Udgivet
19. december 2023
Det var året der gik godt 2023.
2023 var gaven, der blev ved med at give lige ind til det sidste. Årets største, bedste og mest betydende nyhed kom 10 dage før juleaften.
Et stort flertal i Folketinget sagde ja til at bevare det 6 milliarder kroner dyre produktionsområde ved Rødbyhavn, der bliver brugt til at støbe de store tunnelelementer til Femern forbindelsen. Det er en historisk beslutning med omsiggribende betydning for hele Lolland-Falster og resten af Danmark. En kæmpe gave til landsdelen, når et produktionsområde med mere end 1000 medarbejdere bliver på Lolland. Det er noget, der begejstrer og forpligter på en og samme tid.
Se video fra Tunnelelementfabrikken
Symbolikken var heller ikke til at tage fejl af, da det første tunnelelement kort forinden den historiske beslutning, tittede frem i det fri udenfor tunnelelementfabrikken. Det var STORT – og vigtigst af alt kan vi nu vi se hvordan tunnelen ser ud. Støbt i beton og de resterende 88 elementer bliver den fysiske legemliggørelse af den vision, der har været i mere end 100 år om en fast forbindelse til Tyskland.
Den er på vej nu og i 60-året for etableringen af Rødby-Puttgarden færgeruten tager vi det næste syvmile skridt ind i den virkelighed, der vil definere Lolland-Falster de kommende mange år.
Danmark kan fortsætte produktionen til megainfrastrukturprojekter, og vi har nu mulighed for at tiltrække nye virksomheder til området, hvor de kan benytte dele af den nuværende fabrik samt adgang til havn og bagarealer. Den nationale forsyningskæde til store og kritiske infrastruktur projekter indenfor grøn omstilling og store anlægsprojekter er sikret.
2023 har været et yderst tilfredsstillende år. Vi tager et par tal, der taler deres eget sprog.
Vi elsker faste forbindelser på Lolland-Falster. Femern forbindelsen til Tyskland, Grøn Gas Lolland-Falster, den nye Storstrømsbro og den kommende højhastigheds jernbane til Tyskland.
Gasledningen er kommet godt i jorden og under vandet. I løbet af 2024 er den klar til at lade gassen strømme fra Nakskov til Everdrup. Den nye Storstrømsbro nåede i begyndelsen af december en milepæl, da halvdelen af broen nu er lagt og vi kan se hvor det bærer hen.
Alt peger i den rigtige retning.
Vi er klar til ny sæson på Lolland-Falster efter oprykning til en højere liga. Vinden er vendt og er blevet til medvind. Lolland-Falsters udgangspunkt er forandret og det arbejde blev grundlagt for år tilbage. Det kunne såvel formand for Business Lolland-Falster Kim Rahbek Hansen som adm. direktør Mikkel Wesselhoff konstatere ved både generalforsamlingen og senest ved det årlige repræsentantskabsmøde i foreningen Business Lolland-Falster.
Den grønne omstilling er for mange bare varm luft og tom snak. Men ikke på Lolland-Falster, hvor produktionen af grøn strøm sætter ny rekord for hvert år. Det har sendt Energinet på overarbejde, og de er i fuld gang med en markant udvidelse af elnettet på Lolland-Falster. Udvidelsen svarer groft sagt til at en lokalvej bliver udvidet og opgraderet til en dobbeltsporet motorvej – dog uden nødspor.
Energinet er blandt andet i gang med at bygge tre nye højspændingsstationer ved Gloslunde, Rødby og Femern og de skal forstærke elnettet og sikre, at strømmen fra el-producenterne kan komme ud til forbrugerne på Lolland-Falster og til resten af Danmark.
Der var rejsegilde i begyndelsen af december 2023 på den ene af de tre store højspændingsstationer og i 2024 sættes der yderligere gang i udvidelserne. Fra at være et forholdsvis lille forbrugsområde bliver Lolland-Falster nu et stort produktionsområde af grøn strøm og dermed transformeres til det grønne kraftværk på Danmarks klimaøer.
Det er mere end 2 milliarder kroner, der investeres de kommende år i at udvide elnettet på Lolland-Falster til en el-motorvej, der kan sende den grønne strøm ud på nettet og give såvel virksomheder som private grøn strøm. En god start på en kommende endnu større udvidelse, da produktionen af grøn strøm vil stige markant de kommende år. Men det kræver yderligere udvidelse af el-nettet.
Hvis du i øvrigt skulle have hang til en kæmpe skildpadde eller andet sødt fra Toms Chokoladefabrik – så kan du i al fald spise den med grøn samvittighed. Toms Chokoladefabrik kører på grøn strøm fra en af Better Energys solcelleparker på Lolland. Det samme gør Tivoli og en lang række andre store virksomheder i Danmark – Powered by Lolland-Falster.
