Udgivet
15. december 2025
2025 var endnu et godt år på Lolland-Falster, hvor store beslutninger faldt på plads.
Guldborgsund Kommune indgik en betinget aftale om salg af 35 hektar i Business Park Falster til den tyske datacenterudvikler, GARBE Data Centers, med henblik på etablering af et AI Data Center Campus – Danmarks største datacenter til dato.
Ved Rødbyhavn blev et 800 hektar stort erhvervsområde bag tunnelproduktionsområdet udpeget som en af Danmarks kommende statslige industriparker.
Og i Nakskov indgik Green X Energy Nakskov, Lolland Kommune og Business Lolland-Falster et partnerskab om at udvikle et cirkulært erhvervsområde, hvor virksomheder kan udnytte hinandens ressourcer som varme, vand og materialer.
Tallene taler også for sig selv. Ledigheden slog bundrekord på Lolland med 2,2 procent, og der var gang i jobvæksten med flere borgere, der kom i arbejde.
Datacenterprojektet i Business Park Falster var kronen på værket efter et 2025, hvor flere nye virksomheder etablerede sig i erhvervsparken ved Sydmotorvejens afkørsel 43. Halkvist Recycling, OK Energi og Biofuel Express åbnede alle i 2025, mens Dansk Stillads Service udvidede deres virksomhed betydeligt.

Dermed er der udsolgt i Business Park Falster.
Rødbyhavn og det store tunnelproduktionsområde var i hele 2025 meget ombejlet.
Turister i tusindtal strømmede til Pilen – den imposante udkigsplatform, der blev indviet tilbage i marts. I øvrigt af tre af FLCs lærlinge. Byggeriet af Femern Bælt-tunnelen er læreplads for hundredvis af unge, og projektet er mere end halvvejs mod målet om 500 lærlingeårsværk.

Den spændte sikkerhedssituation i verden har også gjort Rødbyhavn til et ombejlet område. Rødbyhavn blev sat i spil til at blive udpeget som det sted, hvor Forsvaret i fremtiden skal bygge krigsskibe. Det var den tyske værftsgigant NVL, der var stukket til søs og havde set sig lun på hele tunnelproduktionsområdet med havn og tørdokke. Det blev som bekendt Frederikshavn, der blev valgt af et flertal i Folketinget. Men NVLs interesse er ikke kølnet for området.
En anden afgørelse var ventet med endnu større spænding. Ville planen om en 800 hektar stor industripark ved Rødbyhavn nyde fremme og blive udpeget som statslig industripark?

Ja – det blev den, og det fik de helt store overskrifter frem.
”Det er en rigtig god dag for hele Lolland. Denne historiske beslutning får enorm betydning for den fortsatte udvikling på hele Lolland-Falster og for alle os, der bor her,” sagde Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen, da nyheden blev kendt.
Nogle af årets mest opløftende historier starter helt enkelt: En idé, en ung og nogen, der tager dem alvorligt.
Vi mødte blandt andre Aksel Glyholt og Rasmus Svale Jørgensen, begge 16 år og iværksættere. Og de sætter selv ord på, hvad støtten fra Business Lolland-Falster betyder:
Aksel Glyholt: “Jeg synes, det er superpositivt, at der findes et sted, hvor unge iværksættere kan få vejledning. Det giver en tryghed og gør det nemmere at tage springet som selvstændig.”
Når vi taler om at give unge en reel startbane, er iLab på CELF noget helt særligt. iLab (IværksætterLab) er det første iværksætter-laboratorium af sin art i Danmark på en ungdomsuddannelse, og det blev indviet i 2025. Det var formanden for Folketingets Erhvervsudvalg, Louise Schack Elholm, der klippede den røde snor. iLab er skabt i et samarbejde mellem Business Lolland-Falster, Guldborgsund Kommune, Tuborgfondet og Fonden for Entreprenørskab og ligger på CELF på Merkurs Plads i Nykøbing F.

