Tilbage til oversigten

Sådan gik året i Business Lolland-Falster

Business Lolland-Falsters medlemmer har haft et begivenhedsrigt 2025, hvor kurser, mastertalks, morgennetværksmøder og meget mere har fyldt meget.

2025 blev et travlt år.

Med 520 medlemsvirksomheder står Business Lolland-Falster et godt sted, og årets aktiviteter viste med al tydelighed, hvad det betyder at være en del af Business Lolland-Falster.

I 2025 blev der gennemført 29 kurser med 546 deltagere og 35 events med 1.685 deltagere.

Kursus hos Business Lolland-Falster

Deltagelse i kurser og events er gratis for medlemmer, og det har gjort det muligt for både små og store virksomheder at styrke medarbejders viden og relationer lokalt.

Deltagerne i kurserne blev blandt andet klædt på inden for robusthed og mental styrke, ledelse og organisationskultur, salg og kundepsykologi, digitalisering, data og AI samt ESG og dokumentationskrav. Mange af kurserne var fuldt bookede, og mange fremhævede netop dét, at undervisningen foregik lokalt og gratis, som en af de helt store værdier ved medlemskabet.

Populære morgennetværk

Morgennetværksmøderne blev også et af årets højdepunkter. De gav medlemmerne adgang til virksomheder og steder, som normalt er lukkede for offentligheden.

Vi besøgte blandt andet ISODAN i Holeby, hvor deltagerne fik indblik i virksomhedens arbejde med biobaserede isoleringsmaterialer og teknologiske løsninger til genbrug af glasfiber fra vindmøllevinger.

Koihulen i Nørre Alslev

Hos Koihulen i Nørre Alslev oplevede deltagerne historien om en garage hobby, der er vokset til en specialbutik med kunder i både Danmark og Sverige.

På Hotel Saxkjøbing delte Claus Meyer sin personlige iværksætterrejse og sine tanker om, hvordan lokale erhverv kan styrke fællesskabet.

Claus Meyer

Desuden åbnede Lolland-Falsters Brandvæsen dørene til beredskabets hverdag og samarbejdet med lokale virksomheder, mens Pangea Park Falster gav medlemmerne en tidlig rundtur i den nyrenoverede oplevelsespark i Nykøbing F.

På Middelaldercentret fik knap 40 medlemmer en eksklusiv præsentation af centrets udviklingsplaner og ambitioner for fremtiden af centrets nye direktør, Andreas Bonde.

Mastertalks med eftertanke

Mastertalks gav igen stor viden og indsigt hos deltagerne. Serien præsenterede seks markante erhvervspersonligheder og gav deltagerne adgang til perspektiver og erfaringer, som normalt hentes på store nationale konferencer.

Første gæst var Pernille Skipper, bestyrelsesformand i Coop amba, som med stort engagement delte indsigter om ledelse, transformation og daglig drift i en af Danmarks største detailorganisationer. Senere fulgte navne som Niels Overgaard, Louise Dinesen, Birgitte Hjort Sørensen og Kim Kristensen, der hver især satte deres præg på sæsonens fortælling om lederskab, kultur og udvikling.

Kim Kristensen

En stærk fortælling om ledelse i krig, hvor der var helt stille, og der blev lyttet aggressivt i det store konferencelokale hos Scandinavian Impact på den tidligere sukkerfabrik i Sakskøbing, afrundede sæsonen med Mastertalk.

Stort fokus på AI

Især Tim Frank Andersens Mastertalk gav stof til eftertanke og handling hos mange. Han fortalte med stor tyngde om udviklingen inden for kunstig intelligens AI. Han gjorde det klart, at AI ikke er en teknologi, der banker på døren; den er allerede i fuld gang med at forandre alle industrier. Han understregede, at den største udfordring ikke er teknologien, men vores evne til at tilpasse os.

Tim Frank Andersen

Også arbejdet med ESG fyldte i årets program. Flere workshops og introduktionsmøder gjorde virksomhederne klogere på både lovkrav og markedsforventninger, og arrangementerne blev brugt af virksomheder, der ønskede konkrete værktøjer til dokumentation og grøn omstilling.

Kombinationen af ekspertviden og dialog på tværs af medlemsvirksomhederne skabte et rum, hvor man både kunne lære, drøfte og finde fælles løsninger.

De store møder

Bygge- og anlægskonferencen var igen et trækplaster med over 120 deltagere.

Her fik medlemmerne et samlet overblik over de store investeringer, der er på vej på Lolland-Falster – nye erhvervsområder, plejecentre, boliger, turismeprojekter og private investeringer i milliardklassen. For mange var konferencen årets vigtigste venue for at spotte nye forretningsmuligheder og indgå i dialog med både kommuner, bygherrer og rådgivere. Og som traditionen byder det sluttede konferencen med pølser.

Årets generalforsamling samlede mere end 130 deltagere og blev endnu en understregning af, at Business Lolland-Falster er et fællesskab. Dagen bar præg af både stolthed og ambitioner, og flere medlemmer fremhævede netop det stærke fællesskab som en af hovedårsagerne til, at de engagerer sig.

Generalforsamling 2025

Business Lolland-Falster er også et fællesskab, hvor vi gerne går forrest – som det skete ved dette års udgave af Business Lounge, der handlede om trivsel på arbejdspladsen.

Forretningsudvikler Claus Wede fra Business Lolland-Falsters medlemsafdeling rejste sig og sagde: “Og så tager vi lige tre squats.”

Hele salen fulgte trop, og et øjeblik senere stod et rum fyldt med erhvervsfolk og lavede synkrone squats midt i eftermiddagens program.

Fællesskab trives bedst med et grin, et fælles løft og tre meget spontane squats.

Udgivet

16. december 2025