Solopgang Lolland-Falster
Tilbage til oversigten

Året der gik godt på Lolland-Falster 2024

Business Lolland-Falster sætter ord og billeder på et markant år med mange højdepunkter lige fra Kong Frederik, der indvier første tunnelelement til udsolgte erhvervsparker i et 2024, der gik godt på Lolland-Falster.

Højdepunkter har der været mange af i 2024. Det har nemlig været et vildt år på Lolland-Falster.

Det første tunnelelement blev indviet af Hans Majestæt Kong Frederik, en ambitiøs og transformerende plan for et 1.000 hektar stor industripark ved Rødbyhavn blev præsenteret, Vestas med vokseværk i Nakskov, grønt lys for udvidelse af sejlrende i Nakskov Fjord, nye virksomheder etableret i erhvervsparkerne, gasledning åbnet og to nye biogasanlæg på vej.

Bestyrelsesleder Kim Rahbek Hansen summede det op på denne måde ved det nylige repræsentantskabsmøde i Foreningen Business Lolland-Falster:

Kim Rahbek Hansen Bestyrelsesleder Business Lolland-Falster

”Hvis ikke man skyder efter stjernerne, så rammer man aldrig trætoppen. Jeg kan se, at vi hver eneste år overrasker igen og igen. Vores mål skal være at næste år bliver endnu vildere end i år,” sagde Kim Rahbek Hansen.

Ambitionerne er tårnhøje, og der blev leveret gennem hele 2024.

Anders And & Co. leverede årets salgsrekord med udgaven af den ikoniske tegneserie, hvor Onkel Joachim og følge drog til Lolland-Falster med et klar mission: At købe Lolland-Falster.

Det blev til en fængslende fortælling om et Lolland-Falster i vækst og det gjorde Anders And-bladet til det mest solgte i nyere tid.

Men selvom missionen ikke lykkedes for Joachim von And, så var han på den rette mission i søgen efter vækst.

Lad os tage en tur rundt på Lolland-Falster, og vi starter i Rødbyhavn.

Mandag 17. juni var vi midtvejs i 2024, og det blev en dag, der vil blive husket i mange år. Hans Majestæt Kong Frederik kom til Rødbyhavn for at deltage i markeringen af at det første tunnelelement skulle indvies.

Kong Frederik Femern Bælt-tunnel

Det var en veloplagt og meget interesseret Kong Frederik, der afslørede en messingplade ved indvielsen. Han lagde også en erindringsmønt fra hans 18-års fødselsdag i en tidskapsel, der vil blive begravet under motorvejen ved den danske tunnelportal.

Der var en person, der fulgte indvielsen med et særligt stort hjerte. Det var tidligere minister og mangeårigt lokal folketingsmedlem samt forkæmper for en fast forbindelse til Tyskland, Svend Erik Hovmand. Efter indvielsen talte han kort med Hans Majestæt Kong Frederik.

”Han ønskede tillykke. Han vidste godt, at jeg havde arbejdet for den her sag igennem gennem mange år. Det er næsten helt uvirkeligt. Det er en drøm, som går i opfyldelse,” sagde Svend Erik Hovmand.

Svend Erik Hovmand

Et højdepunkt for Svend Erik og for Lolland-Falster, der bliver svær at toppe de kommende år. Måske i 2025 når den nye Storstrømsbro er færdig og forventes åbnet for biltrafik. Der mangler kun et brofag at komme på plads før den flotte kurvede bro er nået hele vejen fra Falster til Masnedø. Dermed er Falster forbundet med tre broer til Sjælland (to via Masnedø og en via Farø).

Først i 2027 åbner togforbindelsen over den nye Storstrømsbro, men allerede nu har den nye højhastighedsjernbane sat sig spor over Lolland-Falster. Mest tydeligt ved den nybyggede Rødby Station, der allerede står klar.

Rødby Station Femern Bælt-tunnel

Toget kører nu

Det gælder om at stå på toget nu. En lettere slidt frase, men det kører nu. Det ved både danske og internationale virksomheder, og derfor er erhvervsarealer på Lolland-Falster meget eftertragtet.

Det ved Dansk Stillads Service, der indviede deres nye Falster hovedkvarter i Business Park Falster på en flot sommerdag i juni. Dannebrog var i den grad strøget til vejrs, og kunne ses over det meste af Nordfalster, fordi det skulle markere hvor strategisk god placeringen er for virksomhedens fremtidige vækstplaner.

