Udgivet
23. maj 2024
Det er en kommende solenergipark ved Gerringe på Lolland, der kommer til at danne model for den nye måde at købe strøm på. Uanset størrelse og forbrug kan alle virksomheder på en og samme tid købe grøn strøm på attraktive vilkår og fremme den grønne omstilling.
Det er energivirksomheden Better Energy, der står bag solenergiparken ved Gerringe, men før den kan etableres, skal aftagere af den grønne strøm være på plads. Udgangspunktet er at grøn strøm skal bruges der hvor den bliver produceret og komme lokalsamfundet til gode.
Det er essensen af en ny aftale, som Lolland Kommune og energiselskabet Better Energy har indgået. Aftalen giver lokale virksomheder mulighed for at komme forrest i køen og købe grøn strøm på attraktive vilkår.
Aftalen er indgået fordi Lolland Kommune ønsker, at produktion af grøn strøm skal være til gavn for lokale virksomheder og være med til at skabe arbejdspladser i kommunen.
”Vi har gennem en aftale med VE-udviklere sikret, at lokale virksomheder kan komme forrest i køen og købe grøn strøm på attraktive vilkår fra et nyt kommende VE-anlæg. Uanset størrelse og forbrug. De lokale virksomheder får således grøn strøm til en fast lav pris, der samtidigt sikrer, at der er et stort lokalt forbrug før det nye VE-anlæg er taget i brug. Det er med til at accelerere den grønne omstilling i vores lokale virksomheder,” har Holger Schou Rasmussen tidligere fortalt om i denne artikel.
Derfor skal der findes lokale aftagere af grøn strøm før nye VE anlæg bliver etableret, og det arbejde er i fuld gang.
”Vi har holdt en række informationsmøder, hvor virksomheder på Lolland-Falster har været inviteret og der har været en god interesse for at høre mere om den nye måde at købe strøm på,” siger Mikkel Thorup, der er chef for PPA hos Better Energy.
Power Purchase Agreement eller på dansk en elkøbsaftale er en aftale om at købe grøn strøm med en fast løbetid til en fast pris på det som Better Energy kalder for attraktive vilkår. Mange virksomheder har allerede i dag aftaler med en el-leverandør, hvor prisen er låst fast i en kortere periode eller helt op til tre til fem år.
Men i første omgang var der ingen lokale virksomheder, der var klar til at indgå aftaler med Better Energy via en PPA. For der var et problem.
”Vi startede med at tilbyde vores standard PPA-produkt med lange løbetider på op til ti år til virksomhederne, og de skulle skrive under på aftalen tre år før vores solcelleprojekt ved Gerringe er klar. Det var et problem, at der gik tre år før der blev leveret strøm. Det gjorde det svært for virksomhederne at sige ja til en aftale om at købe strøm med en lang løbetid, når der var så lang tid til før den kunne leveres,” siger Mikkel Thorup.
Fordelen ved den nye form for PPA’er fra solcelleparker er at virksomhederne støtter den grønne omstilling direkte. Virksomhederne indgår elkøbsaftalen med udbyderen inden de har bygget solcelleparken, og er dermed med til at sikre, at den bliver etableret.
”For os er det en af de vigtigste kontrakter, der skal til for at vi kan realisere vores solenergiprojekter. Vi opnår en bund i vores finansiering gennem fastprisaftalerne med virksomhederne, og dermed har de direkte effekt på den grønne omstilling,” siger Mikkel Thorup fra Better Energy.
Hidtil har Better Energy hovedsageligt lavet PPA’er med større virksomheder om at købe grøn strøm. Men erfaringen fra de første møder med lokale SMV-virksomheder på Lolland-Falster viste, at det er helt andre forhold, der gør sig gældende i disse virksomheder. De har en kortere planlægningshorisont og vil ikke binde sig til noget de først kan få leveret om 3 år.
Det satte gang i udviklingsarbejdet hos Better Energy, og de er nu klar med en ny model for køb af grøn strøm.
Det nye PPA-tilbud til Lolland-Falsters små og mellemstore virksomheder er meget fleksibelt, hvor virksomheden kan reservere strømmen på en ikke-bindende aftale for virksomheden men bindende for Better Energy.
”Virksomheden skal først tage endeligt stilling et halvt år før forventet nettilslutning af solcelleparken i 2026. For mange virksomheder er en aftale ti år frem i tiden meget svær at overskue og derfor er mængden af strøm, løbetid og længde på aftalen også tilpasset og gjort fleksibel,” siger Mikkel Thorup.
Better Energy driver flere solenergiparker på Lolland-Falster, der alle leverer strøm til en række af landets store virksomheder. Solcelleparken ved Væggerløse leverer strøm til medicinalvirksomheden Lundbeck og deres nye solenergipark ved Hoby på Lolland leverer strøm til virksomhederne Atea, Coloplast, COWI, PwC, Tivoli, Trioworld, Teknologisk Institut og Toms Group.
Dermed er Lolland-Falster med til at sætte grøn strøm til dansk erhvervsliv. Nu er turen komme til Lolland-Falsters eget erhvervsliv, og det bliver med priser, der med Mikkel Thorups ord er attraktive.
”Det, vi altid lægger vægt på, er at udover at virksomhederne har en fast elpris er de også med til at gøre noget for den grønne omstilling,” siger Mikkel Thorup.
Udgivet
23. maj 2024