Udgivet
26. februar 2025
Hvor meget strøm bruger din virksomhed og hvor meget belaster produktionen klimaet?
Det kan virke irrelevant, at en entreprenørvirksomhed skal bruge tid på at oplyse om det, men det bliver virkeligheden i løbet af 2025. Inden længe skal store som små virksomheder kunne redegøre for, hvordan de belaster klimaet gennem den såkaldte ESG-rapportering.
Det er ikke alle virksomheder, der er tvunget til det, men realiteten er at det rammer alle virksomheder enten via krav fra forbrugere, kunder eller de virksomheder man er underleverandør til.
Martin Søndergaard er ejer af entreprenørvirksomheden Erik Frederiksens Eftf. ApS i Sakskøbing, og han ser ESG-rapportering som en ny mulighed for virksomheden til at skabe udvikling og vækst.
“Jeg ser ESG-rapportering som både en udfordring og en markedsmulighed. For os betyder det, at vi bliver nødt til at fokusere på nogle ting, vi ikke tidligere har været opmærksomme på, og det kan åbne både muligheder og risici. Selvom opgaven kan virke omfattende og kræver nye arbejdsgange, tror jeg, det er godt for forretningen,” siger Martin Søndergaard.
Han deltog i slutningen af januar i en workshop om ESG-rapportering arrangeret af Erhvervshus Sjælland. Det var sammen med 30 andre virksomhedsledere fra Lolland-Falster.
Erik Frederiksens Eftf. ApS er en entreprenør- og kloakmester virksomhed fra Sakskøbing, og de har løst opgaver på Lolland-Falster siden 1962. Virksomheden betjener både private kunder, erhvervsvirksomheder og offentlige institutioner i området. Virksomheden har 10 medarbejdere.
”Vi får styr på tingene og bliver mere konkurrencedygtige, samtidig med at vi kan vise, at vi tager ansvar. Det handler ikke kun om at lave rapporter, men om at få en indsigt, der kan føre til konkrete ændringer, der styrker vores virksomhed,” siger Martin Søndergaard.
Privatskolen Nakskov er en selvejende institution i Nakskov. Skolen tilbyder undervisning fra vuggestue og børnehave op til 9. klasse og havde i 2024 401 elever.
Skolens værdigrundlag fokuserer på læring, dannelse, fællesskab og nærhed, med målrettet arbejde for hver elevs faglige og sociale udvikling. Derudover tilbyder skolen SFO, børnehave og vuggestue, hvilket skaber en rød tråd i børnenes udvikling fra de tidlige år til afslutningen af grundskolen.
Henrik Christensen er skoleleder, og han er meget indstillet på at skolen skal i gang med at lave ESG-rapportering:
“Selvom ESG-rapportering endnu ikke er et lovkrav for os, ser jeg det som en vigtig opgave. Vi har en forpligtelse, ikke kun over for vores virksomhed, men også over for kommende generationer, til at passe på vores klode. Det handler om at tænke bæredygtigt i vores drift og sikre, at vi har en helhedsorienteret tilgang til miljø, sociale forhold og god governance,” siger Henrik Christensen.
I stedet for at se bæredygtighedsrapportering som en administrativ belastning, ser privatskolens leder det som et værktøj, der kan gøre skolen bedre.
”Processen giver os en mulighed for at evaluere, hvad vi allerede gør godt, og identificere, hvor vi kan blive bedre. På den måde bliver ESG ikke bare en administrativ opgave, men en mulighed for at styrke vores værdier og vores position som en ansvarlig aktør,” siger Henrik Christensen, der er skoleleder Privatskolen i Nakskov.
Søren Christiansen er adm. direktør for Aktiv El i Nakskov. Det er en af landsdelens store installatørvirksomheder med 87 ansatte. For ham er der ingen tvivl om, at ESG-rapportering bliver en fordel for virksomheden.
“Vi arbejder for større aktører som Vestas og Femern, og vi ved, hvad der kommer. Selvom ESG-regnskaber ikke er et lovkrav for os mindre virksomheder endnu, er det vigtigt at tage fat i det nu. Det giver os mulighed for at være proaktive og vise ansvarlighed over for vores samarbejdspartnere og miljøet. ESG-rapportering kan også hjælpe os med at identificere, hvor vi kan forbedre os og bidrage positivt til forretningen,” siger Søren Christiansen.
Opgaven skræmmer ikke Søren Christiansen, og han ser frem til at de for alvor kommer i gang med ESG-rapporteringen. Han understreger at det er vigtigt at de får relevant uddannelse i at arbejde med ESG.
“Når man først dykker ned i det, er opgaven faktisk til at overskue. Det kræver, at vi indsamler data fra vores underleverandører og kigger på vores egne processer, som f.eks. udledning fra vores 32 biler. Vi har allerede meget viden internt, især om energioptimering, så det er mest det administrative, vi skal styrke. Jeg ser det som en øjenåbner, der kan hjælpe os med både at spare ressourcer og blive endnu bedre rådgivere for vores kunder,” siger Søren Christiansen fra Aktiv El.
Du kan se mere her om hvordan du kommer i gang med ESG-rapportering.
Udgivet
26. februar 2025