Udgivet
19. februar 2025
For 11,5 år siden tog daværende transportminister Pia Olsen Dyhr første spadestik til byggeriet af Femern Bælt-tunnelen, da hun satte gang i det første af en række fremrykkede aktiviteter. Det var dengang en opgradering og udvidelse af en del af Færgevej øst for Rødbyhavn.
Resten er historie, og på en solrig og kold mandag eftermiddag vendte Pia Olsen Dyhr tilbage til Rødbyhavn. Nu som formand for SF for at se hvor langt byggeriet af tunnelen er kommet, og for at høre mere om planerne for om en grøn industripark.
Hun mødtes med Mikkel Hemmingsen, adm. direktør for Sund & Bælt, Mads Stærk, udviklingsdirektør Business Lolland-Falster og Mikkel Wesselhoff, adm. direktør Business Lolland-Falster.
Sammen tog de turen op i ”himlen” på den endnu ikke åbnede udsigtsplatform Pilen – og herfra var der god udsigt over såvel tunnelproduktionsområdet som det bagvedliggende område, der foreslås omdannet til en stor industripark med fokus på den grønne industri.
Det er en plan, som Pia Olsen Dyhr umiddelbart er positiv overfor.
”Det er et skridt på vejen til et rigtigt spændende eventyr. Femern Bælt-tunnelbyggeriet har skabt mange arbejdspladser, og hvis man kan fastholde det og udbygge det med for eksempel fremstilling og udskibning af vindmøller, så synes jeg, det lover godt for området,” siger Pia Olsen Dyhr.
Mikkel Wesselhoff fortalte under besøget om visionen om en 1.000 hektar stor industripark og glædede sig over den politiske opbakning.
”Vi står ved begyndelsen af noget stort. Det her handler ikke kun om at bygge infrastruktur, men om at skabe varige muligheder, arbejdspladser og en ny, grøn erhvervsklynge. Vi har en historisk chance for at udnytte de unikke forhold i Rødbyhavn og blive et kraftcenter for den grønne omstilling – ikke bare i Danmark, men i hele Nordeuropa,” siger Mikkel Wesselhoff.
SF var i efteråret med i forligskredsen, der besluttede, at der skal udpeges fem industriparker i Danmark, hvor der gives særlige forhold for at fremme erhvervsudviklingen.
Industriparken i Rødbyhavn skal være en af de fem har Lolland Kommune meldt ud. Det synes Pia Olsen Dyhr umiddelbart er en god idé.
”Jeg synes, det lyder lovende, fordi vi har brug for, at det ikke kun er i storbyerne, at vi har fremtidens arbejdspladser, men at vi har det i hele landet. Der er masser af plads ved Rødbyhavn, og det er vigtigt i forhold til Østersøen, hvor der skal bygges meget vindmøllekapacitet,” siger Pia Olsen Dyhr.
Udgivet
19. februar 2025