Og det har allerede resulteret i fem nye CVR-numre og en 2. plads i en national iværksætterkonkurrence.
Iværksætteri på Lolland-Falster spænder bredt. Fællesnævneren er viljen til at skabe noget.
Scandinavian Sauna fra Hasselø på Falster rundede en milepæl, og stifter og medejer, Cecilie Wang, sagde det i én sætning, der siger mere end mange grafer:
“Jeg er faktisk nået til der, hvor jeg har nået drømmen. Nu er spørgsmålet bare: hvad så nu?”

Hos Telefon Søren er historien en anden, men pointen den samme: at turde tage springet og bygge videre skridt for skridt. Søren Walther formulerer det sådan:
“Jeg tager tingene, som de kommer, men jeg kan ikke lade være med at drømme. Så længe jeg har energi, skal der ske noget.”

Vi skal også have med, at Business Lolland-Falsters iværksætterkontormiljø – kendt som Vækstfabrikken – fejrede 10-års fødselsdag i 2025. Gennem de 10 år har 130 virksomheder gjort brug af tilbuddet om at få en kontorplads på Slotsbryggen.
De bedste resultater skabes sammen med andre.
Det er også sådan Claus Meyer beskriver sin egen rolle på Lolland-Falster. Han ejer Hotel Saxkjøbing, og her tog han i eftersommeren imod en stor gruppe af Business Lolland-Falsters medlemmer ved et morgennetværksmøde.
Han er, som han selv siger, ”ikke den, der kommer og “fikser” noget, men istedet én, der bidrager med det, han kan sammen med andre og med respekt for det, der allerede er her.

“Jeg ser mig selv som en lille brik i det store spil om at få Lolland-Falster til at gro. Jeg kan ikke alt, men det, jeg kan, gør jeg mig umage med.”
Og når han taler om fællesskabet, er det ikke et blødt tillægsord. Det er en arbejdsform, der skaber både resultater og relationer:
“Når vi er mange, der samarbejder i et fællesskab om at lave noget, som selvfølgelig gerne skal berige den enkelte aktør, men som frem for alt skal være noget, som andre mennesker har glæde af – når man er i lige præcis det arbejdsrum og arbejdsfællesskab, så opstår der venskaber og taknemmelighed, og man hjælper hinanden.”
Seks virksomheder kæmpede om at vinde Lolland-Falsters Erhvervspris 2025. Det blev Vestas i Nakskov, der løb med hæderen. Meget velfortjent, da virksomheden med markant vækst, teknologisk innovation og stærk lokal forankring har skabt et moderne kraftcenter for grøn industri på Lolland-Falster.

Det blev meget konkret i foråret, da de første 115,5 meter lange møllevinger blev sendt afsted med vingeskibet Boldwind. Siden er der fulgt mange vinger, og de skal bruges til Vestas’ store V236-15 MW møller. I slutningen af november begyndte den første mølle at producere strøm i den tyske vindmøllepark He Dreiht i Nordsøen, hvor 64 Vestas-møller skal producere strøm til 1,1 millioner tyske husstande.

For at understrege størrelsen på de nye15 MW havvindmøller med 115,5 meter lange vinger, så producerer møllen strøm til fire husstandes døgnforbrug blot ved at køre en omgang.
Og netop det med storheden, så var de øvrige fem nominerede virksomheder – Gammelgaard Gods, H+ A/S, K.J. Elektro, DanuCare og Ortofon – også værdige vindere. De repræsenterer bredden og styrken i Lolland-Falsters erhvervsliv. De spænder fra landbrug og arkitektur til elektroinstallation, fødevareservice og global produktion, og fælles for dem er, at de skaber vækst, arbejdspladser og lokal udvikling. Deres nominering til Lolland-Falsters Erhvervspris 2025 var velfortjent – de er alle med til at løfte landsdelen.
Hvis 2026 har haft en rød tråd, er det den tydelige professionalitet, vi møder hos mange af landsdelens erhvervsfolk.
I Nørre Alslev er RM Fintech et godt eksempel på, hvordan en virksomhed kan gå nye veje ved at kombinere udvikling, investeringer i systemer og en bevidst satsning på nye markeder. I 2025 tog RM Fintech et tydeligt strategisk skridt ind i forsvarsindustrien, og på bare et år er forsvarsindustrien blevet en væsentlig del af forretningen:
”Vi ligger på mellem 8 og 10 procent af omsætningen, der kommer fra forsvarsindustrien. Og det er jo 8-10 procent, vi ikke havde, hvis vi bare kigger et år tilbage. For mig er det en kæmpe vækst,” siger Rasmus Skovgaard, der er direktør og medejer af RM Fintech.
Nogle gange bliver en landsdel løftet af én sætning, der rammer plet. Da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte Business Park Falster og Melitek i Nørre Alslev, var det Kim Laursen, medejer og direktør i Melitek, der bød velkommen med ordene:
“Der er L.A. og der er N.A. Og det er i N.A. det sker.”

