Udgivet
1. juni 2023
Det blev den nystartede selvstændige ejendomsmægler Cecilie Nielsen fra Nielsen Boliger, der løb med sejren i kampen om at modtage Lolland-Falster StartUp legat 2023. Legatet er på 20.000 kroner plus adgang til sparring og vejledning hos forretningsudviklerne hos Business Lolland-Falster.
Nielsen Boliger var i stærk konkurrence med to andre kandidater, der var udvalgt af udvælgelseskomiteen blandt de 25 ansøgere, der havde søgt om at modtage StartUp Legatet. De to øvrige udvalgte virksomheder var webshoppen Pokemonsalg.dk og sportsbutikken sportsstore365.com.
Alle tre udvalgte kandidater var til den afgørende eksamen, da de foran udvælgelseskomiteen, der består af repræsentanterne fra Spar Nord, Lollands Bank, Nordea, Danske Bank, Erhvervshus Sjælland og Business LF, skulle pitche deres virksomhed. Det fandt sted mandag 22. maj og efter endt votering faldt valget på Cecilie Nielsen fra Nielsen Boliger i Nykøbing.
”Vi har valgt Nielsen Boliger, fordi hun er en ung iværksætter, der gerne vil Lolland-Falster og giver den fuld gas. Der er en gnist i hendes øjne og der er en passion, der brænder igennem. Nogle tænker måske ejendomsmarkedet og ejendomsmægler, det findes jo i forvejen. Cecilie formåede virkelig at brænde igennem og er et frisk pust til ejendomsmæglerbranchen og hun overbeviste os om at netop det her legat kunne gøre en stor forskel for hende – og det at hun har turde at starte i eget navn og bruge sig selv. Det vil vi gerne belønne og derfor skulle hun selvfølgelig være vinder af startup legatet i år,” siger Nicolaj Sand, forretningsudvikler Business Lolland-Falster.
Cecilie Nielsen er meget overrasket og glad for at modtage Lolland-Falster StartUp Legatet 2023. Hun er nystartet selvstændig ejendomsmægler med egen butik i Nykøbing, hvor hun åbnede 1. april i år. De første huse er solgt, og kunderne er begyndt at strømme til.
”Det er jeg simpelthen så glad for. Det sætter jeg meget stor pris på. Jeg åbnede min forretning for få måneder siden, og alene det at jeg blev udvalgt som en af de sidste tre og nu har vundet, det er helt fantastisk. Det havde jeg ikke forventet. Det betyder meget for mig. Jeg sidder alene med alting, så det at modtage legatet betyder, at jeg kan komme i gang med noget mere marketing og komme ud til flere kunder med min virksomhed og mit koncept,” siger Cecilie Nielsen fra Nielsen Boliger.
Cecilie Nielsen har kastet sig ud på et ejendomsmæglermarked, der er præget af store kædeforretninger og hård konkurrence. Derfor søgte hun om at modtage Lolland-Falster StartUp legatet for at komme videre i arbejdet med at etablere sig med egen ejendomsmægler virksomhed.
”Jeg håber det kan være med til øge kendskabet til min virksomhed. StartUp legatet er et godt tiltag, der betyder meget. Det er svært og hårdt at komme i gang, når man starter op som selvstændig iværksætter. Det er en kæmpe hjælp at modtage legatet, og det betyder, at jeg hurtigere kan komme i gang med at udvikle min virksomhed og investere pengene i brandopbyggende marketing,” siger Cecilie Nielsen fra Nielsen Boliger.
Lolland-Falster StartUp legatet på 20.000 kroner uddeles to gange om året i samarbejde med lokale banker Lollands Bank, Nordea, Spar Nord og Danske Bank. Erhvervshus Sjælland er også med. I tillæg til kontantbeløbet får modtageren af legatet også adgang til en flyverplads på kontormiljøet Slotsbryggen 14 i Nykøbing samt vejledning og sparring fra forretningsudviklere.
Udgivet
1. juni 2023