”Herfra har vi lige kort til alting. Vi ligger godt i et kryds i forhold til motorvejsstrækninger, og til at køre nord, syd og øst og vest, ” sagde Mark Laursen, afdelingsleder for den nye afdeling af Dansk Stillads Service ved indvielsen.

Business Park Falster rykkede for alvor i 2024, og en ny samlet lokalplan for området blev sendt i høring i det sene efterår for at gøre det muligt at skabe plads til virksomheder, som f.eks. ønsker at opføre el-ladestandere til lastbiler, motel til lastbilchauffører, vaskehaller til køretøjer og datacenter.  

Der tænkes stort, og der skabes vækst på Lolland-Falster. Det viser tallene. Antallet af arbejdspladser er rekordhøjt, og landsdelen ligger i front på landsplan med at skabe nye arbejdspladser. I Lolland kommune er antallet af nye job steget med 1.300 i løbet af det seneste år. Det svarer til en jobvækst på 8 pct., hvilket er den næsthøjeste jobvækst på landsplan.

Nu hvor vi er tæt på Nørre Alslev på Falster skal vi have med at der ligger modtageren af Lolland-Falsters Erhvervspris 2024. Det er Melitek, der gennem imponerende økonomiske resultater og stor fokus på bæredygtige løsninger gør en afgørende forskel på Lolland-Falster.

Virksomheden flyttede i 2003 til Falster, og har siden femdoblet antallet af ansatte. Der er mere end 50 ansatte på virksomheden, der hvert år præsterer solide overskud.

Og netop placeringen i Nørre Alslev tæt på Sydmotorvejen fremhæves af Meliteks ejere – brødrene Jesper og Kim Laursen.

Melitek Jesper og Kim Laursen

“Nordsjælland, hvor vi lå før, var jo nærmest udkantsdanmark, for det er der, vejen stopper. Men her på Falster har vi forbindelse til hele Europa,” siger Kim Laursen, sammen med sin bror Jesper er enige om, at Nørre Alslev er en meget erhvervsvenlig lokation.

Iværksætterne styrer

Lidt længere sydpå i Eskilstrup finder vi et af fremtidens vækst virksomheder. Det er Meta Learn fra Eskilstrup på Falster er i fuld gang med at erobre markedet for selvhjælps apps med støtte fra Innobooster programmet.

Virksomheden er i vækst efter stor succes med en selvhjælpsapp til mental sundhed. En app skabt i tæt samspil mellem Jette, Asbjørn og Magnus Fredslund – mor og to sønner. Sammen er de på vej fra lovende startup til succesfuld virksomhed.

Meta Learn

”Vi stoler ubestridt på hinanden, og det er det første skridt for at kunne lave en stor virksomhed. Når vi sidder og arbejder, så er det ikke mor og to sønner. Så er vi en lille arbejdsplads, som så mange andre steder,” siger Asbjørn Fredslund, der er 24 år.

Udlandet har fået øjnene op for at vi på Lolland-Falster kan noget med iværksættere og det at starte egen virksomhed. Det har vakt stor interesse blandt handelsskoler i Holland og en gruppe på 16 studerende og to lærere fra Koning Willems College i ‘s-Hertogenbosch, Holland, besøgte tidligere i år Business Lolland-Falster for at få indsigt og sparring om iværksætteri og opstart af virksomheder.

En af de studerende Fer Elderen var klart begejstret for besøget og lagde vægt på, at turen til Lolland-Falster havde været lærerig, især med hensyn til teknologiens rolle i forretningsudvikling og iværksætteri.

”I er meget længere fremme end i Holland,” sagde han og understregede, at de danske virksomheder tænker “mere ud af boksen.”

Guldstøv over Lolland-Falster

De drømmer stort på Lolland-Falster, skrev ugemagasinet Mandag Morgen i en stor artikel. Og ja, det gør vi med rette. Bortset fra at det ikke er en drøm, men snarere virkelighed.

For eksempel denne sommer, hvor Lolland-Falster fik endnu et nyt og stort hotel, da Aiden By Best Western Lolland i Holeby slog dørene op. Det er et højteknologisk hotel med 173 værelser, der er klar til at tage imod gæster. Det er placeringen tæt på motorvejen og tæt på den kommende tunnel til Tyskland, der var afgørende for placeringen af det nye hotel.

