internationale medarbejdere
Tilbage til oversigten

Stor efterspørgsel på international arbejdskraft

Business Lolland-Falster og Lolland Kommune inviterer til møde om rekruttering af international arbejdskraft. Virksomhederne på Lolland-Falster har brug for mere arbejdskraft for at klare efterspørgslen.

Der bliver talt mange forskellige sprog på den store filtervirksomhed S.E.W. North Filtration i Maribo, men det er engelsk alle skal kunne.

Adressen hedder Europavej og den passer perfekt til filtervirksomheden, der er meget internationalt orienteret i såvel produktion, organisering som rekruttering.

”Vi er syv forskellige nationaliteter i virksomheden. Vi ansætter folk fra Danmark, Syrien, Tyskland eller England. Det er jo ligegyldigt, hvor de kommer fra så længe de har kvalifikationerne,” siger direktør og medejer Jacob Jacobsen S.E.W. North Filtration.

Der er 52 ansatte på den højteknologiske virksomhed, der producerer filterpatroner til filteranlæg. Filtrene renser luften for støvpartikler og bidrager til et rent og sundt miljø på virksomheder i hele verden. Der eksporteres filtre til knap 50 lande, hvor Tyskland er det største marked.

North Filtration i Maribo

Virksomheden er ejet af Jacob Jacobsen og Lars Pedersen, der begge arbejder i ledelsen af firmaet.

For dem har det været helt naturligt at rekruttere internationale medarbejdere.

”Vi kan lære af hinanden selvom sproget kan være en udfordring. Vores medarbejdere skal som minimum kunne engelsk og helst dansk. Vi har jo hver vores måde at opfatte tingene på og det skal vi lære af hinanden. Vi ser det ikke som et problem, fordi det er bare en opgave, vi skal have løst fra start, når folk bliver ansat,” siger Jacob Jacobsen, adm. direktør.

Fordobling på fem år

Filterproducenten i Maribo er ikke den eneste virksomhed på Lolland-Falster, der har international arbejdskraft ansat. Den seneste opgørelse fra januar 2024 viser at 4.340 personer fra udlandet var fuldtidsbeskæftiget på Lolland-Falster.

Det er en stigning på knapt 2.800 personer eller næsten en fordobling på fem år.

”Efterspørgslen på international arbejdskraft har været stærkt stigende de seneste år på Lolland-Falster. Det skyldes til dels Femern Bælt tunnelbyggeriet og dels at det går rigtig godt i landsdelens virksomheder, der har brug for ekstra arbejdskraft,” siger Lise Damsbo, seniorkonsulent med ansvar for rekruttering hos Business Lolland-Falster.

Fordoblingen af internationale medarbejdere på Lolland-Falster smitter også af i forhold til bosætning. 2245 af de fuldtidsbeskæftigede internationale medarbejdere har bopæl i Danmark, og det er en fordobling i forhold til januar 2019.

Det er især bygge og anlægsbranchen (tunnelbyggeriet), der har rekrutteret mange internationale medarbejdere. Men også industri, landbrug, offentlig sundhed, restauranter og hoteller har ansat mange medarbejdere fra udlandet.

Gode erfaringer

North Filtration har gode erfaringer med at have mange forskellige nationaliteter ansat, hvor det også handler om at medarbejderstaben afspejler den diversitet, der er i det danske samfund.

”Alle udlændinge bliver godt modtaget og vi har ikke haft nogen problemer med international arbejdskraft. Vi skal være med til at afspejle hvordan Danmark ser ud nu og i fremtiden. Diversitet er en vigtig del af det og vi har en forpligtelse til at ansætte andre end danskere for vi kan lære af hinanden,” siger Jacob Jacobsen.

Virksomhederne på Lolland-Falster har brug for mere arbejdskraft for at klare efterspørgslen. Udbuddet af lokal arbejdskraft kan ikke klare efterspørgslen, og derfor er det strategisk vigtigt at virksomhederne også retter blikket mod udlandet,” siger Lise Damsbo Savic seniorkonsulent Business Lolland-Falster med ansvar for international rekruttering.

Sammen med Lolland Kommune holder Business Lolland-Falster 8. april et fyraftensmøde på Hotel Skovridergården om rekruttering af internationale medarbejdere for landsdelens virksomheder.

”Vi vil på mødet fortælle om hvordan man rekruttere internationale medarbejdere. Vi giver konkrete ideer og inspiration, så det bliver muligt at komme godt i gang med at finde nye medarbejdere uden for landets grænser, ” siger Lise Damsbo.

Udgivet

28. marts 2024