Kvinde på vandretur på Ravnsby Bakke
Tilbage til oversigten

Ny guide skal sikre bæredygtige turismevirksomheder

Fremtidens turisme er grøn. For turisterhvervet og Lolland-Falster er en bæredygtig profil afgørende for at kunne tiltrække fremtidens turister.

Når turister særligt fra udlandet booker deres ferie, bliver destinationens fokus på bæredygtighed i stigende grad et afgørende parameter. For at komme denne efterspørgsel i møde, har Visit Lolland-Falster, Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune foretaget en kortlægning af den grønne profil hos turismebranchen på Lolland-Falster

”Det er ikke sådan, at vores udenlandske gæster vælger at tage på ferie et sted, alene på grund af feriestedets fokus på bæredygtighed. Til gengæld ved vi, at de vælger dem fra, som ikke kan vise en bæredygtig profil. Den virkelighed skal vi hjælpe vores turismevirksomheder med at navigere i, så vi fortsat står stærkt på det internationale marked,” siger udviklingschef i Visit Lolland-Falster, Lindy Kjøller.

Kortlægningen viser en stor opmærksomhed på og vilje til at arbejde med grønne tiltag hos Lolland-Falsters turismevirksomheder, men at mange har besvær med at omsætte viljen til konkrete løsninger. Det handler både om tid og ressourcer, men også om at finde rundt i et væld af informationer, ordninger, råd og værktøjer.

Sådan får vi virksomheden i gang

En ny digital guide på www.visitlolland-falster.dk/baeredygtighed skal hjælpe de lokale virksomheder med at komme i gang med den grønne omstilling. Her findes konkrete værktøjer og eksempler, som kan guide og inspirere, når man som turismeaktør gerne vil starte – eller komme videre – med at styrke sin profil inden for den miljømæssige, den sociale og den økonomiske bæredygtighed

Guiden indeholder bl.a. information om de mange forskellige certificeringsordninger, som er tilgængelige for turismevirksomheder, forklaringer og gode råd til arbejdet med de tre bundlinjer, der især efterspørges af de grønne tyske turister. En række cases fra lokale virksomheder, der deler erfaringer og tips, som andre kan lære af.

Store ambitioner for fremtiden

Indsatsen i dag handler også om at gøre destinationen klar til de ambitioner og krav som ligger længere ude i fremtiden.

”Lolland Kommune arbejder pt. med Danmarks største turismeudviklingsprojekt på Lollands Sydkyst. Hvis vi skal lykkes med den udvikling og have succes med de investeringer, der skal foretages de næste mange år, så skal vi kunne kigge ind i fremtiden og være sikre på, hvad vej turismeudviklingen bevæger sig. Da det at være turist ofte indebærer, at man sætter store CO2-aftryk i forbindelse med rejsen, bliver man nødt til at kunne kompensere ved at kunne opholde sig i og indgå i et bæredygtigt miljø, mens man holder ferie. Derfor er vi glade for, at det også for vores turismevirksomheder bliver så nemt som muligt at komme i gang med den grønne omstilling,” siger Lolland Kommunes repræsentant i VLFs bestyrelse, Eric Steffensen. 

Guldborgsund Kommunes repræsentant i Visit Lolland-Falster Ole K. Larsen stemmer i:

”I Guldborgsund Kommune har vi for eksempel netop vedtaget en stor udviklingsplan for Sydfalster, der skal binde hele området bedre sammen som turistdestination. Vi vil styrke områdets erhvervsliv og attraktioner uden at gå på kompromis med naturen, så her bliver det afgørende, at vores turistaktører også bevæger sig i den bæredygtige retning. Jeg er rigtig glad for at kortlægningen har vist, at mange af områdets turismevirksomheder er interesseret i at arbejde med grønne tiltag, både til gavn for miljøet og for konkurrenceevnen. Nu kan en guide hjælpe dem videre i arbejdet, og det håber jeg mange får stor gavn af” siger formand for Landdistrikt, Kultur og Fritidsudvalget Ole K. Larsen, Guldborgsund Kommune.

Understøtter den nationale strategi

Også den nationale turismestrategi har bæredygtighed øverst på agendaen, med et mål om at gøre Danmark til den grønneste destination i Nordeuropa. Et af værktøjerne dertil er en målsætning om at 70% af danske overnatningssteder skal være bæredygtighedscertificerede i 2030. Her har Lolland-Falster en stærk forudsætning for at lægge sig helt i front, når vi taler grøn destinationsudvikling, mener udviklingschef Lindy Kjøller:

”Jeg er stolt over at flere af vores turismevirksomheder er med helt forrest, når vi taler bæredygtighedscertificeringer, og ikke mindst at mange ytrer ønske om at følge trop, så vi kan få løftet hele destinationen. Vores forretningsudviklere står klar til at hjælpe med at omsætte vilje til handling og udnytte mulighederne som er til stede netop her på Lolland-Falster.”

Projektet er gennemført med støtte fra Indenrigs- og Boligministeriets Landdistriktspulje.

Fakta: Det indeholder guiden

  • Konkrete tips til arbejdet med bæredygtighed fra andre virksomheder
  • En oversigt over mulige miljømærker og certificeringer
  • Klimakompasset, der giver dig et overblik over din virksomheds udledning af drivhusgasser og ideer til, hvordan du kan nedbringe din virksomheds klimaaftryk
  • Tips til at arbejde med de miljøbevidste tyske turister

Kontakt til Visit Lolland-Falsters forretningsudvikler, der kan hjælpe dig videre på bæredygtighedsrejsen

Guiden findes på www.visitlolland-Falster.dk/corporate, hvor du blandt andet kan få et overblik over nogle af Visit Lolland-Falsters andre udviklingsprojekter samt adgang til vores åbne billedarkiv.

Udgivet

14. oktober 2022