Eller da Damgaard brødrene købte Hotel E4 ved Holeby med penge i ryggen fra den lokale investeringsfond VEXTUM.

Og ved Maribo, hvor der er grønt lys til at bygge en ny bydel overfor Maribo Erhvervspark ved afkørsel 48. 135 boliger fordelt på rækkehuse og fem etageblokke, et kontorbyggeri med butikker i stueetagen og et fireetagers hotel.

Det er Femern Bælt-tunnelen, der skaber et kæmpe vækstpotentiale på Lolland-Falster.

Forlandet Rødbyhavn

Fysisk har tunnelbyggeriet skabt et nyt stykke Danmark udfor Rødbyhavn. Regeringen gav i 2024 grønt lys til, at der kan arbejdes videre med planerne om at bygge hoteller på det nye forland ved Rødbyhavn.

Gammelt bliver til nyt

På Nakskov Havn står den gamle værftskran stadig. Den er stadig i brug og er eksemplet på at selvom noget er gammelt, så har det stadig en funktion i en ny tid. I dag er det vindmøllevinger, der løftes hvor det før var skibe.

Dansk Erhverv kalder Vestas i Nakskov for en europæisk grøn foregangsvirksomhed. Det gør vi også.

Nakskov og resten af Lolland-Falster er ambitiøse på den grønne omstilling, hvor der skabes arbejdspladser – mange arbejdspladser. Vestas har i løbet af 2024 ansat op imod 300 nye medarbejdere.

Det stiller krav og det tidligere værftsområde er i dag en del af en topmoderne havn. I 2024 blev det gamle snedkerværksted fra værftets tid revet ned for at give plads til at Vestas kunne udvide og gøre klar til produktionen af de nye 115 meter lange vinger.

Og udvides det skal der. Der blev serveret kage på havnekontoret, da der efter seks år sagsbehandlingstid langt om længe blev givet tilladelse til at sejlrenden i Nakskov Fjord kunne udvides og uddybes, så større skibe kan komme ind og hente de lange vindmøllevinger.

Sådan følger vi med tiden uden at slippe historien.

Med i historien om Lolland-Falster anno 2024 er stadig sukkerfabrikkerne i Nakskov og Nykøbing. Det var jo dem og sukkerroerne, der trak Anders And og resten af andefamilien til landsdelen i år. Roerne bliver stadig til sukker men i år var det alligevel nyt, da kampagnen gik i gang tilbage i september.

Nordic Sugar sukkerfabrik Nykøbing Falster

Grøn Gas Lolland-Falster gasledningen blev indviet og taget i brug midt i august, og nu var Lolland-Falster koblet på gasnettet. Det giver mindre CO2 klimabelastende sukkerproduktion.

Det blev også det, der satte endeligt gang i Nature Energys næste biogasanlæg, der ligger i Abed på Lolland. Ikke bare eet biogasanlæg men to nye er på vej, for det er også lykkedes for en stor gruppe landmænd at skaffe startkapital til at komme i gang med projekteringen af et landmandsejet biogasanlæg. Projektdirektøren er ansat, og der er ledes efter et egnet sted at placere biogasanlægget.

Bigadans biogasanlæg ved Nysted skal også udvides – så der er fuld gas på produktionen af biogas. Det betyder, at der i fremtiden bliver længere perioder, hvor Lolland-Falster bliver eksportør af biogas via den nye gasledning til resten af Danmark.

Karin Hvidtfeldt Hideaway

Vi slutter turen rundt på Lolland-Falster på Fejø, hvor vejret altid er godt. Så godt at der dyrkes vin af høj kvalitet, og at iværksætter og vinavler Karin Hvidtfeldt fik en anerkendt gastronomisk pris Andreas Harders Mindepris for indsatsen med at skabe Hideaway på Fejø.

Et forandret Lolland-Falster

Lolland-Falster er forandret, og har over de seneste ti år udviklet sig til et af Danmarks nye vækstcentre. Det er ikke kommet af sig selv, men en offensiv erhvervspolitik og et udviklingsorienteret erhvervsliv har skabt et nyt ståsted.

Lolland-Falster er på vej mod en fremtid, der både er grøn og har et gyldent skær. Der er i fællesskab sat en stærk retning, og landsdelen har nået utroligt meget på ti år.

Selvom Joachim von And er verdens rigeste and skal der mere end alle penge i verden for at købe Lolland-Falster.

Udgivet

17. december 2024