Landmand med quinoa-neg
Tilbage til oversigten

Quinoa-landmænd klar til nye afgrøder

Efter succes med dansk dyrket superfood fra Sydamerika ser landmænd på Lolland-Falster nu mod flere udenlandske proteinafgrøder

Det startede i 2016 med en forsøgsdyrkning af quinoa på en enkelt hektar jord. I dag er 16 landmænd på Lolland-Falster sammen om at dyrke den sydamerikanske superfood på et areal, der er 100 gange større. 

Klar til næste skridt

Den første 100 hektar store quinoa-høst på Lolland-Falster kom i hus i 2018. Indtil da er der blevet høstet mange erfaringer, og udviklingsomkostningerne forventes første tjent hjem om flere år. Det har dog ikke skræmt det første danske hold af quinoa-dyrkere, som har organiseret sig i Danish Quinoa Group. Nu sætter de fokus på mulighederne for at dyrke flere andre udenlandske såkaldte “superfoods” i Lolland-Falsters fede jorde, nemlig linser og kikærter

“Vi befinder os i en landbrugs-niche, men vi kan se, at der er vækst, og vi tror, vi er klar til at gribe det marked, der kommer”, siger formanden for Danish Quinoa Group landmand Lars Hvidtfeldt. Han fortæller, at introduceringen af dansk quinoa indebærer langt mere end blot dyrkningen.

Har egen salgsorganisation

“Når man dyrker korn, afsætter man normalt sin høst til et af de store landbrugsselskaber, som så håndterer den videre proces og salg. Men med quinoa har vi været nødt til selv at finde og indgå aftaler med aftagere samt håndtere lager, pakkeri, transport og så videre. Vi har måtte opbygge vores egen logistik- og salgsorganisation, og derfor står vi også godt rustet til at rumme flere og nye afgrøder.”

Erhvervsorganisation tog første skridt

Frøet til quinoa-eventyret på Lolland-Falster blev bogstaveligt talt sået i 2016, da erhvervsudviklingsorganisationen Business Lolland-Falster tog kontakt til forædlingsvirksomheden Syngenta og finansierede en forsøgsdyrkning på et stykke mark på Lolland. Steffen Lund, investeringschef i Business Lolland-Falster, fortæller, at det var med store forventninger med også spænding, at de første ti kilo quinoa-frø blev lagt i jorden hos landmand Hans Peter Rasmussen.

“Vi havde en stærk tro på, at det ville kunne lade sig gøre at dyrke quinoa på Lolland-Falster, ikke mindst grundet de mange soltimer og den fede jord, som kendetegner vores lokale dyrkningsforhold. Men samtidig måtte vi også erkende, at der næppe ville være nogen lokale landmænd, som ville opgive givtige konventionelle afgrøder til fordel for, hvad der dengang ville have været noget af en satsning. Derfor valgte vi som erhvervsorganisation at tage risikoen og de første skridt i håb om, at det ville bane vejen for lokale kræfter.”

Landbrugs-startup

Satsningen gav pote. 16 landmænd fandt interesse og fandt sammen om Danish Quinoa Group, som vel bedst kan betegnes som en fødevare-startup med fokus på nye bæredygtige afgrøder. 

“Det kræver solid økonomi og god likviditet at være med i det her projekt. Vi får ikke pengene igen lige med det første, men vi skaber nogle nye muligheder, og selvfølgelig forventer vi et afkast på sigt. Men ligesom andre startups så er det pionerånden, der er den drivende kraft i vores samarbejde”, siger Lars Hvidtfelt. 

En pionerånd, som nu har fået gruppen af landmænd til at tage de første skridt på en ny rejse mod dyrkning af andre afgrøder, som normalt vokser uden for landets grænse og mange transportkilometer fra de danske forbrugere. 

Bæredygtigt alternativ

“Vi ser ind i at udvide vores dyrkning, og vi er i gået i gang med at beregne økonomi og indhente erfaringer med henblik på dyrkning af linser og kikærter. Det bliver givetvis ikke uden udfordringer, og vi har endnu ikke låst os endeligt fast på målet, men der er jo en kæmpe værdi i det for vores kunder, at vi kan levere dansk dyrkede alternative til afgrøder, man normalt er nødt til at importere. Det er CO2-besparelse, der er til at forstå, og vi har meget høj råvarekvalitet”, siger Lars Hvidtfeldt.

Danish Quinoa Group leverer deres produkter i alt fra halvkilos pakker til sække med over 600 kg. til måltidskasser, storkøkkener, kantiner og fødevarevirksomheder, der eksempelvis forarbejder og videresælger quinoaen som kød-alternative produkter. Gruppen samarbejder med flere universiteter, og der er en række landmænd, der står på venteliste for at blive en del af gruppen.

Udgivet

15. november 2021