Udgivet
3. oktober 2023
Budskabet om fremtidens lederrolle er klart fra den erfarne leder Lillian Mogensen. Drop glansbilledet af hvordan du som leder skal være og vær dig selv i stedet.
”Ledere tror, at de skal leve op kravet om at være den perfekte leder. Det kan man ikke, for den perfekte leder findes ikke. Vi er alle lige værdige men ikke lige mægtige. Ledelse kræver en balanceret personlighed og derfor skal lederen turde være sig selv. Det afgørende som leder er, at finde ud af hvad man har af ressourcer og hvordan du kan bruge dig selv i lederrollen og vælge en klar ledelsesstil ud fra det,” siger Lilian Mogensen, der efter en lang lederkarriere i det private erhvervsliv i dag er professionelt bestyrelsesmedlem og ledelsesrådgiver samt forfatter til en række bøger om ledelse.
Hun vil i et inspirerende oplæg på Lederkonferencen gøre op med billedet af den perfekte leder.
Business Lolland-Falster og Lederne Storstrøm, stiller på den kommende Lederkonference 11. oktober skarpt på ledelse anno 2023. Det handler om ledelsesrum og ikke mindst om de krav, der stilles til god ledelse og hvad der kendetegner en god leder.
Lilian Mogensen glæder sig til konferencen og ser frem til at give deltagerne en række konkrete indsigter i hvordan de kan blive bedre til at fungere som ledere og arbejde med deres lederstil.
”At være leder er et svært job, hvor du skal styre det ustyrlige med mange krav udefra. Men det er også et spændende job, der er meget attraktivt. Det gælder bare om at kunne finde sin egen vej i det og finde ud af hvordan man kan være sig selv,” siger Lilian Mogensen.
Lederkonferencen på konferencecenteret Guldbosund 11. oktober byder på tre oplæg om ledere og ledelse.
Udover Lillian Mogensen kommer Christina Ottsen, forfatter, psykolog og forskningsformidler. Hun har sammen med Sara Louise Muhr, professor ved Institut for Organisation på Copenhagen Business School, skrevet bogen ”Biasbevidst ledelse – sæt diversitet i spil og træf bedre beslutninger”. Siden 2015 har hun specialiseret sig i diversitet og inkluderende ledelse i virksomheder og organisationer.
Budskabet til alle ledere og medarbejdere er, at vi skal i gang med at træne inklusionsmusklen. Det betyder, at vi skal blive bedre til at bruge diversiteten blandt virksomhedens medarbejdere til at sætte friktionen løs i organisationen og positivt udnytte at der er forskellige perspektiver på samme sag.
Christina Ottsens budskab er, at vi skal gå fra forskellighed til fællesskab uden at vi nødvendigvis skal være enige om alt – men for at sikre fælles fodslag om beslutninger.
”Diversitet er ikke som mange tror et mål, men det er et middel til at opnå strategiske mål. Diversitet bliver først værdifuld, når den bliver sat i spil. Hvis vi vil øge både trivsel og produktivitet, bliver vi derfor nødt til at lære at holde af den friktion, som forskellighed bringer. Der skal skabes tryghed, før vi mennesker tør tale frit og udfordre hinandens synsvinkler,” siger Christina Ottsen, psykolog og forfatter.
Biasbevidst ledelse handler om, at vi har nogle forudindtagede holdninger og filtre til hvordan verden ser ud og vi tolker verden ud fra det. Udfordringen er bare, at der i en virksomhed er mange forskellige perspektiver på hvordan verden ser ud og hvad der er rigtigt og forkert.
”Biasbevidst ledelse er ikke blot en tilstand, hvor man er bevidst om egne bias. Det er en refleksiv ledelsespraksis, hvor viden om de psykologiske mekanismer bag bias danner fundament for at skabe et inkluderende arbejdsmiljø, hvor alle medarbejdere bidrager med deres kompetencer på den bedst mulige måde og udfordrer hinandens blinde vinkler. Den rette friktion opstår, når vi i trygge rammer inviterer forskellige perspektiver til at udfordre vores holdninger og derved minimerer eller blokerer bias. Det giver anledning til refleksion og hjælper os til at træffe bedre beslutninger,” siger Christina Ottsen.
Tredje oplægsholder på Lederkonferencen er Lars Matjeka, der på egen krop som topleder har gennemgået alt det som Lillian og Christina taler om. Han er tidligere CEO i Aller Media og efter et par år, hvor han brugte tiden på at holde foredrag og lære at være sig selv i lederrollen, er han tidligere i år tiltrådt som Head of Operations hos Molt Wengel, der er et specialiseret advokatkontor inden for byggeri.
I tiden efter Lars Matjeka var stoppet som CEO i Aller Media skete der noget og skjorten blev skiftet ud med T-shirten.
”Jeg er vokset op i CBS-verdenen. Startede hos A.P. Møller med habit og slips hver dag. Det har været en proces for mig at turde vise, hvem jeg er. Da jeg begyndte at holde foredrag, var det i også i skjorte og jakke, men nu er det i t-shirt, og når jeg møder mine kunder, ser jeg også sådan her ud. De er jo mig, de skal købe,” sagde Lars Matjeka i et interview med magasinet Lederstof for 1 år siden.
Og netop det med at købe hele pakken, det gjorde advokatfirmaet Molt Wengel, hvor Lars nu arbejder.
”Det er en virksomhed i en meget traditionel branche, der gerne vil gøre tingene anderledes. Deres værdier tiltalte mig og de gav mig mulighed for at have en porteføljekarriere, hvor jeg samtidigt med jobbet i virksomheden får mulighed for at holde foredrag, skrive klummer til Finans.dk og lave bestyrelsesarbejde,” siger Lars Matjeka.
Den nye vej indenfor ledelse og organisationer er at mennesket får en anden rolle på arbejdspladsen med fokus på væredygtighed.
”Der skal være plads til hele mennesker på arbejdspladsen. Vi er alle mennesker på godt og ondt og jo mere vi kan bringe det i spil i dagligdagen jo bedre kan vi skabe en væredygtig arbejdsplads, hvor folk trives og det smitter af på bundlinjen. Vi har så meget brug hele mennesker i erhvervslivet,” siger Lars Matjeka.
Bliver det så iført habit eller T-shirt, når Lars Matjeka stiller op til Lederkonferencen?
Udgivet
3. oktober 2023