Tilbage til oversigten

Mikro virksomheder tester nye markeder

Business Lolland-Falster er med i projekt målrettet små virksomheder og hjælper dem med at teste nye markeder i landene omkring Østersøen.

Kan en webshop fra Lolland-Falster finde kunder via tyske Amazon? Eller kan en lokal HR-virksomhed skabe partnerskaber med tyske kolleger? Det er nogle af de spørgsmål, som projektet BSR Go Abroad hjælper mikrovirksomheder med at afklare.

Projektet er målrettet små virksomheder med under ti ansatte, der ønsker at afsøge muligheder i Østersøregionen – fra Tyskland og Polen til Finland, Estland, Norge og Sverige.

“Det handler om at give mikrovirksomhederne mulighed for at dyppe tæerne i nye markeder. Nogle leder efter eksportmuligheder, andre efter underleverandører eller videnspartnere. Det kan være alt fra et trykkeri i Polen til et universitet i Finland,” siger Nicolaj Meyer, forretningsudvikler og projektleder hos Business Lolland-Falster.

Fra workshops til konkrete samarbejder

Projektet, der nu er i sit andet år, kombinerer workshops med eksperter og helt konkrete match mellem virksomheder på tværs af landegrænser.

“Det særlige er, at vi både giver viden og konkrete kontakter. Man kan godt springe workshop-delen over og gå direkte til et match, men mange får rigtig meget ud af at blive klædt ordentligt på først,” siger Nicolaj Meyer.

Over 25 virksomheder fra Lolland-Falster har allerede været gennem forløbet. Blandt dem er en dansk webshop, der undersøger Tyskland via Amazon, og en virksomhed, der laver skruefundamenter og ser mod nye eksportmarkeder.

Tyskland er populær – men ikke altid svaret

Tyskland er det land, flest virksomheder peger på som interessant. Men ifølge Nicolaj Meyer er det ikke altid den rigtige vej at gå.

“Tyskland går igen, fordi det er stort, og mange tror, at det derfor er det oplagte valg. Men det er et svært marked at komme ind på, og vi prøver at åbne boksen for, at der også kan være spændende muligheder i f.eks. Estland eller Finland,” siger han.

Et konkret eksempel på projektets effekt er en dansk HR-virksomhed, som har etableret et tæt samarbejde med en tysk partner. De to virksomheder har mødtes både i Danmark og Tyskland og har nu en aftale om at tage hinanden med ind i projekter, hvor det giver mening.

“Det er et rigtig godt eksempel på, at det ikke kun handler om eksport, men også om at skabe partnerskaber, der giver værdi på begge sider,” siger Nicolaj Meyer.

Små virksomheder i centrum

Selvom projektet i princippet er åbent for alle små og mellemstore virksomheder, er det først og fremmest mikrovirksomhederne, der er i fokus.

“Projektet er rettet mod virksomheder med under ti ansatte. Har man lidt flere, kan vi godt vurdere det fra sag til sag, men udgangspunktet er de helt små virksomheder, som typisk har færre ressourcer til at afsøge nye markeder på egen hånd,” siger Nicolaj Meyer.

For mange handler deltagelsen ikke kun om at finde nye kunder, men også om at få en afklaring: Er det overhovedet værd at bruge tid og penge på at gå ind i et nyt marked?

“Det er lige så værdifuldt at finde ud af, at et marked ikke er relevant, som det er at opdage, at det er,” pointerer Nicolaj Meyer.

Faktaboks: BSR Go Abroad

Målgruppe: Mikrovirksomheder med under 10 ansatte

Geografi: Østersøregionen – Danmark, Tyskland, Polen, Sverige, Norge, Finland og Estland

Formål: At hjælpe virksomheder med at finde kunder, underleverandører eller samarbejdspartnere på nye markeder

Resultater: Over 25 virksomheder fra Lolland-Falster har deltaget – flere har allerede indgået konkrete samarbejder

Udgivet

26. januar 2026