Soap Nordic
Tilbage til oversigten

Når vindergen, vilje og vækst skaber arbejdspladser

Per Jørgensen og Soap Nordic har været igennem meget på godt og ondt. Nu er både virksomhed og direktør landet godt – forandret og i stadig udvikling. Portræt af Per Jørgensen, der vil vinde men også har lært at ledelse på den bløde måde skaber resultater.

Når man træder ind hos Soap Nordic på Viborgvej i Nykøbing Falster, møder man direktør Per Jørgensen med det samme. Han sidder ikke bag lukkede døre, men midt i virksomhedens hjerte ude i forhallen, hvor medarbejdere og kunder passerer dagen igennem.

Det er symbolsk for hans ledelsesstil: tilgængelig, direkte og uden store armbevægelser. Men bag smilet og den rolige stemme gemmer sig et vinderinstinkt, der har været drivkraften i mere end 20 års hårdt arbejde med Sæbefabrikken, som han købte i 2004.

“Jeg har altid haft det sådan, at hvis jeg går ind i noget, så skal det vindes,” siger Per Jørgensen, ejer og direktør for Soap Nordic, som Sæbefabrikken hedder i dag.

“Det har jeg haft i blodet, siden jeg som ung spillede fodbold i Stubbekøbing. Jeg hadede at tabe. Og hvis jeg mærkede, at nogen på holdet ikke gad være med, så kunne de bare forsvinde fra banen. Sådan er det stadig. Man skal ville det.”

Fra Stubbekøbing til Skandinavien

Per Jørgensen er født og opvokset i Stubbekøbing. Hans bror, Bo Jørgensen, driver i dag byggevirksomheden Bo-Hus, og de to har på hver deres måde sat tydelige spor i det lokale erhvervsliv.

“Min bror sagde engang til mig: ‘Det mest uhyggelige ved dig, Per, er, at to fattige ikke kan hjælpe hinanden.’ Og han havde jo ret,” siger Per Jørgensen.

“Vi startede begge to uden noget, men med en kæmpe vilje. Den vilje – den der fandenivoldskhed – har bragt os hertil.”

Da sæbeboblen næsten bristede

Når man i dag ser på Soap Nordic med moderne produktionslinjer, stabile medarbejdere og en solid økonomi er det svært at forestille sig, hvor skrøbeligt det hele begyndte.

For i de første år var det hårdt. Rigtigt hårdt.

“Der var mange gange, hvor vi var ude at svømme,” siger Per Jørgensen.

“Vi havde ingen penge. Banken sagde nej, og jeg har da flere gange tænkt: Nu går det galt. Men så må man bide tænderne sammen.”

Han fortæller, hvordan kommentarerne udefra, de skeptiske blikke og de halvironiske bemærkninger blev hans brændstof.

“Der var mange, der sagde: ‘Nu brister sæbeboblen snart. Det klarer han ikke.’ Men sådan noget tænder mig. Jo mere folk sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, jo mere besluttede jeg mig for, at det skulle det.”

“Jeg tror, man skal have lidt kriger i sig for at overleve som selvstændig,” siger han.

“Hvis du ikke har det der gen, hvor du tænker ‘jeg skal fandeme vise dem’, så bliver du kørt over.”

Den hårde start satte sig spor, men gav også en stolthed, der stadig driver ham.

“Når jeg kigger tilbage, tænker jeg nogle gange: Hvordan kom vi egentlig igennem det? Men vi gjorde det. Og jeg tror, det var dér, jeg lærte, at hårdt arbejde altid slår held.”

Fra fem ansatte til fyrre tons om dagen

I dag beskæftiger Soap Nordic cirka 50 medarbejdere og leverer dagligt 40-50 tons rengørings- og sæbeprodukter til kunder i hele Skandinavien og Europa.

“Det, vi omsatte for på en måned dengang, omsætter vi i dag for på en dag,” siger han. “Det siger lidt om, hvor langt vi er kommet.”

Navneskiftet fra Sæbefabrikken til Soap Nordic markerede et bevidst skifte i både ambitioner og identitet.

“Vi ville væk fra det gamle og signalere, at vi tænker større,” siger Per Jørgensen.

“Vores mål er, at halvdelen af omsætningen skal komme fra Skandinavien. Og samtidig har vi satset benhårdt på grøn produktion, ESG og miljømærkning. Det er en del af fremtiden, og en del af det at være professionel.”

De producerer primært til grossister, der har egne labels, men lancerer nu også deres eget brand Nordic Clean målrettet mindre kunder og restaurationsbranchen.

Tryghed som ny styrke

De første år lærte ham, hvor vigtigt det er at stå fast. Men de senere år har lært ham, hvor vigtigt det er at stå sammen.

I dag handler hans lederskab ikke længere kun om resultater, men om mennesker og tillid.

“Da jeg var yngre, handlede det kun om at vinde. Jeg kunne hidse mig op og presse folk for hårdt. I dag ved jeg, at man vinder på en helt anden måde ved at skabe tryghed,” siger han.

“Hvis medarbejderne føler sig trygge, så tør de tage ansvar. De tør sige deres mening og løse problemer, før de vokser. Det er guld værd.”

Soap Nordic har i dag en fast stab af loyale medarbejdere, hvor flere har over ti års anciennitet.

“Det fungerer, fordi vi tager hensyn til hinanden. Folk skal kunne komme og sige, hvis der er noget, der presser dem. Så finder vi en løsning, fordi det er sund fornuft.”

Men…

“Jeg accepterer aldrig dovenskab,” siger Per Jørgensen.

“Men hvis folk er ærlige og flittige, så får de frihed og tillid. Jeg har lært, at tillid skaber langt mere ansvar end kontrol gør. Det har ændret mig som leder, og det har ændret kulturen her.”

Hele tiden et nyt mål i sigte

Når man spørger Per Jørgensen, hvor Soap Nordic er om et år, kommer svaret hurtigt:

“Vi er lidt længere fremme, men stadig på vej. Jeg tror ikke på at være færdig. Vi har en plan, men den kan altid justeres. Det vigtigste er, at vi hele tiden bevæger os fremad.”

For ham handler ledelse om at tænke langsigtet, men handle i nuet.

“Vi laver planer i femårsperioder, men jeg er helt ærlig: Nogle gange tager det seks. Så må det tage et år mere. Det vigtigste er, at vi ved, hvor vi vil hen, og at vi bliver ved med at rykke os.”

Udgivet

17. november 2025