Samtidig ser vi flere virksomheder, hvor nye generationer og nye ejerstrukturer giver ny energi. Hos JP Air Tech i Sakskøbing tog Jakob Søndergaard Nielsen springet ikke kun som direktør, men som medejer:
“Da jeg fik muligheden for både at blive direktør og medejer i JP Air Tech, så tændte det en ild i mig. Jeg kunne påvirke endnu mere og drive virksomheden fremad.”
Det samme stærke ansvar går igen i fortællingerne om ledelse. Hos Soap Nordic sætter Per Jørgensen ord på, hvordan perspektivet har ændret sig med årene:
“Da jeg var yngre, handlede det kun om at vinde… I dag ved jeg, at man vinder på en helt anden måde ved at skabe tryghed.”
Og i Nakskov viser ”hotelkongen” Dan Lykkegaard, hvordan man kan give nyt liv til bygninger og skabe kapacitet til en by i udvikling.
Selv når virksomheder vokser internationalt, kan rødderne være en styrke. Ejer og direktør, Jens Rewers, fra RewAir i Nakskov formulerer det, så det bliver både ambitiøst og nært, da han fortæller om den seneste satsning på ny fabrik i Italien med 300 medarbejdere:

“Det var aldrig planen, at det skulle blive så stort. Men man skal udvikle sig, ellers afvikler man. Og det her er udvikling i højeste gear.”
Og i bilbranchen ser vi, hvordan mod og samarbejde kan blive til en ny skala. Fusionen mellem to familieejede virksomheder blev til en spiller, der sætter retning i bilbranchen. Kristian Hansen fra Frimann-Hansen Automobiler siger:
“Vi er en af dem, der er trendsættere. Det er vildt, og det giver ballast og erfaring.”
Udvikling kan måles i investeringer. Men det kan også mærkes i værdien af hverdagen.
Ejer og direktør, Morten Nielsen, fra ISODAN i Holeby fortæller, hvordan familien valgte at flytte til Nykøbing frem for at flytte virksomheden:
“Til at starte med overvejede jeg at flytte firmaet til Vejle men fandt ud af, at det var både bedre og mere praktisk, at vi flyttede frem for at flytte virksomheden.”
Og efter flytningen:
“Jeg er meget positivt overrasket over Nykøbing, der er meget velfungerende… Udbuddet af både handel og kulturliv er stort i forhold til byens størrelse.”
Tvillingerne fra Rødby, Michael og Freddy Svane, sagde det tydeligt i et interview i foråret, da Freddy Svane tiltrådte som medlem af Business Lolland-Falster ambassadørkorps: ”Vi har brug for en stærk fortælling om Lolland-Falster. En fortælling, der kan mærkes i virkeligheden.”
Michael Svane peger på, hvad fortællingen skal kunne rumme: mennesker, sammenhæng og hverdagen midt imellem.
“Det begynder med mennesker, og det slutter med mennesker. Og ind imellem, der ligger hverdagen… Det er ikke kun fest og farver, det her handler om.”
Udvikling sker ikke alene med ambitioner. Der skal også penge til. Det ved SJF Bank, og derfor en særlig tak for den generøse donation på 500.000 kroner, som til alles overraskelse blev annonceret på Udviklingskonferencen 2025 på Engestofte Gods.

Det var bankdirektør Lars Petersson, der åbnede for kassen, og han sagde fra scenen: “Der skal gode intentioner, vilje, samarbejde og også penge til at skabe udvikling.”
Business Lolland-Falster siger tak – og på gensyn i 2026.
Udgivet
15. december 2025