Social Media kursus Business Lolland-Falster
Tilbage til oversigten

Kurser kommet stærkt fra start

Business Lolland-Falster har sat gang i et omfattende kursusprogram målrettet medlemsvirksomheder. De første kurser blev afviklet i begyndelsen af marts, og de var stort set fuldt bookede og var en succes.

SoMe kursus for erhvervsfolk.

Der blev scrollet godt igennem nyhedsfeedet på Facebook og der blev liket mange opslag på Instagram. Stik imod normalen så skulle alle deltagerne i SoMe kurset om sociale medier som markedsføringskanal have gang i såvel telefon og PC samt være aktive på de sociale medier.

Stedet er Slotsbryggen 16 i Nykøbing Falster – og vi er i Business Lolland-Falsters store konference-lokale. 20 videbegærlige erhvervsfolk fra Lolland-Falster og forskellige brancher var denne onsdag på skolebænken for at lære at bruge Facebook og Instagram som en del af deres virksomheds markedsføring.

Det handlede nemlig om sociale medier som markedsføringskanal og social media manager Lea Frydendal fra reklamebureauet PAJOR ledte de spørgelystne deltagere kompetent og engagerende igennem de mange begreber og værktøjer, som du skal have styr på for at arbejde med sociale medier som markedsføringskanal.

Godt med korte kurser

Rikke Fabienke fra Skørringe Gods var en af deltagerne i kurset. Hun bruger de sociale medier aktivt i markedsføringen af såvel Skørringe Gods som af de yoga aktiviteter hun driver.

Rikke Fabienke

”Jeg synes det lød spændende. Det er et godt initiativ, at der er kommet flere kurser og noget der er overskueligt at deltage i end et længere kursusforløb. Jeg tænkte, at jeg godt lige kunne bruge en opdatering i forhold til Business Suite og det som vi får undervisning i,” siger Rikke Fabienke.

Der er planlagt 30 kurser, der kommer med i kursuskataloget for resten af 2023. De fleste kurser er korte kurser af et par timers varighed for netop at gøre det overskueligt at deltage.

”Vi har både større og mindre virksomheder med som deltager for at blive bedre og skarpere til at bruge de sociale medier. Kurserne er meget hands on og værktøjsorienteret og de kommer til at give stor værdi til dem, der deltager. Nogle af kurserne er smalle og andre er brede og det giver et bredt udbud af kurser, der vil ramme langt de fleste af Business Lolland-Falsters medlemmer,” siger Jon From, projektleder Business Lolland-Falster.

SoMe er vigtigt værktøj

Underviser på denne onsdags kursus om sociale medier er social media manager Lea Frydendal fra Pajor i Nykøbing. Hun færdes hjemmevant blandt alle termerne og værktøjerne på Facebook og Instagram, og hun måtte flere gange i løbet af formiddagen lige stoppe op og give hands on hjælp til flere af kursusdeltagerne, der lige skulle have bedre styr på hvordan de skiftede fra deres personlige Facebook konto til deres professionelle virksomhedsside.

Lea Frydendahl Pajor

”Jeg synes det er et enormt vigtigt værktøj. Vi er rigtigt meget tilstede på de sociale medier og andre apps som de sociale medier også giver adgang til på grund af deres Audience Network. De sociale medier er noget vi ikke kan undvære, men de kan heller ikke stå alene. Så der skal være en samhørighed med andre marketingaktiviteter,” siger Lea Frydendal.

Der blev lyttet, scrollet og spurgt meget undervejs efterhånden som Lea Frydendal kom gennem værktøjerne Business Manager, Business Suite samt hele annonceadministrationen på Facebook og Instagram.

En af dem, der lyttede og scrollede meget undervejs, var fotografen Ingrid Riis. Selvom hun har anvendt de sociale medier professionelt i en del år, trængte hun alligevel til at få det frisket op og især blive opdateret på de nye værktøjer.

”Jeg er med fordi jeg gerne vil have et brush-up. Det er længe siden at jeg har fået noget nyt ind indenfor SoMe, og så tænkte jeg at jeg jo bare bruger det som jeg plejer og tænkte at det ikke er så optimalt. Derfor vil jeg godt lige have en brush-up på hvad der sker i den store SoMe verden,” siger Ingrid Riis, der er selvstændig fotograf.

SoMe kursus Business Lolland-Falster

Brug tilbuddet aktivt

Business Lolland-Falsters direktør Mikkel Wesselhoff er glad for at de første kurser er gået godt med mange deltagere og han ser frem til de kommende kurser.

Han opfordrer alle medlemsvirksomheder til at bruge kursustilbuddet.

”Det er vores ambition løbende at udvikle tilbuddet, så det hele tiden matcher behovet og efterspørgslen blandt medlemmerne. Det er vigtigt for virksomhedernes udvikling og vækst, at vi hele tiden forbedrer vores kompetencer, og jeg er overbevist om, at vores initiativ vil være med til at sikre dette,” siger Mikkel Wesselhoff.

Deltagelse i kurserne er gratis for medlemmer af Business Lolland-Falster. Ikke-medlemmer kan godt deltage mod betaling.

Business Lolland-Falster har netop lanceret et omfattende kursusprogram og du kan helt sikkert finde et kursus, der passer til dig og dit behov.

Se mere her.

Udgivet

21. marts 2023