Udgivet
4. oktober 2025
Nørre Alslev, en formiddag i september. Størrelsen på firmaskiltet ude på facaden yder slet ikke den ambitiøse virksomhed retfærdighed. Det er lige før det bliver overset, og det fortjener RM Fintech ikke.
Der er fuld gang i maskinerne, og det summer højlydt i produktionshallen hos RM Fintech. Lyset fra computerskærme og robotarme afslører en virksomhed i konstant forvandling fra en klassisk maskinfabrik til en højteknologisk frontløber.
”Vi har taget et kvantespring i digitaliseringen. I dag kan vi måle på stort set alt, hvad vi laver, og det giver os et helt nyt fundament for at udvikle virksomheden,” siger Rasmus Skovgaard.

Han er virksomhedens ”nye” direktør og er en del af Skovgaard-familien, der med faderen Morten Skovgaard i spidsen, ejer RM Fintech. De købte i 2022 virksomheden af Bjarne Molter og Tomas Rud Christiansen. Skovgaard-familien ejer også Nymetal og Merser Pumps i Nykøbing Falster.
De seneste år har RM Fintech investeret massivt i nye systemer, software og maskinpark. Et komplet ERP-skifte og kraftig opgradering af Mastercam har givet virksomheden en datadrevet tilgang, som sikrer hurtigere analyser og skarpere prioriteringer.
”Det har gjort os i stand til at sortere støjen fra og fokusere på det, vi er bedst til. Vi har fået en analytisk kultur, der betyder, at vi kan se nye markeder og muligheder, som passer perfekt til os,” siger Rasmus Skovgaard.
Selvom investeringerne er store, viser tallene tydeligt retningen: RM Fintech har øget omsætningen med knap 25 procent i år og på bundlinjen er resultatet endnu stærkere med en stigning på op mod 50 procent.

”Vi har valgt at investere i både bygninger, nye forretningsben og avanceret udstyr. Det koster, men det er en del af vores langsigtede strategi. Vi vokser både i top og bund, og det er over forventning,” siger han.
Virksomheden, som oprindeligt var en ren spåntagende maskinfabrik, har udvidet med en ny montageafdeling. Dermed kan kunderne få leveret komplette løsninger.
”Full assembly betyder, at vi overtager hele supply chain – indkøb, bearbejdning, overfladebehandling og montage. Kunden skal kun forholde sig til ét varenummer. Det har givet os et kæmpe gennembrud overfor nye kunder og industrier,” siger Rasmus Skovgaard.

En af de nye industrier, som RM Fintech oplever stor vækst indenfor er forsvarsindustrien. Leverancerne til forsvarsindustrien udgør mere end 10 procent af omsætningen og det er en andel, der er kommet til på blot ét år.
For at imødekomme væksten har RM Fintech netop lejet sig ind i en bygning i Cargo Syd erhvervsområdet, som ligger lige ved siden af fabrikken i Nørre Alslev. Her etableres en ny montagefacilitet, der skal sikre plads til de mange nye ordrer.
”Vi har ganske enkelt for meget til den besætning, vi har i dag. Derfor rykker vi montagen ud i Cargo Syd, hvor vi kan skrue op for volumen og samtidig skabe en moderne ramme for en helt ny forretningsgren,” siger Rasmus Skovgaard.
Han forventer, at montageafdelingen bliver en vækstdriver i de kommende år:
”Vi starter med få ansatte, men ambitionen er, at montagen skal vokse til et solidt ben i RM Fintech. Vi kan allerede mærke interessen fra kunder, der vil have komplette løsninger.”
Men væksten skaber også udfordringer. RM Fintech har brug for flere faglærte industriteknikere og det er ikke let at rekruttere.
”Vi kunne godt bruge flere dygtige folk. Især industriteknikere er en mangelvare. Derfor satser vi på at uddanne selv og på at fastholde de mennesker, der vil udvikle sig sammen med os,” siger Rasmus Skovgaard.
Et eksempel er lærlingen Jacob Nielsen, der sidste år fik en enestående mulighed: Seks uger hos Lockheed Martin i Texas, hvor han fulgte arbejdet med komponenter til F-35 kampfly. Det betød, at han måtte udsætte det sidste skoleophold inden han er færdiguddannet som industritekniker.

”Det var en kæmpe oplevelse, og det var noget jeg aldrig ville have fået lov til andre steder. Det gav mig både faglig inspiration og selvtillid til at tage ansvar hjemme på fabrikken,” siger Jacob Nielsen, der pendler fra Tappernøje til Nørre Alslev hver dag.
I dag kører Jacob som en fast del af et team på de mest avancerede maskiner.
Også tilgangen af en voksenlærling har gjort indtryk. Niels, oprindeligt fra København, valgte at flytte til Falster med kone og børn for at starte en ny karriere på RM Fintech.
”Det er et stort valg at rive familien op med rode, men Niels er et godt eksempel på, at vi kan tiltrække ambitiøse medarbejdere, når vi kan tilbyde spændende teknologi og udviklingsmuligheder,” siger Rasmus Skovgaard.
RM Fintech har dybe rødder i lokalområdet. Siden udskillelsen fra Hardi i 2007 har virksomheden haft adresse i Nørre Alslev, hvor 32 medarbejdere i dag driver produktionen.

”Hvis du er kunde hos RM Fintech, så er du det for at blive. Vi værner om de relationer, vi har til vores lokale samarbejdspartnere. Samtidig er vi i dialog med nogle af Europas største spillere,” siger Rasmus Skovgaard.
Med nye produktionsfaciliteter på vej, voksende efterspørgsel fra både forsvars- og energisektoren og en klar strategi for digital udvikling, er ambitionerne høje.
”Jeg oplever, at RM Fintech står midt i en accelererende udvikling. Ambitionerne er store, men vi holder fast i, at vækst skal give mening. Der er ingen grund til at stoppe, når vi har så meget spændende foran os,” siger Rasmus Skovgaard.

Udgivet
4. oktober 2025