Svane brødre
Tilbage til oversigten

Ny ambassadøropgave til Freddy Svane

Den erfarne topdiplomat og ambassadør Freddy Svane er vendt hjem til Danmark og har sagt ja til at blive en del af Business Lolland-Falsters ambassadørkorps. Dermed har vi fået en ægte ambassadør ombord – klar til at arbejde for Lolland-Falster.

Business Lolland-Falster har i mange år haft et ”Ambassadørkorps” – og ved korpsets møde før påske fik vi for første gang en ægte ambassadør med i korpset.

Det er Freddy Svane, født og opvokset i Errindlev/Rødby området på Lolland – der efter en lang karriere i udenrigstjenesten som ambassadør, er vendt hjem til Danmark. Senest fra stillingen som ambassadør til Indien, hvor han var i mere end seks år. Før da var han ambassadør til Japan.

Freddy Svane

Freddy is Ready – er et brand Freddy Svane har oparbejdet gennem en for diplomater meget utraditionel og uformel måde at være ambassadør på. ”Jeg er ikke en, der har siddet bag mit skrivebord og tænkt høje tanker. Jeg er man of action, for hvis du skal opnå indflydelse som et lille, men supersmart land, så er du nødt til at gøre dig bemærket,” siger Freddy Svane.

Og Freddy er nu Ready til at arbejde for fødeegnen Lolland-Falster:  

”Jeg glæder mig meget og synes, det er en spændende mission. Jeg kommer med erfaringer fra den globale scene, og man har en pligt til at bruge de erfaringer, man har,” siger Freddy Svane.

Det er ikke enlig Svane, der nu er en del af Business Lolland-Falsters ambassadørkorps. Michael Svane er Freddys bror – og ja som billedet afslører, er de en-æggede tvillinger. Michael har været en del af ambassadørkorpset siden starten, og han er storebror (10 min ældre). Det var ham, der anbefalede til det øvrige ambassadørkorps, at det var på tide, at de fik en ægte ambassadør som medlem.

Freddy og Michael Svane

Velkommen til Freddy Svane som ambassadør.

Udgivet

24. april 2025