Tilbage til oversigten

LF virksomhed satser på forsvarsindustrien

RM Fintech fra Nørre Alslev på Nordfalster går nye veje og satser nu også på forsvarsindustrien. Virksomheden var for første gang med på Skandinaviens største forsvarsindustrimesse Dalo Days – og det var en succes.

Metalvirksomheden RM Fintech fra Nørre Alslev er i fuld gang med at udvide sin forretning med ny produktion, og satser ambitiøst på at blive en fast spiller i den danske forsvarsindustri.

Med direktør Rasmus Skovgaard sammen med Quality Controller Victor Heldorf i spidsen deltog virksomheden for første gang på DALO Days, Nordens største messe for forsvarsindustrien, hvor 700 virksomheder bød sig til for at vise deres produkter til Forsvaret.

Ifølge Rasmus Skovgaard blev deltagelsen en markant succes:

“Det er gået over alt forventning, det må jeg sige. Vi havde travlt og fik talt med både kendte virksomheder i finteknologi og store navne i forsvarsverdenen. Mange har fået øjnene op for det her full assembly, som vi prøver at rulle ud med,” siger Rasmus Skovgaard, da Business Lolland-Falster mødte ham på sidste-dagen af den store forsvarsmesse i Ballerup Super Arena.

Hurtige racercykler var for en stund byttet ud med militære køretøjer, våben og udstyr i alle afskygninger.

En ny styrkeposition

RM Fintech har traditionelt været en spåntagende virksomhed*, men satser nu på at levere hele løsninger:

“Det er jo grundlæggende emner, vi i forvejen producerer, men nu overtager vi hele supply chainen – fra overfladebehandling og maling til montage. Kunden skal kun forholde sig til ét varenummer, og så tager vi resten,” siger Rasmus Skovgaard.

Denne strategi giver virksomheden en klar fordel i forsvarsindustrien, hvor leverandører i stigende grad efterspørger færdige løsninger fremfor enkeltdele.

Vækst i omsætningen

På bare et år er forsvarsindustrien blevet en væsentlig del af forretningen:

“Vi ligger mellem 8 og 10 procent af omsætningen, der kommer fra forsvarsindustrien. Og det er jo 8-10 procent, vi ikke havde, hvis vi bare kigger et år tilbage. For mig er det en kæmpe vækst,” siger Rasmus Skovgaard.

For at imødekomme den stigende efterspørgsel opbygger RM Fintech en helt ny produktionsenhed i lokalområdet.

Rasmus Skovgaard, direktør RM Fintech

“Vi er nødt til at skalere op for at kunne følge med. Derfor ansætter vi lige nu til montageafdelingen og udvider med ny produktion på et andet site i Nørre Alslev,” siger Rasmus Skovgaard.

Flere virksomheder vil ind i forsvarsindustrien

RM Fintech står ikke alene med interessen. Hos landets erhvervshuse oplever man en markant stigning i virksomheder, der vil være med i den hastigt voksende forsvarsindustri.

“Flere virksomheder har fået blod på tanden og vil gerne i spil som leverandører. Det gælder også virksomheder, som aldrig tidligere har haft berøring med Forsvaret,” lyder det fra erhvervshusene.

Deltagelsen på DALO Days har ikke blot været en øvelse i synlighed – RM Fintech forventer, at messen munder ud i konkrete resultater:

“Jeg tror, vi kommer hjem med aftaler. Det er en klar forventning, og vi er nået langt med nogle af de ting, vi har arbejdet på,” siger Rasmus Skovgaard.

Ambitioner for fremtiden

RM Fintechs ambitioner rækker langt. På spørgsmålet om, hvorvidt virksomhedens dele en dag kan ende i avanceret forsvarsmateriel, svarer Rasmus Skovgaard, der står foran et billede af et F-35 kampfly:

“Der kan sidde elementer fra RM Fintech på et F-35 fly. Jeg vil skynde mig at sige, at det gør der ikke nu, men ambitionerne er store,” siger Rasmus Skovgaard.

Victor Heldorf og Rasmus Skovgaard, RM Fintech

Han understreger, at satsningen på forsvarsindustrien sker sideløbende med fortsat pleje af virksomhedens øvrige kunder:

“Hvis du er kunde i RM Fintech, så er du det for at blive. Vi skal udnytte det, vi er gode til, og vækst må aldrig ske på bekostning af de samarbejder, vi allerede har,” slår Rasmus Skovgaard fast.

*En spåntagende virksomhed laver produkter ved at skære materiale væk fra et råstykke – ofte metal eller plast – på maskiner som drejebænke og fræsere. Resultatet er præcise dele, der bruges i alt fra maskiner til biler.

Udgivet

21. august 2025