Udgivet
30. september 2024
Det nystartede investeringsselskab VEXTUM er kommet godt fra start med god opbakning fra lokale investorer på Lolland-Falster. Selskabet har for kort tid siden gennemført den første investering, og den var med til at sikre at en lokal virksomhed forblev på lokale hænder.
Det er Hotel E4 på Lolland, der er blevet købt af brødrene Morten og Michael Damgaard med hjælp af penge fra VEXTUM.
Hvis navnene lyder bekendte, så er det fra håndboldverdenen, du kender dem. Michael spiller i SC Magdeburg i Tyskland samt det danske landshold og Morten har spillet i mange år i Sverige, men stoppede håndboldkarrieren for halvandet år siden for at arbejde fuld tid i brødrenes fælles virksomhed. Begge er fra Rødby, og det spiller en væsentlig rolle i deres virksomhed.
De vil investere i udvikling af Lolland og Rødby området.
For VEXTUM var det den god case, da de kom i kontakt med MiMo Investment om købet af Hotel E4.
”Vi har valgt at investere i deres selskab og købet af Hotel E4. Det er en god case for os, fordi den opfylder begge formål med VEXTUM. Vi har gennem investeringen kunne sikre, at hotellet blev på lokale hænder samt give Morten og Michael mulighed for at fortsætte den positive vækst og udvikling de hidtil har haft i deres virksomhed. Investeringen vil også give et fint afkast,” siger Steffen Lund direktør for VEXTUM.
Morten og Michael Damgaard har sammen investeret i en del erhvervsejendomme på Lolland, tankstationer samt to padlecentre ved Lalandia i Rødbyhavn og Billund. Derfor var det interessant for dem, da muligheden for at købe Hotel E4 opstod.
”Vi købte hotellet fordi beliggenheden er helt perfekt i forhold til de planer, vi har for vores virksomhed, og hvordan vi har planlagt at den skal udvikle sig. Det var en helt klar win-win for os og samarbejdet med VEXTUM har været rigtig godt,” siger Morten Damgaard fra MiMo Investment.
Hotel E4 ligger tæt på Rødby lige ud til Sydmotorvejen. Hotellet er lejet ud på en langtidskontrakt til FLC i forbindelse med byggeriet af Femern Bælt-tunnelen, og derfor er omsætningen sikret flere år frem. Det giver økonomisk mulighed for at de nye ejere kan renovere og udvikle hotellet, og det er de allerede gået i gang med. Seks nye værelser er på vej, og de er også ved at indrette kontorfaciliteter til dem selv.
”Vi overtog hotellet for et par uger siden, og er gået i gang med renoveringen. Der er store muligheder i stedet på grund af beliggenheden ved motorvejen og Femern Bælt-tunnelen,” siger Morten Damgaard.
Morten og Michael er meget glade for at VEXTUM har valgt at medfinansiere købet af Hotel E4.
”Vi er virkelig glade for at handlen gik igennem. Det er fantastisk, at der findes et lokalt investeringsselskab som VEXTUM. Det har der manglet på Lolland-Falster. For os er det første skridt på vejen mod mere. Vi vil gerne selv investere mere i Lolland og Rødby området,” siger Morten Damgaard.
Morten har ansvaret for den daglige drift i brødrenes virksomhed, og er i daglig kontakt med Michael i Tyskland om arbejdet i deres fælles virksomhed.
VEXTUM fokuserer især på lokale investeringer indenfor generationsskifter og turn-arounds, porteføljeinvesteringer. Det kan f.eks. være inden for grøn energi og ejendomme samt tiltrækning af nye virksomheder.
”Vi har nu gennemført den første investering, og vi har allerede flere meget interessante cases på bordet, som vi arbejder på. Derfor er vi også interesserede i at få flere lokale investorer med ombord,” siger Steffen Lund.
VEXTUM arbejder aktuelt med seks nye investerings cases og når de er klar, vil VEXTUM gå ud i markedet og finde yderligere investorer.
Investeringsselskabet er stiftet med det formål at skabe en ”fond af familier” som investerer i lokale virksomheder og projekter, som giver et fornuftigt afkast; og med en ambition om at skabe synergi mellem investorer og virksomheder på Lolland-Falster.
”Det er vores ambition at samle lokale investorer og sammen gennem investeringer i Lolland-Falsters erhvervsliv skabe yderligere vækst i landsdelen,” siger Steffen Lund.”
Investeringsselskabet har en bestyrelse bestående af erhvervsfolkene Jan Sørensen, MSE, Kristoffer Boye, landmand, Lars Sørensen, ENELCO, Lars Stuckert fra Advodan, Ole Christiansen fra Granby Pack og Søren Rask fra Rask EL. Bo Wilchen-Pedersen er formand for bestyrelsen.
Udgivet
30. september 2024