Insutex
Tilbage til oversigten

Josefine er blandt landets mest lovende iværksættere

Josefine Bonde er stifter og CEO i Insutex, og hun er blevet udpeget som en af “25 kvindelige iværksættere, du bør kende i 2025” af Dansk Erhverv. Virksomheden har hjemme i Nykøbing Falster, hvor Josefine startede sin iværksætterrejse.

Josefine Bonde, stifter og CEO i Insutex, er blevet udpeget som en af “25 kvindelige iværksættere, du bør kende i 2025” af Dansk Erhverv. Det er en anerkendelse, der både overrasker og motiverer og som sender et klart signal om potentialet i at skabe innovation ud af gammelt tøj.

“Jeg er helt vildt, vanvittigt glad. Jeg var meget, meget stolt. Det var min umiddelbare reaktion. Stolt, glad og taknemmelig,” siger Josefine Bonde om anerkendelsen.

Hun er kommet med på Dansk Erhvervs liste over 25 kvindelige iværksættere, du bør kende i 2025. Listen hylder kvinder, der med mod og innovation har kastet sig ud i iværksætterlivet – og her skiller Josefine sig ud med sit cirkulære byggeeventyr, Insutex.

Insutex

Josefine Bonde er fra Falster og har virksomhedens CVR-nummer registreret i Guldborgsund Kommune, selvom Insutex har fysisk adresse på DTU i Lyngby, hvor virksomheden er en del af det grønne acceleratorprogram GreenUp.

“Jeg har jo knoklet siden starten af 2023 og virkelig arbejdet hårdt for at komme frem og sikre kapital. Det her føles som et skulderklap på rejsen, og det betyder meget. Så at komme på sådan en liste, det giver en erkendelse af, at vi er på rette vej. Men vi er langt fra i mål. Det er kun ét step,” siger Josefine Bonde.

Fra gammelt tøj til fremtidens byggematerialer

Insutex udvikler biobaserede isoleringsmaterialer fremstillet af genanvendt tekstilaffald med det dobbelte formål at mindske både tekstilindustriens og byggebranchens CO₂-aftryk. Det første produkt, TexBatt 37 Bio, er målrettet parcelhuse og lanceres i andet halvår af 2025.

Det første produkt, TexBatt 37 Bio, henvender sig til biobaseret byggeri, der er et felt, der i stigende grad efterspørger klimavenlige alternativer til traditionelle materialer.

“Det har fra starten været vigtigt at vi ikke skulle ud og rejse kapital til store produktionsfaciliteter. Derfor er der ret stor forskel i den måde, vi ønsker at bygge vores forretning versus hvordan man bygger en klassisk produktionsvirksomhed op. Vi har en fuldt outsourcet produktionsmodel. Det betyder, at der er partnerskaber gennem hele værdikæden fra tekstilsortering og fiber-shredding til den industrielle forarbejdning og færdiggørelse,” siger Josefine Bonde.

Det betyder, at Insutex hurtigt kan skalere produktionen op, og det er en nødvendighed i byggebranchen, hvor tilgængelighed og leveringssikkerhed er afgørende.

“Vi har haft røde lamper og advarsler fra dag ét om, at man ikke skal kaste sig ud i fysisk produktion og derfor valgte vi en anden vej. Vi har ikke egen fabrik, men samarbejder med eksisterende produktionsapparater i Europa,” siger Josefine Bonde.

Byggeri med kant

Josefine lægger ikke skjul på, at hendes valg af branche er bevidst og modigt.

“Byggebranchen er en ekstremt mandsdomineret verden. Jeg kan godt lide at gå imod strømmen. Jeg kunne ikke se mig selv lave et skønhedsprodukt. Jeg vil ind og ryste posen i en branche, der trænger til forandring,” siger Josefine Bonde.

Insutex

Hun anerkender, at vejen har været og stadig er stejl:

“Det er sindssygt komplekst at udvikle et fysisk byggemateriale. Du skal tænke på certificeringer, standarder, egenskaber, regulativer. Det er ikke bare at lave et almindeligt forbrugerprodukt.”

Hun oplever ofte, at folk undrer sig over, hvorfor hun ikke har valgt en lettere vej.

”Ja, det tænker jeg også tit over. Det tænker jeg faktisk over hver morgen, når jeg står op. Jeg kunne godt have valgt noget, der var nemmere. Men jeg brænder for, at vi kan komme det her kæmpe affaldsproblem til livs, og at vi kan gøre det i en volumen og en skala, der virkelig giver mening,” siger Josefine Bonde.

Markedet for biobaserede isoleringsmaterialer er stort, og det er også en stor drivkraft for teamet bag Insutex.

”Fordi det her har kæmpe potentiale. Alene det danske marked for isoleringsmateriale er på to milliarder kroner. Og fordi det tænder mig, at vi tror på at vi faktisk kan gøre en forskel for miljøet,” siger Josefine Bonde.

Teamet er nøglen

I dag er Insutex et team på 11 personer, heraf tre founders og otte øvrige medarbejdere, der er en blanding af praktikanter og deltidsansatte.

For Josefine Bonde handler iværksætteri ikke om at være solohelt, men om at bygge det rette team.

 ”Hvis ikke man har de rigtige co-foundere og det rigtige setup, så er det som at løbe et maraton på ét ben,” siger hun.

Hun fremhæver, hvor vigtigt det er at få adgang til sparring og netværk.

Virksomheden har fysisk adresse på DTU i Lyngby og er en del af DTU Science Parks GreenUp Accelerator-program, som hjælper grønne tech-startups med sparring, kapital og netværk. Men CVR-nummeret er fortsat registreret i Guldborgsund Kommune.

Anerkendelse der rækker ud i fremtiden

Placeringen på Dansk Erhvervs liste har allerede givet genlyd. Josefine Bonde mærker det både i pressen og i investorlandskabet:

“Det giver en fed validering af os som team. Det er en blåstempling. Vi får respons og feedback, der betyder noget, når vi skal ud at rejse kapital,” siger Josefine Bonde.

Netop nu forbereder Insutex en mindre bridge funding-runde og her kan den lokale forankring blive et aktiv.

“Der er en fordel i at rejse lokal kapital. Jeg har allerede haft gode dialoger med angels fra Lolland-Falster,” siger hun.

En bridge funding-runde (eller brofinansieringsrunde) er en midlertidig finansieringsrunde, som typisk bruges af en startup eller vækstvirksomhed til at sikre kapital, mens de venter på en større finansieringsrunde

Rødder i Nykøbing

Selvom Josefine Bonde i dag har base på DTU og opererer internationalt, er der stadig stærke bånd til hjemegnen.

“Min familie bor stadig i Nykøbing. Det var også der, vi havde lager, og CVR-adressen er der stadig. Jeg er tit dernede,” siger Josefine Bonde.

“Jeg håber, at vores arbejde og den opmærksomhed, vi får nu, kan inspirere flere iværksættere fra Lolland-Falster til at kaste sig ud i det.”

Fakta: Josefine Louise Schwarz Bonde

  • Født på Falster
  • Uddannet cand.soc. i Virksomhedsorganisation og Psykologi
  • CEO og stifter af Insutex
  • En af Dansk Erhvervs 25 kvindelige iværksættere du bør kende i 2025

Fakta: Insutex

Første produkt: TexBatt 37 Bio

Udvikler biobaserede isoleringsmaterialer af genbrugstekstil

Har base på DTU i Lyngby og CVR-registrering i Guldborgsund Kommune

Udgivet

3. juli 2025