele ser sort ud, og der er ikke nogen positive historier at fortælle, og man har mulighed for at vælge et andet sted, hvor der er lidt mere ‘swung’ over det, så vælger man at gøre det der. Derfor er evnen til og pligten til at tale noget op så vigtig,” siger Michael Svane.
Der er ingen tvivl om, at Freddy og Michael brænder for det, de laver, og at de meget gerne vil stå i forreste række. Det vidner begges CV om. Begge har en klar opfattelse af, hvilken rolle de ville indtage, hvis det var i et symfoniorkester.
Michael Svane: ”Jeg vil være dirigent. Jeg har været rendyrket lobbyist i mange år, og det ser jeg som et symfoniorkester. Nogle gange har jeg store blæsergrupper med, andre gange er det mere intime dele af orkestret. Du skal spille i mol, du skal spille i dur, du skal spille fejende flot wienervals, og andre gange skal det være noget af det mere tunge russiske Rakhmaninov. Du skal kunne tage rollen på dig som person på en måde, så du bliver anset for helt naturligt at være den, der står på podiet med dirigentstokken.”
Freddy Svane: ”Jeg ser mig selv som komponist i den forstand, at et er at gennemføre noget, som andre har skrevet, men noget andet er at skabe nyt og skabe nye muligheder. Altså ikke bare repræsentere det, som nogen har syntes, man skal. Der skal være en ny mulighed. Så jeg laver ny musik ved at komponere.”
I Udenrigsministeriet var Freddy Svane kendt for sine ‘freddyismer’, som nærmest lyder som Coca-Cola-slogans. “Freddy is ready” eller “Ambassador of Humanity”.
Freddy Svane brugte sig selv og en utraditionel måde at være på helt bevidst og skabte brandet – Freddy is Ready.
”Jeg var oppe imod en amerikaner, som kom med milliarder af det ene og det andet. Jeg var oppe imod en russer og kineser og alle mulige mærkelige mennesker. Derfor er du nødt til at bygge nærmest en personkult op omkring dig selv for at blive set, forstået og lyttet til. Det lykkedes, fordi “Freddy is Ready” fangede alle steder, og det blev som et varemærke. Du skal være interessant, og du skal have noget at byde på. Du skal kunne levere, du skal kunne bygge nogle muligheder, og du skal bygge noget op, der er interessant for andre,” siger Freddy Svane.
Missionen er klar for Freddy, Michael, resten af ambassadørkorpset og alle os andre:
Den gode historie bliver aldrig en god historie, hvis ikke der bliver talt om den.
Udgivet
1. maj 2025