Tilbage til oversigten

Tyske surfere åbner vandsportscenter i Nakskov

To tyske surferentusiaster åbner nyt vandsportscenter i Nakskov efter de sidste år så områdets store potentiale for vandsport.

Vandet – vinden – stranden … det hele går op i en højere enhed ved Hestehovedet i Nakskov.

Derfor var der kærlighed og fascination med det samme, da de to tyske surferentusiaster Svenja og Nico sidste sommer besøgte Nakskov Fjord for første gang, da de på deres tur rundt i Danmark kom sejlende til Nakskov.

Nu er de her ikke mere som turister – men som indehavere af det nystartede vandsportscenter Kitesurf & Paddle Lolland, der åbner 6. april. Det ligger ved Hestehovedet strand i Nakskov, og de får butik i underetagen på Restaurant Fjorden.

”Vi rejste sidste år gennem Danmark i vores sejlbåd, og vi lærte Nakskov området at kende. Vi kom til at holde så meget af stedet, at vi besluttede at bo her og åbne vores eget vandsportscenter her,” siger Svenja Schauerte, der kommer fra Köln i Tyskland.

Det er en mangeårig drøm, der nu realiseres for det tyske surferpar. De har i årevis rejst verden tynd for at finde de fedeste surferspots – og det blev Nakskov Fjord og Hestehovedet strand, der stod tilbage som stedet, de ville slå sig ned og gøre deres hobby til en levevej.

”Vi har en drøm om at dele vores passion for vandsport med så mange mennesker som muligt og samtidigt sætte fokus på, at vi gennem helt unikke naturoplevelser skal huske at sætte mere pris på vores planet og passe bedre på den,” siger Svenja Schauerte.

Vandsportscenteret tilbyder kitesurfing, SUP – Stand Up Paddle og kajak. Centeret ligger ved Restaurant Fjorden ude på Hestehovedet ved Nakskov Fjord. De tilbyder kurser for begyndere og øvede, guidede ture eller leje af udstyr.

Svenja og Nico - Vandsportscenter Nakskov

Faldt for Nakskov

”Nakskov er så specielt et sted, fordi det er et godt sted for vandsport, men så få kender det. Vandsportsaktiviteterne vil vokse, og der er stort potentiale. Mennesker flyver hele verden rundt for at få disse forhold og så viser det sig at de gode forhold ligger direkte foran deres dør,” siger Nico Kersberg, der oprindeligt kommer fra Frankfurt området.

Parret har i flere år levet af at være vandsportsinstruk,tører, og de glæder sig meget til at komme i gang. Begge er meget overrasket over hvor lidt vandsport der er i Danmark taget, i betragtning af hvor meget kyst, der er.

”Vi har ledt efter det rigtige sted i nogle år nu, og det har vi fundet nu. Vi fik bare en god mavefornemmelse, da vi endte her – at dette er stedet. Så vi fulgte vores hjerte og vores følelser,” siger Svenja Schauerte.

Åbningen af Kitesurf & Paddle Lolland i Nakskov er resultatet af flere års arbejde med at udvikle virksomheder, der kunne understøtte vandturismen. Det er en opgave, der har ligget hos Thomas Rasmussen, der er forretningsudvikler hos Business Lolland-Falster.

”Det er supergodt, at det nu er lykkedes at etablere en vandsports virksomhed. Vi har hjulpet Svenja og Nico meget i opstarten, så de kunne komme godt i gang med deres egen virksomhed. Vi har været med hele vejen i samarbejde med Lolland kommune og Nakskov 2030, og det har været en god proces,” siger Thomas Rasmussen.

Stand Up Paddle Nakskov

Led i udviklingsplan

Udviklingen af Hestehovedet og Nakskov Fjord er et af de tre indsatsområder i initiativet Nakskov 2030. Det er et partnerskab mellem Realdania, A.P. Møller Fonden og Lolland Kommune, hvor man er gået sammen om at udvikle Nakskov. Der er afsat 150 millioner kroner til det ambitiøse udviklingsprojekt, der skal sikre at den gamle købstad og levende industriby kommer godt ind i fremtiden. 

Selvom vandet stadig har 1-cifrede temperaturer, og luften er forårskold, er den nye vandsportsvirksomhed klar til at åbne i forbindelse med påsken og byde friske vandsportsgæster velkommen.

”Det vigtigste, da vi skulle etablere vores virksomhed, var at få forbindelse til de rigtige mennesker. Og alle disse forbindelser blev skabt af Business Lolland-Falster, og det skete meget hurtigt og effektivt. Det er kun derfor, det kunne lade sig gøre at etablere vores virksomhed så hurtigt,” siger Svenja Schauerte.

Tyskland er nu deres tidligere bopæl efter at de er flyttet til Lolland, hvor de har købt hus. Deres sejlbåd ligger nu til kaj i Nakskov havn.

Etableringen af vandsportscenteret vækker begejstring hos Mikkel Wesselhoff, der er administrerende direktør for Business Lolland-Falster.

”Med 610 km kystlinje på Lolland-Falster er der et stort udviklingspotentiale for turismeudvikling langs kysterne, og jeg er glad for at kunne byde Svenja, Nico og endnu en ny virksomhed velkommen til Lolland-Falster. De vil bidrage positivt til den samlede turismeværdikæde,” siger Mikkel Wesselhoff.

Udgivet

30. marts 2023