Stivelsesfabrik på Nordfalster
Tilbage til oversigten

Stor interesse for stivelsesfabrik på Nordfalster

Business Lolland-Falster arbejder videre med planerne om at etablere en stivelses- og proteinfabrik på Nordfalster. Der var stor interesse for initiativet ved et informationsmøde for landmænd.

Knap 100 landmænd fra Lolland, Falster og Sydsjælland var onsdag eftermiddag mødt op i DGI-Huset i Vordingborg for at høre nærmere om planerne om at etablere en stivelses- og proteinfabrik på Nordfalster.

Det var Business Lolland-Falster, der sammen med landbrugsrådgivningen VKST og den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS havde indkaldt til orienteringsmødet.

Møde om stivelsesfabrik på Nordfalster

”Det var et godt møde, og der var stor interesse for at vide mere om mulighederne for at dyrke kartofler til stivelsesproduktion. Vi fik præsenteret landmændene for en ny mulighed, hvor vi kan se at kartoffelproduktion og en stivelses- og proteinfabrik rummer et stort potentiale. Det er en produktion, der er økonomisk og landbrugsmæssigt interessant at dyrke og vi vil undersøge, om det er noget vi skal arbejde videre med,” siger Steffen Lund, der er investeringschef hos Business Lolland-Falster.

Kundechef Henrik Holm Andersen fra VKST slog på mødet fast efter at have analyseret data og tal fra kartoffelproduktionen i Jylland, at der er et stort potentiale i at dyrke kartofler i stedet for f.eks. korn og at kartofler er meget konkurrencedygtige i forhold til roer.

”Der er penge i det, hvis man gør det rigtigt. Det er en højværdiafgrøde, og tallene viser at det ser lovende ud. Priserne på kartofler er steget de senere år og forventningen er, at det vil fortsætte. Der er alt andet lige et stabilt potentiale i stivelsesproduktion,” sagde Henrik Holm Andersen til de fremmødte landmand.

Stor interesse

Interessen for mødet var stort. En af de fremmødte var Hans Hansen fra Holgershåb på Nordfalster. Han driver et landbrug på 1000 hektar.

”Jeg er mødt op i dag for at høre om nye muligheder. Det er en spændende ny afgrøde, og vi skal have nogle flere højværdiafgrøder på vores marker i stedet for korn. Så det var et interessant møde og stivelsesproduktion er en god mulighed,” sagde Hans Hansen.

John Brædder driver et stort landbrug på Lolland og han var meget interesseret i at høre mere om kartoffel og stivelsesproduktionen.

”Vi skylder at sætte os ind i hvad mulighederne er, og det ser spændende ud. En ny højværdiafgrøde kan være med til at skabe nye arbejdspladser i landbruget,” sagde John Brædder i en pause på mødet.

Andelsejet selskab

Kartoffelproduktionen og den efterfølgende stivelsesproduktion skal organiseres i et andelsselskab, hvor det er kartoffelavlerne, der ejer fabrikken. Sådan er de øvrige fire kartoffelmelsfabrikker i Danmark organiseret.

Viggo Conradsen

Den jyske kartoffelavler Viggo Conradsen, der også er bestyrelsesformand for Andelskartoffelmelsfabrikken Danmark, havde taget turen til Vordingborg for at fortælle om fordele og ulemper ved at dyrke kartofler til stivelse.

”For dem, der er rigtig dygtige, er det ikke så ringe at være kartoffelavler,” slog han med jysk beskedenhed fast. Men han manede også til besindighed i optimismen, da det er forbundet med meget arbejde og mange risici at være kartoffelavler.

”For det er ikke nemt at være kartoffelavler,” sagde Viggo Conradsen.

En beregning fra NIRAS fremlagt på mødet af konsulent Steen Simonsen underbyggede potentialet i stivelses- og proteinfabrikken ,hvor den oplagte placering er på Nordfalster.

Der skal dyrkes kartofler på 7.000 hektar og det kræver med sædskifte op til 28.000 hektar til rådighed.

”Fabrikken forventes at give 30 arbejdspladser og vil kunne skabe et overskud på knap 80 millioner kroner, når den kører,” sagde Steen Simonsen fra NIRAS.

Arbejdsgruppen arbejder videre nu med at analysere mulighederne, og den nuværende arbejdsgruppe blev udvidet med tre landmænd, der meldte sig på mødet.

Steffen Lund Business Lolland-Falster

”Det er vigtigt for os, at der er opbakning til at arbejde videre, og derfor bad vi også på mødet om tilsagn til at vi kan danne en forening, der arbejder videre med planerne,” siger Steffen Lund.

Der skal bruges 60 tilsagn og hvert medlemskab koster 5.000 kroner. Allerede på mødet var der cirka 30, der gav skriftligt tilsagn, og arbejdet fortsætter med at hente flere tilsagn.

”Jeg er optimistisk,” siger Steffen Lund fra Business Lolland-Falster, der gerne tager imod flere tilsagn fra landmænd om at være med i foreningen.

Hvis du er interesseret i at give tilsagn om at være med i foreningen kan du kontakte Steffen Lund på sl@businesslf.dk eller 53100464.

Udgivet

30. oktober 2023