En af de største nyheder i 2023 var at anlægget af den grønne gasledning, der kobler Lolland-Falster på gasnettet, blev sat i gang og snart er klar til drift. Kilometervis af rør er allerede lagt i jorden og boret under Grønsund og Guldborgsund.
I foråret 2024 er alle rør svejset sammen og lagt i jorden fra Nakskov til Everdrup på Sjælland, og sommeren 2024 vil gassen strømme i gasledningen. En gasledning, der får afgørende betydning for den grønne omstilling på blandt andet Nordic Sugars to fabrikker i Nakskov og Nykøbing.
Nature Energy har tidligere på efteråret meddelt, at de bygger et biogasanlæg i Abed på Lolland og gerne et mere på Falster. Biogassen skal sendes ud i de nyanlagte gasrør og sukkerfabrikkerne sukker efter den grønne biogas. Som de gerne vil være med til at producere ved at levere roepulp til gasproduktionen. Affald bliver til værdifuld råvare hos en anden virksomhed og vi reducerer klimabelastningen.
Den grønne omstilling er med til at drive erhvervsvæksten på Lolland-Falster. Carbon Cuts vil etablere et af landets største CO2 lagre i undergrunden ved Rødby, European Energy bygger i Nakskov verdens største e-Metanol fabrik, Vestas skal bygge endnu større havvindmøller og skal derfor udvide med mere end 200 ansatte i Nakskov, Copenhagen Energy vil bygge to PtX anlæg på Lolland og vi kunne blive ved.
Investeringer for mere end 20 milliarder kroner bliver realiseret de kommende år.
De veletablerede – de nye – de udviklingsparate. Tre udtryk, der beskriver erhvervslivet på Lolland-Falster. El-installationsvirksomheden Rask El modtog fortjent Lolland-Falsters Erhvervspris 2023 og blev fejret ved årets prisuddeling på Nykøbing F. Teater. Nielsen Boliger fik Startup legatet – i skarp konkurrence med 2 andre ambitiøse startup virksomheder.
Erhvervslivet på Lolland-Falster er mangfoldigt og Business Lolland-Falster er hver dag i kontakt med mange, der gerne vil udvikle deres virksomhed. Sådan var det også for Kristina Rasmussen, der har Damernes og Herrernes Frisør i Nakskov.
Hun er et godt eksempel på en butiksejer, der gerne vil mere. Det blev til en udvidelse af den samlede butik med frisørsalon i den ene del og tøjbutik i den anden del.
Alle tre nævnte virksomheder skabt med vilje, engagement og hårdt arbejde. Men allermest af virkelyst.
Mange nye virksomheder bygger på ideen om at gøre en hobby til en levevej. I det tidlige forår mødte vi de to tyske iværksættere Svenja og Nico, der elsker at surfe. De havde kastet deres kærlighed over Nakskov Fjord, hvor de åbnede et vandsportscenter ved Hestehoved strand. Udenfor, hvor vind og vejr sætter dagsordenen, har de hele sommeren og efteråret været på vandet med masser af gæster. Fordi de elsker deres job.
Femern tunnelbyggeriet sætter for alvor spor nu. Både på byggepladsen og i de store erhvervsparker, der ligger langs Sydmotorvejen på Lolland-Falster. Maribo Erhvervspark kunne i foråret melde alt udsolgt, da den store tyske ejendomsudvikler Peper & Schöne købte stort ind af attraktiv erhvervsjord.
Fordi de kan se at det rykker nu, og de vil være med fra starten.
Den samme udvikling ser vi i Business Park Falster ved afkørsel 43 på Nordfalster. Her er der solgt godt ud i løbet af 2023, og flere købsaftaler vil blive offentliggjort i begyndelsen af 2024.
Oveni er elektrificeringen af vej infrastrukturen i rivende udvikling. Kort før jul åbnede Clever Lollands største lynladestation og dermed er der nu tre store el-ladestationer ved afkørsel 48. Tesla åbnede tidligere i år og det samme gjorde OK. En fjerde ladestation er på vej, og dermed er Maribo Lollands elektriske centrum lige midt på vejen til og fra Tyskland. Og snart følger Clever med endnu en stor lynladestation på Nordfalster.
Og mens vi er ved elektrificeringen af transporten, så blev Scandlines nye elfærge ”Futura” af Rødbyhavn søsat i begyndelsen af december. Fra næste år skal den sejle med lastbiler mellem Rødbyhavn og Puttgarden – helt uden CO2 udledning.
Powered by Lolland-Falster med grøn strøm.
2023 slutter på toppen – og derfra tager 2024 over, hvor der bliver skruet endnu mere op for det hele og især for ambitionerne.
Vi vil noget med Lolland-Falster og Danmark og resten af verden vil noget med Lolland-Falster.
Udgivet
19. december 2023