Mastertalk
Tilbage til oversigten

Lolland-Falster har enormt grønt potentiale

Mastertalk med stifter og direktør Knud Erik Andersen fra European Energy og vindmøllepioner Henrik Stiesdal.

Det var to sværvægtere inden for grøn omstilling og udvikling af grøn energi, der torsdag eftermiddag indtog scenen i KUMUS ved Fuglsang Kunstmuseum.

Mastertalk var på programmet og det var også det, der i den grad blev levereret, hvor de to pionerer og masters indenfor den grønne omstilling stillede op og gav to fremragende og indsigtsfulde talks om den kolossalt store og vigtige opgave med at omstille hele verdens energiforsyning fra sort til grøn energi.

Knud Erik Andersen, Steffen Lund og Henrik Stiesdal
Knud Erik Andersen, Steffen Lund og Henrik Stiesdal

Det var Steffen Lund, investeringschef hos Business Lolland-Falster, der bød dagens to gæster velkommen.

Knud Erik Andersen – stifter og direktør for det store danske grønne energiselskab European Energy var den ene gæst. Gæst er en overdrivelse, for det var tydeligt at han var kommet hjem.

Han er født og opvokset på en gård udenfor Rødby, så han var denne eftermiddag i den grad på hjemmebane – både geografisk og emnemæssigt.

Lolland-Falster er en dynamisk region

Knud Erik Andersen har været med til at stifte European Energy i 2004. Dengang var det primært et vindudviklingsselskab – i dag er det et globalt energi udviklingsselskab md sol, vind og power-to-x projekter i 29 lande.

”Jeg ser en dynamisk region, hvor der sker en hel masse. Ny Storstrømsbro og en ny gasledning på vej. Lolland-Falster er en dynamisk region, der virkelig er kommet gang i og hvor der sker en masse spændende ting. Også på den grønne omstilling, som vi er mest interesseret i,” siger Knud Erik Andersen, direktør European Energy.

European Energy har købt et stort areal ved Stensø Alle i Nakskov, hvor verdens største Power-to-X anlæg til produktion af E-metanol skal etableres. Og det er der en helt bestemt årsag til.

”Det er et oplagt sted for os at være fordi overskuddet af grøn el på Lolland-Falster er syv gange større end det man forbruger. Det er præcis det vi har brug for – en masse grøn el som kan bruges til andre formål end at give lys i stikkontakten. Derfor er Lolland et ideelt sted at lægge et Power-To-X anlæg,” siger Knud Erik Andersen, direktør European Energy.

Opfandt den moderne vindmølle

Dagens anden mastertalker var Henrik Stiesdal – vindmøllepioneren, der om nogen er manden bag det danske vindmølleeventyr. Sagt lidt populært opfandt Henrik Stiesdal den moderne vindmølle, som i dag ses over hele verden.

Henrik Stiesdal

Han gav de mange fremmødte en fascinerende og lærerig fortælling om den moderne vindmølles udvikling fra slutningen af 70’erne og frem til i dag.

Begge mastertalkere er pionerer – Henrik på vindmøller og Knud Erik på Power-to-X… og bedst af alt er de meget visionære i deres arbejde. Det fik alle fremmødte til Business Lolland-Falsters Mastertalk virkelig at mærke.

Der var der masser af grønne elektroner i luften og stor fokus på hvordan den grønne omstilling kan accelereres – for vi har travlt, lød budskabet fra de to masters indenfor grøn omstilling.

Begge havde budskabet – at Lolland-Falster er nået langt og kan komme til at spille en afgørende rolle i den grønne omstilling i såvel Danmark som i resten af verden.

Udgivet

24. marts 2023